Kristus, embeder

of'-is-is.

Almindelige titler for vor Herre

I. KRISTI MIDLERGERNING UDTRYKT I DE SÆRLIGE EMBEDER

Historisk gennemgang af teorien

II. DET TREFOLDIGE EMBEDE I DET GAMLE TESTAMENTE

Embedernes manglende evne til at sikre deres ønskede mål

III. PROFETEN

Forudsigelsen af den sande profet

IV. KRISTUS SOM PROFETEN

1. Kristi måde at undervise på

2. Kristus som profet i sin kirke

V. KRISTI PRÆSTEDØMME

1. Det jødiske præstedømme

2. Kristi offerrelationer i evangelierne

3. Kristi etiske undervisning påvirket af offertanker

4. Gensidige bekræftelser hos synoptikerne

5. Offerets dobbelte udløber, offerdyret og den ofrende

6. Kristi præstedømme i den apostolske tjeneste og brevene

7. Hebræerbrevets kronende vidnesbyrd

8. Kristi forhold til synd udtrykt i offertermer

VI. KRISTI KONGELIGE EMBEDE

Det verdslige monarkis sammenbrud

VII. DET MESSIANSKE GRUNDLAG FOR HERRENS TREFOLDIGE EMBEDE

LITTERATUR

Almindelige titler for vor Herre:

Dette udtryk er blevet brugt af teologer til at beskrive de forskellige sider af vor Herres frelsesgerning. Mange benævnelser og billedlige titler findes i Skriften om Kristus, som betegner hans guddommelige og menneskelige naturer og hans gerning: Gud (Joh 20,28); Herre (Matt 22,43; Matt 22,14); Ordet (Joh 1,1; Joh 1,14); Guds søn (Matt 3,17; Luk 1,35; Kol 1,15; Kol 1,1); førstefødt fra de døde (Kol 1,18); begyndelsen på Guds skabning (Åb 3,14); Guds billede (2 Kor 4,4); det udtrykte billede af hans person (Hebr 1,3 KJV); Alfa og Omega (Åb 1,8; Åb 22,13); Menneskesønnen (Matt 8,20; Joh 1,51; ApG 7,56); Davids søn (Matt 9,27; Matt 21,9); den sidste Adam (1 Kor 15,45; 1 Kor 15,47); frelsens anfører (Hebr 2,10 randnote); Frelser (Luk 2,11; Joh 4,42; ApG 5,31); Genløser (Es 59,20; Tit 2,14); troens ophavsmand og fuldender (Hebr 12,2); verdens lys (Joh 8,12); Guds lam (Joh 1,29; Joh 1,36); alle tings skaber (Joh 1,3; Joh 1,10); Mellemmand (1 Tim 2,5); Profet (5 Mos 18,15; Luk 24,19); stor ypperstepræst (Hebr 4,14); Konge (Luk 1,33; Åb 17,14; Åb 19,16); Vejen, Sandheden og Livet (Joh 14,6). Disse og mange andre udtrykker Herrens midlerembede. Som mellemmand står han mellem Gud og mennesket, åbenbarer Faderen for mennesket og udtrykker menneskets sande forhold til Gud. Udtrykket (græsk mesites) betyder desuden sendebud, fortolker, talsmand, kautionist eller pant i Gal 3,19; Gal 3,20, hvor en pagt erklæres for at være sikret ved hånden på én, der træder imellem. Således bekræftes og opfyldes pagten af ham, som sikrer, at dens bestemmelser bliver ført ud i livet, og harmoni genoprettes dér, hvor der før havde været uoverensstemmelse og adskillelse (1 Tim 2,5; Hebr 8,6; Hebr 9,15; Hebr 12,24). Således udtrykkes Guds formål om at genløse menneskeheden ved formidling.

I. Kristi midlergerning udtrykt i de særlige embeder.

Når kristen tænkning fremstillede en systematisk idé om denne Kristi frelsesgerning ved formidling, gav den den en harmonisk karakter ved at vælge Herrens mest almindelige og velkendte titler som de mest omfattende kategorier, der udtrykker frelsens måde. Disse var det profetiske, det præstelige og det kongelige.

Historisk gennemgang af teorien:

Det første spor af denne inddeling findes hos Eusebius, Historia Ecclesiastica, I, 3, og hans Demonstratio Evangelica, IV, 15. Den blev i meget vid udstrækning accepteret i den græske kirke og bruges fortsat af russiske kirkelige forfattere. Den romerske kirke har ikke fulgt den så almindeligt, skønt den findes i mange romerske teologers skrifter. De tidligere reformatorer, især de lutherske, overså den. Men Gerhard anvendte den, og de lutherske teologer fulgte hans eksempel, selv om nogle af disse forkastede den, såsom Ernesti, Doderlein og Knapp. Calvin anvendte inddelingen i sin Institutio, II, 15. Den blev indarbejdet i Heidelbergkatekismen og er blevet antaget af de fleste teologer i den reformerte kirke og af engelske og amerikanske teologer. I Tyskland antager de fleste teologiske forfattere, såsom De Wette, Schleiermacher, Tholuck, Nitzsch, Ebrard, den, idet de hævder, at den udtrykker frelsesgerningens væsentlige kvalitet og er den mest fuldstændige fremstilling af dens indhold. Begrundelsen for denne position findes i den vigtige plads, som i åbenbaringens fremskridt blev indtaget af dem, der fik betroet opgaverne med at undervise og lede mennesker i forhold til Gud i embederne som præst, profet og konge. Selv den moderne udvikling af kristen tænkning, som udvider synet på Guds handlemåde med mennesket til hele slægten og dens religionshistorie, og som ikke udelukker dem, der i de nyeste forhold i verdens liv ville finde udfoldelsen af Guds vilje i den menneskelige frelses formål, kan ikke finde nogen bedre form til at udtrykke Kristi forhold til mennesket end i termer af de profetiske, præstelige og styrende embeder. Profeten er undervisningens redskab; præsten udtrykker menneskets etiske forhold til Gud; mens kongen giver den typiske form for den udøvelse af suveræn myndighed og forsynsmæssig ledelse, som angår slægtens praktiske liv.

II. Det trefoldige embede i Det Gamle Testamente.

Ud fra den nære relation, som Jesus både i sin person og i sit værk havde til den gammeltestamentlige husholdning, er det naturligt at vende sig til de tidlige Skrifters forberedende historie for at finde de første antydninger af disse mellemmandsembeder. At det jødiske folks og systems udvikling altid bevægede sig hen imod Kristus som mål og opfyldelse, anerkendes almindeligt. De vage og ubestemte forhold i både Israels religiøse og nationale liv viser en bestemt bevægelse hen imod en klarere forståelse af menneskets forhold til Gud. Intet er tydeligere i Israels historie end den gradvise udvikling af officiel tjeneste både i menighed og stat, sådan som den kom til udtryk i profetens, præstens og kongens personer og pligter. Den tidlige patriark rummede i sig selv den trefoldige værdighed og udførte den trefoldige pligt. Da familien blev til stamme, og stammen til nation, blev disse pligter delt. Husstandens orden gik for en tid tabt i det større og mindre ensartede samfunds kaos. Husets alter blev mangedoblet på mange "offerhøje". Professionelle tydere af mere eller mindre religiøs værdi begyndte at være seere og hist og her profeter. Ledelsen af folket var lejlighedsvis, kortvarig og usikker. Men mænd med guddommeligt kald fremstod fra tid til anden; der blev bygget videre på Moses' grundlæggende arbejde; den faste orden i tilbedelsen af Jahve fik, trods mange tilbageslag, stadigt overtaget. Samuel gav sit hverv som dommer værdighed, og han så igen Herrens åbne syn; han bragte de fastsatte ofre; han grundlagde kongeembedet; og selv om det ikke blev ham tilladt at se Davids hus på tronen, så han ligesom Moses på afstand det forjættede land: et guddommeligt indsat kongerige. Med Davids hus' tronbestigelse var de tre ordener i Guds tjeneste fuldt udviklet. Kongen sad på tronen, præsten gjorde tjeneste ved nationens ene alter, og profeten med det guddommelige budskab var altid ved hånden for at undervise, vejlede og irettesætte.

Embedernes manglende evne til at sikre deres ønskede mål:

På trods af denne vækst i de særlige institutioner — profet, præst og konge — var den religiøse og nationale tilstand på ingen måde tilfredsstillende. Riget blev delt; ydre fjender truede nationens eksistens; afgudsdyrkelsen blev ikke udryddet, og de profeter, som var tro mod Jahve, var nødt til at advare mod og irettesætte herskernes og folkets synder og endog vidne mod præsterne for deres utroskab mod sandheden og renheden i den religion, de bekendte sig til. Israels bedste håb og de guddommelige løfter synes således at blive modsagt af folkets stadige svigt i at virkeliggøre sine bedste idealer. Derfor opstod der langsomt en vag forventning om reform. Tanken om den bedre tilstand, der skulle komme, blev stadig tydeligere og samlede sig til sidst i Israels messianske håb, udtrykt i forskellige former og til sidst konvergerende i forventningen om én, som på en eller anden gådefuld måde skulle samle i sig selv de tanker, der især hørte til de tre store embeder.

III. Profeten.

I denne artikel beskæftiger vi os kun med embederne, sådan som de tenderer mod deres opfyldelse i Kristus. For en mere almindelig behandling af hvert embede må der henvises til de særlige artikler.

Forudsigelsen af den sande profet:

Den første fremkomst af tanken om Jahves særlige profet findes i 5 Mos 18,15. Moses var blevet sendt af folket for at høre Herrens ord på deres vegne (2 Mos 20,19; 5 Mos 5,27); og denne hændelse i det senere afsnit 5 Mos 18,15-22 forbindes med løftet om en profet, samtidig med at der henvises til profetiens almindelige kendsgerning og betingelserne for dens gyldighed og modtagelse. Her finder vi spiren til forventningen om Profeten, som indtog så stor en plads i Israels sind. I folkets handling, da de sendte Moses for at modtage ordet, og i Jahves løfte om at sende en profet, som de ville tage imod, ser vi også antydningen af en forskel mellem den første husholdning og den senere. Det guddommelige løfte gik ud på, at det, som blev givet ved Moses, ville Gud fuldende i en profetisk åbenbaring gennem en person. Opfattelsen af denne personlighed findes i anden del af Esajas (40-66). Esajas' mission var forgæves, Es 49,4, men den kommende skal få sejr, 49-53 (passim). Men denne Jahves tjeners fremgang skulle ikke kun være som profet, men ved at han tog syndens straf på sig (Es 53,5) og blev gjort til et offer for synd; og som mægtig sejrsherre, der triumferer over alle fjender (Es 53,10-12), fremstilles hans kongedømmes værdigheder forskellige steder i de profetiske skrifter. Således kan den almindelige virkning af den tidligere åbenbarings forløb sammenfattes i denne profetiske tjeneste, som en præstelig og en kongelig karakter er blevet forenet med. Det var en stadig fremadskridende åbenbaring af Guds natur og vilje, overbragt af inspirerede mænd, som talte på forskellige tider og på forskellige måder, men hvis budskab blev fuldendt og udvidet af Jesus Kristus (Hebr 1,1), som således blev Herrens profet.

IV. Kristus som profet.

Kristi tjeneste illustrerer det profetiske embede i ordets mest omfattende og ophøjede betydning. Han var bestemt og udpeget af Faderen (Es 61,1; Es 61,2; sammenlign Luk 4,16-21; Matt 17,5). I 1 Kor 1,30 erklæres Kristus at være blevet gjort til visdom for os. Hans fortrolige kundskab om Gud (Joh 1,18; Matt 11,27; Joh 16,15), de egenskaber ved hans undervisning, som afhænger af hans natur, både guddommelig og menneskelig (Joh 3,34); hans myndighed (Joh 1,9; Joh 1,17; Joh 1,18; Luk 4,18-21); hans kundskab om Gud (Mark 12,29; Joh 4,24; Matt 11,25; Joh 17,11; Joh 17,25; Matt 18,35) – alt dette gjorde på en særlig måde Kristus egnet til at være Guds Åbenbarer. Ud over hans lære om Gud omfattede hans tjeneste sandheden om ham selv, hans natur, krav og sendelse, læren om Helligånden og menneskets religiøse liv. Han lærte som ingen anden religionens grundlag, de kendsgerninger, den byggede på, den guddommelige tjenestes væsen, syndens natur, Guds nåde, forsoningens midler, lovene for Guds rige og den kommende tilstand. Selv af dem, der har fornægtet hans guddommelige natur og frelsende værk, er han blevet anerkendt som verdens højeste moralske lærer. Hans krav på at være Profeten ses i, at han er kilden til den stadigt voksende åbenbaring af det evige. Hans egne ord og gerninger erklærede han kun var en del af den fyldigere kundskab, som skulle gives gennem den ordning, han grundlagde (Luk 9,45; Luk 18,34; Joh 12,16; Joh 14,26; Joh 15,26; Joh 16,12; Joh 16,13; Joh 16,14).

1. Kristi måde at undervise på:

Hvor bemærkelsesværdig var hans undervisningsmåde! Lignelse, ordsprog, ubetinget bekræftelse, antydning, henvisning til enkle genstande, praktisk liv – alt dette gjorde hans undervisning kraftfuld, let at forstå og levende; undertiden var hans handling hans ord – og alt sammen med en bydende værdighed og en nådefuld tiltrækningskraft, som hans tilhørere mærkede, og som altid er blevet anerkendt (Matt 7,29). Så fuldkommen og ophøjet var Jesu undervisning, at mange har ment, at åbenbaringen ophørte med ham og med de umiddelbare efterfølgere, som han på særlig måde inspirerede til at være hans vidner og fortolkere. Sikkert er det, at den profetiske tjeneste kulminerede i ham.

2. Kristus som profet i sin kirke:

Et vigtigt aspekt af Kristi profetiske embede er hans forhold til kirken som kilden, gennem hans Ånds redskab, til den stadig større kundskab om guddommelig sandhed, som den har været i stand til at vinde. Dette er den egentlige betydning af det krav, som nogle kirker fremsætter om at være vogtere og fortolkere af troens tradition, og sammen med dette er også gået teorien om udvikling – ikke som en menneskelig handling, men som en tjeneste fra Herren gennem hans Ånd, som skænkes kirken. Selv de, der hævder, at al guddommelig sandhed findes i de hellige Skrifter, har dog fastholdt, at Gud stadig har megen sandhed at fremdrage af sit ord ved Jesu Ånds ledelse og vejledning. Skriften selv erklærer, at Kristus var lyset, som oplyser ethvert menneske, der kommer til verden (Joh 1,9). Han selv lovede, at den Ånd, han ville give, skulle lede hans efterfølgere til hele sandheden (Joh 16,13). Apostlene hævdede, at de modtog deres lære og vejledning af kirken fra Herren (1 Kor 11,23). Jesu vidnesbyrd erklæres udtrykkeligt at være profetiens ånd (Åb 19,10). Ja, alle de apostolske skrifter bekræfter i næsten hver linje, at det, de lærer, er modtaget fra Ånden, som er Herrens Ånd.

V. Kristi præstedømme.

1. Det jødiske præstedømme:

For historien om udviklingen af Israels præstedømme, som vor Herres ypperstepræstedømme ideelt bygger på, må der henvises til den artikel, der særligt behandler dette emne. Kun denne institutions betydning for Jesu værk som Forløser hører ind under dette afsnit. Jødedommen udviklede, ligesom alle religioner, et omfattende system af præstelig tjeneste. Efterhånden som folkets moralske sans voksede og blev mere tydelig, blev offerets oprindelige enkelhed, især som en fællesskabshandling, hvori de fejredes enhed med hinanden og med Gud blev udtrykt, udvidet til handlinger, der regelmæssigt blev udført af embedsmænd, og hvori tilbedelse, taksigelse, pagt samt præstelig soning og forsoning blev klart og bestemt udtrykt. Offerets udvikling kan ses i Det Gamle Testamentes historie fra Kains og Abels (1 Mos 4,3; 1 Mos 4,4), Noas (1 Mos 8,20), Abrahams pagt (1 Mos 15,9-18) osv. til de udførlige tjenester i det mosaiske ritual, der fremstilles i Tredje Mosebog, hvis fulde udvikling først findes i Israels senere dage. Da Kristus trådte frem, var hele det præstelige system blevet indarbejdet i folkets sind, skikke og sprog. De havde mere eller mindre tydeligt lært sandheden om menneskets forhold til Gud i dets naturlige karakter, og især i det aspekt hvor mennesket ved sin synd havde skilt sig fra Gud og udsat sig for lovens straf. Forestillingen om præstedømme var således vokset frem i Israels bevidsthed som det nødvendige redskab til formidling mellem menneske og Gud. Præstelige handlinger blev udført på tilbederens vegne. Præsten skulle sikre mennesket den guddommelige gunst. Dette kunne kun opnås ved en sonende handling. Noget måtte gøres for at fremstille menneskets synd, dets erkendelse af skyld, lovens tilfredsstillelse og forsikringen om guddommelig tilgivelse, Guds genoprettede gunst og til sidst enheden mellem menneske og Gud.

2. Kristi offermæssige relationer i evangelierne:

At Kristi gerning havde karakter af præstelig tjeneste, antydes allerede af henvisninger i evangelierne selv. Han blev kaldt »Jesus; for det er ham, der skal frelse sit folk fra deres synder« (Matt 1,21). Frelse fra synd måtte, i den tankegang som jøden var nået frem til, have fået sit klareste udtryk i den symbolske betydning af ofrene i templet. Således antydes vor Herres præstedømme allerede i det navn, han fik. Røgelsen i de vise mænds gave er ikke uden sin mystiske betydning (Matt 2,11). Nogle vil måske i Døberens ord, »døbe jer i Helligånden og i ild« (Matt 3,11), finde en antydning af præstelig handling; for forståelsen af Johannes' erklæring må findes i de gængse forestillinger i den jødiske tankegang i perioden, bestemt som de utvivlsomt var af historien om fortidens præstelige tjeneste og det fuldt udviklede tempelritual. Dåben af proselytten var ikke nødvendigvis en præstelig handling, ligesom vi heller ikke kan være sikre på, at dåben altid var nødvendig ved indførelsen af en proselyt i det jødiske trossamfund. Men forbindelsen mellem omskærelsen og proselyttens indvielse inddrog bestemt præsten, og præstens bestænkelse af menigheden var en velkendt del af hans officielle pligter. Det er derfor ganske sandsynligt, at Johannes' brug af udtrykket bar noget af den præstelige idé med sig.

3. Kristi etiske lære påvirket af offertanker:

Ånden i vor Herres lære, sådan som den ses i Bjergprædikenen osv., og sådan som den afspejler tanken i den galilæiske tjeneste, kan betragtes som profetisk snarere end præstelig. Alligevel var målet for læren retfærdighed, og det var umuligt for en jøde at forestille sig, at retfærdighed kunne sikres uden nogen henvisning til præstelig forvaltning og indflydelse. Kontrasten mellem virkningen af Kristi lære og de skriftkloges (Matt 7,29) holder os i nærheden af loven, sådan som den blev anvendt gennem den præstelige tjeneste, hvis fortolkere og lærere de skriftkloge var; og derfor kan en antydning af vor Herres forhold til præstedømmet sikkert have fundet vej ind i hans umiddelbare tilhøreres sind. Han var omhyggelig med at anerkende præstens myndighed (Matt 8,4). Læren om offer træder noget tydeligere frem i henvisningen til korset, som vor Herre forbinder med tanken om at finde livet ved at miste det (Matt 16,24; Matt 16,25), og når det at tage korset op fortolkes ved at følge Kristus, og denne antydning kort efter følges af Kristi tydelige henvisning til sine kommende lidelser (Matt 17,9; Matt 17,12), mere bestemt omtalt i Matt 17,22; Matt 17,23. Nu får formålet med Herrens gerning klarere form. Menneskesønnen er kommet for at frelse det, som var fortabt (Matt 18,11 American Revised Version, randnote). Efterhånden som katastrofens tidspunkt nærmede sig, blev Herren endnu tydeligere i sine henvisninger til sin kommende død (Matt 20,18; Matt 20,19), og til sidst erklærer han, at »Menneskesønnen kom .... for at give sit liv som løsesum for mange« (Matt 20,28). Vor Herres citater (Matt 21,42; Matt 23,39) om den forkastede »hjørnesten« og den salige, »som kommer i Herrens navn« (Sl 118,22; Sl 118,26), er hentet fra en salme fyldt med ånden fra templets præstelige tjeneste, og i deres henvisning til ham selv illustrerer de igen den stadig voksende erkendelse af hans præstedømme. Han bruger også oftere den officielle betegnelse »Kristus« (Messias, den salvede) (Matt 24,5; Matt 24,23; Matt 24,14). Aftenen før forræderiet og rettergangen forudsiges korsfæstelsen klart (Matt 26,2); og døden (Matt 26,12). Dødens fulde betydning hævdes ved indstiftelsen af Herrens nadver. Brødet er »mit legeme«, vinen er »mit blod, den nye pagts blod«, og det erklæres at være »udgydt for mange til syndernes forladelse« (Matt 26,26-28 randnote).

4. Gensidige bekræftelser hos synoptikerne:

En lignende rækkefølge af tanker om vor Herres præstelige gerning kan findes i de andre evangelier (se Mark 1,8; Mark 1,44; Mark 8,29; se nedenfor om betydningen af betegnelsen Kristus; Mark 8,31; Mark 8,34; Mark 9,9; Mark 9,10). Disciplenes manglende evne til her at forstå det liv, der skulle følge efter døden, antydes--sandheden i evangeliet om død og opstandelse, så nært forbundet med forestillingen om offer, hvor blodet er livet, som, når det gives, bliver betingelsen for den nye forening med Gud, således åbenbaret af Kristus som den indledende lære, der stadig skulle udvides (Mark 9,31; Mark 10,21; Mark 10,33; Mark 10,14; Mark 10,45; Mark 11,9; Mark 12,10; Mark 13,21; Mark 13,22; Mark 14,8; Mark 14,22-25; Mark 14,61; Mark 14,62). Hos Lukas indføres den præstelige "atmosfære" i den tidligste del af fortællingen, idet beretningen om Zakarias og Elisabeth understreger rammen om Johannes' egen mission (Luk 1). Navnet Jesus (Luk 1,31); det nye riges særlige forhold til synden, nødvendigvis forbundet med offer i en præsts bevidsthed, som findes i Zakarias' salme (Luk 1,77; Luk 1,78); den fine antydning af den Lidende i ordet "også" i Luk 2,35 i KJV (American Standard Revised Version udelader det) viser, at det tredje evangelium står helt på linje med de to andre synoptikere (se også Luk 3,3; Luk 5,14). Påstanden om at kunne tilgive synder må have fremkaldt offersymbolet for eftergivelse (Luk 5,24; Luk 9,23; Luk 13,35; Luk 14,27; Luk 18,31; Luk 20,14; Luk 22,19; Luk 22,20; Luk 24,7; Luk 24,26; Luk 24,46; Luk 24,47). I det fjerde evangelium har vi Døberens ord: "Se, Guds Lam" (Joh 1,29; Joh 1,36), hvor Kristi forhold til synd udtrykkes klart (se Guds Lam)--dåben i Ånden (Joh 1,33). Det er højst sandsynligt, at apostlen Johannes var den "anden" af de to disciple (Joh 1,40), og at han, efter at have hørt Døberens ord, er den eneste evangelist, der gengiver dem, og således ud fra sin personlige viden indfører offertanken tidligere i sin beretning end synoptikerne. Kristus erklærer, at han vil give sit liv for verdens liv (Joh 6,51). Hele afsnittet (Joh 6,47-65) er gennemtrængt af forestillingen om "liv for liv", et af de elementer, der udgør forestillingen om offerhandlingen. I Joh 8,28 (sammenlign Joh 3,14; Joh 12,32) forudsiger Kristus sin korsfæstelse. Den gode hyrde giver sit liv for fårene (Joh 10,15). I Joh 10,17; Joh 10,18 gør Kristus krav på magten til at sætte sit liv til og tage det igen. Han er offeret og den, der bringer offeret.

5. Offerets dobbelte udvækst, offeret og den, der ofrer:

Her viser sig for første gang Kristi dobbelte forhold til offertanken, som i kirkens senere tænkning blev udfoldet til den fulde betydning af vor Herres præstelige embede. I Joh 11,25; Joh 11,26 er Kristus livets kilde, og livet efter døden. Det er næppe muligt, at denne forestilling ikke, om end kun fjernt antydet, skulle have nogen forbindelse med offerets betydning; for i ofrene var det guddommelige krav på blodet, som særligt skulle sættes til side som den guddommelige del, altid til stede. Gud gjorde altid krav på blodet som sit; for livet var ved synden hjemfaldet til ham. Og desuden er det ham alene, der besidder livet og giver det. Offeret er udtryk for denne fortabelse og for denne guddommelige suverænitet over livet. Dette virkeliggøres fuldt ud og gøres aktuelt i Kristi liv og død for mennesket, som mennesket får del i gennem sin enhed med Kristus. Mennesket modtager på én gang syndens straf ved at dø med Kristus og opstår igen til det nye liv, som vor Herre åbnede, og som han er den uophørlige energi og kraft i gennem Guds Ånd. Fremkomsten af denne tanke belyses af evangelisten i Kajfas' ord, hvor han som folkets ypperstepræst, om end ubevidst, giver et betydningsfuldt udtryk for den sandhed, at det var "gavnligt", at Jesus 'skulle dø for folket og for Guds børn, der var spredt overalt' (Joh 11,47-52). Her virkeliggøres offerets symbolske betydning i praksis: død i en andens sted og livets gave til dem, for hvem offeret blev bragt. Den livgivende kraft i Kristi død hævdes i talen efter grækernes besøg (Joh 12,24-33). Tanken om liv fra det døende korn forbindes med forestillingen om tiltræknings- og foreningskraften ved korset. Livets naturlov gennem død er således i harmoni med livets gave gennem offer, der indebærer død. At offer kan findes langt bredere end blot i døden, vises af tjenestens lov, illustreret i vaskningen af disciplenes fødder (13,14-17); og dette erklæres at udspringe af kærlighed (Joh 15,13). Om de præstelige tanker i vor Herres bøn (Joh 17), se forbøn; Kristi forbøn; Kristi bønner.

6. Kristi præstedømme i den apostolske tjeneste og i brevene:

Kristi præstelige embede finder sin belysning i Apostlenes Gerninger, i den apostolske erklæring om Kristi messianske embede, ikke blot som Herre, men også som Kristus, den Salvede (ApG 2,36). Peters henvisning til stenen, som fuldendte templet, hvis tjeneste i sit væsen var offermæssig, som symbolet på Kristus, kronen på dette åndelige tempel (ApG 4,11); Filips anvendelse på vor Herre af stedet hos Esajas om fåret, der føres hen for at slagtes (Es 53,7; Es 53,8) (ApG 8,32; ApG 8,35); Peters tale til Cornelius, som kulminerer i syndernes forladelse gennem Kristus (ApG 10,43) – alt dette viser den stadige vækst i den apostolske tjeneste af forestillingen om vor Herres præstelige embede. Tanken får sin tydeligste form i Paulus’ prædiken i Antiokia (ApG 13,38; ApG 13,39). Nødvendigheden af Kristi død og opstandelse var kernen i Paulus’ budskab (ApG 17,3). Og i talen til de ældste erklæres menigheden for at være købt af Gud med hans eget blod (ApG 20,28).

Da brevene udtrykker den apostolske tjenestes mere gennemarbejdede tanke, får vor Herres offer naturligt en mere bestemt fremstilling, og eftersom han både var aktiv og passiv i frembærelsen af sig selv, forgrener forestillingen om offer sig i en todelt inddeling: det, der frembæres, og den person, der frembærer. Det må dog aldrig glemmes, at tanken om Kristi offer, selv når den således adskilles i sine to store dele, nødvendigvis i hver forestilling indebærer antydningen af den anden: Gud stillede ham frem som et sonemiddel ved troen på hans blod (Rom 3,25). Han blev overgivet for vore overtrædelser og oprejst til vor retfærdiggørelse (Rom 4,25). Gennem ham har vi adgang til retfærdiggørelsens og fredens vilkår (Rom 5,2). Kristus døde for de ugudelige, og vi retfærdiggøres ved hans blod (Rom 5,8; Rom 5,9). Forestillingen om liv, både som tabt af mennesket og som gave fra Gud, udtrykt ved offer, gennemløber ræsonnementet i Rom 8 (se især Rom 8,11; Rom 8,32-34, hvor Kristus, som døde for mennesket, opstår fra de døde og bliver forbederen; offeret og ypperstepræsten forenes således i Herren, og således bliver han det fulde udtryk for og formidleren af Guds kærlighed, som er det fuldkomne liv). I 1 Kor 1,23 bekræfter Paulus forkyndelsen af korset som centrum i sit budskab. Emnet for hans undervisning var ikke blot Kristus, men Kristus og ham som korsfæstet (1 Kor 2,2). I 1 Kor 5,7 erklæres Kristus for at være påskelammet og ofret for os (1 Kor 10,16-18). Fremstillingen af Herrens død ved brødet og vinen gives i beretningen om indstiftelsen af nadveren (1 Kor 11,26). I 1 Kor 15,3 siges det udtrykkeligt, at Kristus døde for vore synder. Kristi offer ligger til grund for hele tankegangen i Galaterbrevet (Gal 1,4; Gal 2,20; Gal 3,13). I Efeserbrevet har vi den bestemte udtalelse om forløsning ved Kristi blod (Ef 1,7). Kristi fornedrelse til korset gives i Fil 2,8; fællesskabet med Kristi død, et af offerets vigtige elementer, i Fil 3,10; Fil 3,11. Tilgivelse, forløsningens væsen, erklæres at ske ved Kristi blod (Kol 1,14). Fred sikres gennem korsets blod, og forsoning (Kol 1,20); fremstillingen af os i Kristi kød ved døden, hellige og ulastelige og uangribelige for Gud (Kol 1,22). Offerfællesskabet fremstiller de troendes enhed med Kristus (Kol 3,1-4). Kristus erklæres for at være den ene mellemmand mellem Gud og mennesker, som gav sig selv som løsesum for alle (1 Tim 2,5; 1 Tim 2,6).

7. Hebræerbrevets kronende vidnesbyrd:

Hovedkilden til forestillingen om vor Herre som præst er Hebræerbrevet. Kristus erklæres for ved sig selv at have renset vore synder (Hebr 1,3); for at smage døden for hvert menneske (Hebr 2,9); for at han kunne være en barmhjertig og trofast ypperstepræst til at skaffe forsoning for folkets synder (Hebr 2,17; jf. Hebr 3,1); offerfællesskabet (Hebr 3,14); vor store ypperstepræst er gået gennem himlene (Hebr 4,14); hans medlidenhed (Hebr 4,15); Kristi præstedømmes myndighed og kraft fuldt udfoldet (Hebr 5). Kristus blev gjort til ypperstepræst efter Melkisedeks orden (Hebr 5,6). Kristi præstedømme, som er af Melkisedeks orden, er mere fremragende end det aronitiske præstedømme (Hebr 7). Da Kristi præstedømme er evigt, er det aronitiske afskaffet (Hebr 8). Kristi ypperstepræstedømme gøres virksomt ved hans eget blod; og han gik én gang for alle ind i helligdommen og er blevet mellemmand for en ny pagt (Hebr 9,11-15). Kristus er for altid menneskets repræsentant i himlen (Hebr 9,24-28). Kristus borttager ved sit eget offer for altid synden og har indviet den nye og levende vej til Gud (Hebr 10). Han er mellemmand for den nye pagt (Hebr 12,24). Hele brevet er gennemtrængt af forestillingen om Kristi præstedømme.

I 1 Pet 1,2 viser det offermæssige element sig i »bestænkelsen med Jesu Kristi blod«. Herrens lidelser var forudsagt, idet den Salvedes ånd gav til kende, hvad profeterne ønskede at vide (1 Pet 1,11); forløsningen ved Kristi dyrebare blod er som ved »et lam uden lyde og uden plet« (1 Pet 1,19); de troendes præstedømme var gennem Kristus (1 Pet 2,5), som bar vore synder op i sit legeme på træet (1 Pet 2,24 Revised Version, randnote).

I de johannæiske skrifter har vi renselsen fra synd ved Jesu Kristi blod (1 Joh 1,7). Kristus siges at have sat sit liv til for os (1 Joh 3,16). Der lægges vægt på Kristi offer såvel som hans lære i det, at han kom ved blod såvel som ved vand (1 Joh 5,6).

Kristi fremtræden i Åb 1,13 er ypperstepræstelig; hans kappe er talaren, den ypperstepræstelige klædning. Kristi offerplads antydes med »et lam ... som om det var blevet slagtet« (Åb 5,6; Åb 5,9; Åb 5,12). Den titel, der gentages om Kristus gennem hele Åbenbaringen, er Lammet.

8. Kristi forhold til synd udtrykt i offertermer:

Denne gennemgang af Skriftens lære om præstedømmet viser klart den tankeudvikling, der førte til bekræftelsen af vor Herres præstelige embede. Han kom for at fjerne synden. Læren om synd var nært forbundet med præstetjenesten i templet. Ofrene var i nogle tilfælde syndofre, og i disse viste der sig altid, ved blodets funktion, som er livet, det skæbnesvangre tab af liv ved synden, hvis straf var tilbagetrækningen af Guds livsgave. Livet var i offeret altid forbeholdt Gud. Det var derfor naturligt, da Kristus trådte frem, at hans gerning med at borttage synd skulle blive tolket i lyset af offertanken. Vi finder, at tanken udvikles støt i Det Nye Testamente. Han var offeret, Guds lam. Spørgsmålet om, hvem der bragte offeret, blev besvaret – ham selv. Derefter blev han i den apostolske læres forestilling, særligt fremhævet i Brevet til Hebræerne, præsten såvel som offeret. Dette blev til sidst fuldstændigt defineret i kirkens teologi og er i almindelighed blevet accepteret som en fremstilling af et vigtigt aspekt af vor Herres forløsende gerning.

VI. Kristi kongelige embede.

Det verdslige monarkis sammenbrud:

Forbindelsen mellem herredømme og menneskehedens forløsning fandtes tidligt i den guddommelige åbenbaring. Den findes i protevangeliet i 1 Mos 3,15; pagten med Abraham indeholder den (1 Mos 22,17; 1 Mos 22,18); Jakobs velsignelse afspejler den (1 Mos 49,10). Efter de gentagne forsøg på at oprette et synligt og jordisk monarki blev dets fæstelse i Davids hus forbundet med guddommelige forvarsler om et fortsat og nådigt kongedømme (2 Sam 7,18-29; 2 Sam 23,1-7; Salmerne 2; 45; 72; 110). Det jordiske monarkis fiasko og rigets skæbnesvangre erfaringer vendte de frommes tanke, især vejledt af profetisk vidnesbyrd, mod en kommende konge, som skulle genoprette Davids hus' og Israels folks herlighed. Hist og her viser forestillingen sig om den Kommendes mere vidtstrakte herredømme, og den kongelige myndighed får en voksende plads i de profetiske skrifter (Es 2,1-4; Es 9,6; Es 9,7; Es 11,1-10; Es 42,1-4; Es 52,13-15; Es 53,12; Es 60,1; Jer 23,5; Jer 23,6; Jer 30,18-24; Dan 2,44; Dan 7,9-14; Dan 7,27; Mika 5,1-4; Mika 5,3). Den eftereksilske forestilling om kongen blev en af de højeste og mest virksomme ideer i den jødiske bevidsthed. Messias' herredømme skulle være jordisk, og alle folkeslag skulle være underlagt jøden. Jøderne i landet synes at have fastholdt den mere patriotiske og mere materielle form af tanken (se 1 Makk 14,41), mens de egyptiske og adspredte jøder begyndte at betragte den kommende Messias' mere åndelige karakter. Henvisninger til Israels fremtidige salighed under det genoprettede kongedømme forekommer ikke i så stort omfang i de apokryfe skrifter, som man må huske hovedsagelig afspejler deres egyptisk-jødiske kilder. Der er dog nogle interessante passager (Baruk 4,21-5; Tobit 13; Sirak 35,18.19; 36,11-16; 47,11.22). I Det Nye Testamente har vi henvisninger til den stærke forventning om det genoprettede kongedømme og rige (Joh 1,49; Joh 6,15; Joh 12,12-15; ApG 1,6). Kristi kongedømme blev hurtigt anerkendt af dem, der så hans kraftgerninger og anerkendte hans myndighed. Han gjorde selv klart krav på denne myndighed (Matt 22,43-45; Joh 18,36; Joh 18,37). Det var dog ikke et rige, der byggede på materiel og ydre magt og herredømme, men på sandhedens og retfærdighedens grundlag. Himmeriget eller Guds rige er velkendt for enhver læser af Jesu ord. Sådan beskrev han den nye orden, som han var kommet for at oprette, og som han skulle være Herre og forvalter over; ikke et jordisk herredømme efter denne verdens rigers skik; det skulle være sindets og åndens herredømme. Det skulle udbredes ved etiske kræfter, og princippet for dets myndighed var centreret i Kristus selv. Det skulle udvikles på jorden, men fuldendes i det fremtidige og evige liv. Nogle teologer har skelnet mellem Kristi kongelige magt som naturens, nådens og herlighedens magt. Mange tror, at der skal være et personligt, synligt herredømme af Kristus på jorden. Nogle hævder, at dette vil blive frembragt ved hans komme forud for en tidsalder med tusindårig herlighed. Andre syn betragter hans komme som afslutningen på de jordiske forhold og den endelige dom.

VII. Det messianske grundlag for Herrens trefoldige embede.

At udviklingen i jødisk tænkning samlede sig om det, man bekvemt kan kalde Messias-ideen, er klart for enhver, der studerer Det Gamle Testamente og andre jødiske skrifter. Den udsprang af dette folks etiske og teologiske forestillinger, fortolket gennem og udtrykt i deres politiske og religiøse former, og den blev stadig næret af deres erfaringer gennem det skiftende forløb af deres nationale liv. Kernen i den messianske tro var en personlig befrier. Jødisk historie havde altid været kendetegnet ved fremkomsten og bedrifterne af en stor mand. Evnen til at frembringe usædvanlige og skabende enkeltpersoner har været et særkende for folket i alle dets tidsaldre. En dommer, en lovgiver, en lærer, en seer, en konge--hver havde hjulpet, eller endda frelst, folket i en kritisk periode. Hver havde føjet noget til kundskaben om Gud, hvad enten det blev modtaget eller forkastet af folket. Resultaterne af en sådan tjeneste var blevet stående, indfattet i en voksende liturgi eller gjort varige i et til sidst centraliseret og samlet ritual, nedskrevet i krønike og lyrik. Israels håb antog på et tidspunkt ikke den fuldt personlige form; ja, det er sandsynligvis let at overdrive det messianske element, når vi ser tilbage fra dets fuldkomne virkeliggørelse i den kristne åbenbaring og historie. Meget af det, der er blevet kaldt messiansk, har været resultatet af, at man har indlæst i Det Gamle Testamente, hvad der er udledt af kristen tanke og erfaring. Sefanias er blevet beskrevet som et billede af Israels genoprettelse og triumf. Alligevel synes det ikke at have nogen henvisning til det personlige element. Dog begynder "Messias" at vise sig i de profetiske skrifter (se ovenfor), især i de kongelige elementer af hans embede. Det er på dette punkt, at udtrykkets betydning må overvejes. "Jahves salvede" findes anvendt om en konge og er velkendt i denne brug i Det Gamle Testamente. Men salvelse hørte til præstedømmet og til den profetiske orden, om ikke faktisk, så i det mindste billedligt, som en afsondring (se 1 Kong 19,16; Sl 105,15; Es 61,1). Og ordet Messias (Kristus), den Salvede, kom til at blive brugt om denne forestilling om en person, måske først bestemt anvendt (Dan 9,24-26), som skulle være jødernes befrier og endda i endnu videre forstand en forløser. I tiden umiddelbart før den kristne tidsalder havde ideen fået greb ikke blot om jøderne, men også om samaritanerne (Joh 4,25); og den var ikke helt ukendt i hedensk tænkning; f.eks. Sib Or, iii.97; Virgil Ecl. iv. Den omfatter bestemt de profetiske og kongelige embeder og var, i forestillingen om en lidende tjener, nært forbundet med offerordningens formål.

Jesu krav på at være Kristus, og hans efterfølgeres og apostles anerkendelse af dette krav, gav undervisningen i Det Gamle Testamente og de skrifter, der lå uden for kanon, men som var velkendte for folket, en ny betydning. Især Herrens lidelse og død og dens forhold til synden blev anledningen til en ny forståelse af det mosaiske og senere udviklede offersystem. Jesus fuldkommengjorde som den, der frembar sig selv, præstens funktion, idet han blev Guds Lam, som tager verdens synder bort. Han fuldendte således Messias' trefoldige tjeneste som profeten, der åbenbarer, præsten, der frembærer og går i forbøn, og kongen, der hersker. I ham er embederne blandet sammen. Han hersker ved sit offer og sin lære; han åbenbarer ved sit kongedømme og sin frembærelse. Embederne udspringer både af hans person og hans gerning og er forenet i det endelige udfald: verdens frelse.

Se også Kristi ophøjelse; Kristi forbøn.

LITTERATUR.

Euseb., HE, I,3; Aug., De civ. Dei, x. 6; Catech. Council of Trent; Calvin, Instit., II, 15; Heidelb. Catech. Ans. 31 and Reformed Liturg; Thanksgiving aft. Inft. Bapt.; J. Gerhard, Loci Theolog; Spener, Catechism.; Ernesti, De officio Christi triplici; Knapp, Theology, section 107; Ebrard, Herzog Realencyc., under the word Further discussion is found in the standard theologies, as Pye Smith, First Lines, and Scrip. Teatim. to the Messiah; Hodge, Shedd, Weiss, Biblical Theol. of the New Testament, Van Oosterzee, Christian Dogmatics. See also Higginson, Ecce Messias; Moule's brief but suggestive statement in Outlines of Christian Doctrine; Ritschl, A Critical History of the Christian Doctrine of Justification and Reconciliation, especially Introduction; Dorner, The Development of the Doctrine of the Person of Christ.

L. D. Bevan