Mellem testamenterne

I. PERIODEN I ALMINDELIGHED

II. ET BLIK PÅ SAMTIDIG GAMMELTESTAMENTLIG HISTORIE

1. Det egyptiske rige

2. Grækenland

3. Rom

4. Asien

III. HISTORISKE UDVIKLINGER

1. Den persiske periode

2. Den alexandrinske periode

3. Den egyptiske periode

4. Den syriske periode

5. Makkabæerperioden

6. Den romerske periode

IV. INDRE UDVIKLINGER I DENNE PERIODE

1. Litterær virksomhed

(a) Apokryferne

(b) Pseudepigraferne

(c) Septuaginta

2. Åndelige forhold

3. Partier

4. Forberedelse til kristendommen

Som titlen angiver, strækker den historiske periode i Israels liv sig fra ophøret af gammeltestamentlig profeti til begyndelsen af den kristne tidsalder.

I. Perioden i almindelighed.

Eksilet satte sit uudslettelige præg på jødedommen såvel som på jøderne. Deres tilbagevenden til deres fædres land blev markeret af de sidste stråler fra profetiens dalende sol. Med Malakias gik den ned. Moderne historisk kritik har placeret nogle af Bibelens kanoniske bøger langt inde i denne eftereksilske periode. Således har Kent (HJP, 1899), i forlængelse af Wellhausen-Kuenen-hypotesen med alle dens senere førere, opstillet perioden mellem 600 f.Kr., tidspunktet for det første fangenskab, og 160 f.Kr., begyndelsen på den hasmonæiske periode i jødisk historie, i sammenlignende samtidige blokke på to årtier. I Kosters spor omvendes Ezras og Nehemias' historiske placering, og den førstnævnte placeres i perioden 400-380 f.Kr., samtidig med Artaxerxes II; Joel henføres til samme periode; dele af Esajas (kapitlerne 63-66; 24-27) placeres omkring 350 f.Kr.; Zakarias henføres til perioden 260-240, og Daniel skydes langt ned ad tidslinjen til seleukidernes regeringstid, mellem 200 og 160 f.Kr. Alt dette er nu meget slående og uden tvivl meget kritisk, men grundlaget for denne historiske omplacering er helt subjektivt og har kun vægt som en hypotetisk formodning. Hvad end vores holdning måtte være til den kritiske hypotese om en sen oprindelse for noget af Det Gamle Testamentes litteratur, synes det usandsynligt, at nogen del af den kunne have nået langt ind i den eftereksilske periode. Tidsrummet mellem Det Gamle og Det Nye Testamente er den mørke periode i Israels historie. Det strækker sig over omkring fire århundreder, hvor der hverken var profet eller inspireret forfatter i Israel. Alt, hvad vi ved om det, skylder vi Josefus, nogle af de apokryfe bøger og spredte henvisninger hos græske og latinske historikere. Rigets centrum flyttede fra øst til vest, fra Asien til Europa. Det persiske rige brød sammen under makedonernes voldsomme angreb, og det græske rige måtte til gengæld vige for det romerske herredømme.

II. Et blik på samtidig historie.

For bedre at forstå denne periode i Israels historie kan det være godt et øjeblik at standse op og kaste et blik på det bredere felt, verdenshistorien i de århundreder, der er under overvejelse; for ordene »tidens fylde« handler om menneskehedens altomfattende historie, den menneskehed til hvis frelse Kristus viste sig, og hvor hver eneste bevægelse førte frem mod dens virkeliggørelse.

1. Det egyptiske rige:

I de fire århundreder før Kristus vaklede det egyptiske rige, oldtidens ældste og i mange henseender mest fuldt udviklede civilisation, mod sin ruin. Det 29. eller mendesiske dynasti gav i 384 f.Kr. plads for det 30. eller sebennytiske dynasti, som et halvt århundrede senere blev opslugt af det persiske dynasti. Det makedonske eller 32. dynasti erstattede dette i 332 f.Kr., blot for et årti senere at vige for det sidste eller 33., det ptolemæiske dynasti. Hele Egyptens historie i denne periode var derfor én lang række af endeløse og hurtigt på hinanden følgende forandringer. Under det ptolemæiske dynasti var der en svag genoplivning af fortidens gamle herlighed, men rigets stjerne var gået ned for Egypten, og Roms pansrede hånd slog til sidst en civilisation ned, hvis begyndelser fortaber sig i historiens dunkle tusmørke. Cæsars erobring i 47 f.Kr. blev 17 år senere fulgt af Egyptens indlemmelse i den nye verdensmagt som en romersk provins. Manethos historie er det ene store litterære mindesmærke over Egyptens historie i denne periode. Dets præster havde været berømte for deres visdom, som havde tiltrukket de græske lovgivere Lykurgos og Solon såvel som Pythagoras og Platon, verdens største filosoffer.

2. Grækenland:

Også i Grækenland var den gamle herlighed ved at forsvinde. Endeløse krige undergravede det nationale livs styrke. Athens og Spartas, Korinths og Thebens styrke var borte, og da kongressen af græske stater omkring begyndelsen af vores periode, i 337 f.Kr., havde valgt Filip af Makedonien til leder for det forenede Grækenland, lød dødsklokken for al græsk frihed. Først Filip og efter ham Alexander udslettede de sidste rester af denne frihed, og Grækenland blev en kampmaskine til erobring af verden i Alexander den Stores meteoriske løbebane. Men hvilken række af strålende navne pryder ikke den græske histories sider i denne periode, der var så mørk for Israel! Tænk på Aristofanes og Hippokrates, på Xenofon og Demokrit, på Platon og Apelles, på Aischines og Demosthenes, på Aristoteles og Praxiteles og Arkimedes, som alle trådte frem midt under den græske friheds forfald i det 4. og 3. århundrede før Kristus! Hvis Grækenlands politiske herlighed har sat sit præg på tiderne, er dets intellektuelle glans visselig deres stolthed.

3. Rom:

Imens styrkede Rom sig gennem endeløse krige til den store opgave med verdenserobring, som lå foran hende. Gennem de latinske, samnitiske og puniske krige oplærte hun sine sønner i krigskunsten, udvidede sin territoriale magt og gjorde sit navn frygtet overalt. Italien og Nordafrika, Grækenland og Lilleasien og de nordlige barbarer blev erobret efter tur. Hendes intellektuelle glans udviklede sig først, da erobringslysten på en måde var blevet mættet, men i århundredet umiddelbart før den kristne tidsregning finder vi navne som Lucretius og Hortentius, Cato og Cicero, Sallust og Diodorus Siculus, Vergil og Horats. Ved afslutningen af perioden mellem testamenterne var Rom blevet verdens herskerinde, og alle veje førte til hendes hovedstad.

4. Asien:

I Asien var Perserriget, arving til den store assyrisk-babyloniske verdensmagts civilisation og traditioner, i hastigt sammenbrud og blev til sidst fuldstændigt udslettet af det yngre græske rige og den græske civilisation. I det fjerne Indien gennemgik den gamle etniske Brahma-religion et århundrede eller mere før begyndelsen af vores periode den reformatoriske krise, som blev indledt af Gatama Buddha eller Sakya Mouni, og således blev buddhismen, en af de store etniske religioner, født. En anden reformator af den tauistiske tro var Konfucius, Kinas vismand, en samtidig med Buddha, mens Zoroaster i Persien lagde grundlaget for sit dualistiske verdenssyn. I enhver forstand og i enhver retning var perioden mellem testamenterne derfor en tid med politisk og intellektuel gæring.

III. Historiske udviklinger.

Med hensyn til jødisk historie kan perioden mellem testamenterne inddeles sådan:

(1) den persiske periode;

(2) den alexandrinske periode;

(3) den egyptiske periode;

(4) den syriske periode;

(5) makkabæerperioden;

(6) den romerske periode.

1. Den persiske periode:

Den persiske periode strækker sig fra profetiens ophør til 334 f.Kr. Den var i hovedsagen begivenhedsløs i jødernes historie, et pusterum mellem store nationale kriser, og man ved forholdsvis lidt om den. Israels land var en del af det syriske satrapi, mens det egentlige styre over det jødiske folk var halvt teokratisk, eller snarere præsteligt, under ypperstepræsternes ledelse, og de var ansvarlige over for satrappen. Som en selvfølge blev ypperstepræsteembedet genstand for al jødisk ambition, og det vakte de mørkeste lidenskaber. Således dræbte Johannes, søn af Judas, søn af Eljashib, af magtbegær sin bror Jesus, som var en yndling hos Bagoses, en af Artaxerxes' generaler med kommando over distriktet. Skylden ved brodermordet blev forøget, fordi forbrydelsen blev begået i selve templet og foran selve alteret. En vredens storm, den eneste bemærkelsesværdige i denne periode, fejede derefter hen over Judæa. Perserne besatte Jerusalem, templet blev vanhelliget, byen delvis lagt øde, en tung bøde blev pålagt folket, og en almindelig forfølgelse fulgte, som varede i mange år (Ant., XI, 7; Kent, HJP, 231). Dengang som senere, under de mange forfølgelser der fulgte, gik samaritanerne, altid føjelige og villige til at adlyde dagens tyran, praktisk talt fri.

2. Den alexandrinske periode:

Den alexandrinske periode var meget kort, 334-323 f.Kr. Den dækker simpelthen perioden med Alexander den Stores asiatiske herredømme. I Grækenland var tingene gået hurtigt. Det spartanske overherredømme, som havde været ubrudt siden Athens fald, blev nu ødelagt af thebanerne under Epaminondas i de store slag ved Leuktra og Mantineia. Men den nye magt blev snart knust af Filip af Makedonien, som derefter blev valgt til øverste hærfører af de uvillige grækere. Persien var målet for Filips ambition og hævn, men Pausanias' dolk (Ant., XI, viii, 1) foregreb udførelsen af hans planer. Hans søn Alexander, en ung mand på 20 år, efterfulgte ham, og således trådte den »store gedebuk«, som Daniel havde talt om (Dan 8,8; Dan 10,20), frem på scenen. I de tolv år, han regerede (335-323 f.Kr.), revolutionerede han verden. Hurtig som en ørn bevægede han sig. Hele Grækenland blev lagt for hans fødder. Derfra drog han til Asien, hvor han besejrede Darius i de mindeværdige slag ved Granikos og Issos. På sin vej sydpå erobrede han Middelhavskysten og Egypten og drog så igen østpå for fuldstændigt at underlægge sig Asien, da han blev slået ned på højdepunktet af sin magt, i Babylon, i sit 33. leveår. Under det syriske felttog var han kommet i kontakt med jøderne. Da han ikke ville efterlade nogen fæstning i ryggen, undertvang han Tyrus efter en belejring på flere måneder, og da han rykkede sydpå, krævede han Jerusalems overgivelse. Men jøderne, belært af bitter erfaring, ønskede at forblive loyale mod Persien. Da Alexander nærmede sig byen, gik ypperstepræsten Jaddua, med et følge af præster i deres embedsdragt, ud for at møde ham og bønfalde om nåde. En tidligere drøm om denne hændelse siges at have forudskygget begivenheden, og Alexander skånede byen, ofrede til Jahve, fik Daniels profetier om ham selv fremsagt for sig og viste jøderne mange gunstbevisninger (Ant., XI, viii, 5). Fra den dag blev de hans yndlinge; han brugte dem i sin hær og gav dem lige rettigheder med grækerne som første borgere i Alexandria og andre byer, som han grundlagde. Således blev den stærke hellenistiske ånd hos jøderne skabt, som prægede en så stor del af nationen i de efterfølgende perioder af deres historie.

3. Den egyptiske periode:

Den egyptiske periode (324-264 f.Kr.). Alexanders død kastede for en tid alt ud i kaos. Riget, som hans vældige geni havde svejset sammen med Thrakien, faldt fra hinanden under fire af hans generaler--Ptolemæus, Lysimachus, Kassander og Selenus (Dan 8,21; Dan 8,22). Egypten tilfaldt Ptolemæus Soter, og Judæa blev gjort til en del af det. I begyndelsen behandlede Ptolemæus jøderne hårdt, men senere lærte han at respektere dem og blev deres beskytter, sådan som Alexander havde været det. Hekataios siges på dette tidspunkt at have studeret jøderne gennem oplysninger modtaget fra Hizkija, en egyptisk-jødisk indvandrer, og at have skrevet en jødisk historie fra Abrahams tid til sin egen dag. Denne bog, som citeres af Josefus og Origenes, er helt gået tabt. Soter blev efterfulgt af Ptolemæus Filadelfos, en oplyst hersker, berømt for opførelsen af fyrtårnet på Faros og især for grundlæggelsen af det berømte alexandrinske bibliotek. Ligesom sin far var han meget venligt stemt over for jøderne, og i hans regeringstid blev den berømte græske oversættelse af Det Gamle Testamentes skrifter, Septuaginta, ifølge traditionen til (Ant., XII, ii). Efterhånden som de syriske fyrsters, seleukidernes, magt voksede, blev landet imidlertid i stigende grad slagmark mellem dem og ptolemæerne. I det afgørende slag mellem Ptolemæus Filopator og Antiokus den Store ved Rafia nær Gaza blev sidstnævnte knust, og under Filopators regering forblev Judæa en egyptisk provins. Og dog blev dette slag vendepunktet i jødernes historie i deres forhold til Egypten. For da Ptolemæus, beruset af sejren, kom til Jerusalem, forsøgte han at gå ind i templets allerhelligste, skønt han forvirret trak sig tilbage fra det hellige sted. Men han tog hævn over jøderne, fordi de modsatte sig hans plan, ved en grusom forfølgelse. Han blev efterfulgt af sin søn Ptolemæus Epifanes, et barn på 5 år. Antiokus’ længe planlagte hævn tog nu form i en invasion af Egypten. Koile-Syrien og Judæa blev besat af syrerne og overgik til seleukidernes besiddelse.

4. Den syriske periode:

Den syriske periode (204-165 f.Kr.). Israel trådte nu ind i dødsskyggens dal. Hele denne periode var et næsten uafbrudt martyrium. Antiokus blev efterfulgt af Seleukos Filopator. Men hvor hård deres holdning til jøderne end var, var ingen af disse to berygtet for grusomhed mod dem. Deres ypperstepræster var, som i tidligere perioder, stadig deres nominelle herskere. Men alt ændrede karakter, da Antiokus Epifanes (175-164 f.Kr.) kom på tronen. Han kan med rette kaldes den jødiske histories Nero. Nationalisterne blandt jøderne stredes på den tid med hellenisterne om kontrollen over anliggenderne. Onias III, en trofast ypperstepræst, blev fordrevet fra embedet gennem sin bror Jesus’ eller Jasons rænkespil (2 Makk 4,7-10). Onias drog til Egypten, hvor han ved Heliopolis byggede et tempel og gjorde tjeneste som ypperstepræst. Imens blev Jason på sin side fordrevet fra det hellige embede ved bestikkelser fra endnu en bror, Menelaos, langt værre end Jason, en jødehader og en åbenlys forsvarer af græsk liv og moral. Striden mellem brødrene gav Antiokus den lejlighed, han begærede, til at udøse sit bitre had over jøderne: ved plyndringen af Jerusalem, ved den vilkårlige og totale vanhelligelse af templet og ved en yderst frygtelig forfølgelse af jøderne (1 Makk 1,16-28; 2 Makk 5,11-23; Dan 11,28; Ant, XII, v, 3.4). Tusinder blev dræbt, kvinder og børn blev solgt i fangenskab, bymuren blev revet ned, alle ofre ophørte, og i templet, på brændofferalteret, blev der rejst en statue for Jupiter Olympius (1 Makk 1,43; 2 Makk 6,1-2). Omskærelse blev forbudt under dødsstraf, og hele Israels folk skulle med magt gøres hedensk. Ligesom under den persiske forfølgelse spillede samaritanerne igen syrerne i hænde og adlød uden forbehold seleukidernes vilje. Men netop forfølgelsens strenghed gjorde, at den ikke nåede sit mål, og Israel viste sig at være gjort af stærkere stof, end Antiokus havde forestillet sig. En præstelig familie, der boede i Modin vest for Jerusalem, kaldet hasmonæisk efter en af dens forfædre, og som bestod af Mattatias og hans fem sønner, rejste oprørsfanen; efter en hård kamp viste oprøret sig at lykkes.

Se hasmonæerne.

5. Makkabæerperioden:

Makkabæertiden (165-63 f.Kr.). Drabet på en afgudsdyrkende jøde ved selve alteret var signalet til oprør. Judæas land er særligt velegnet til guerillataktik, og Judas Makkabæus, som efterfulgte sin far som leder for de jødiske patrioter, var en mester i denne form for krigsførelse. Alle Antiokus' forsøg på at slå oprøret ned mislykkedes på det ynkeligste i tre syriske felttog. Kongen døde af en modbydelig sygdom, og der blev til sidst sluttet fred med jøderne. Skønt de stadig nominelt stod under syrisk kontrol, blev Judas landshøvding over landet. Hans første handling var renselsen og genindvielsen af templet, hvorfra jøderne daterer deres renselsesfest (se renselse). Da syrerne genoptog krigen, søgte Judas hjælp hos romerne, hvis magt begyndte at gøre sig gældende i Asien, men han døde i kamp, før den lovede hjælp kunne nå frem til ham (Ant., XII, xi, 2). Han blev begravet ved sin fars side i Modin og blev efterfulgt af sin bror Jonatan. Fra den tid bliver makkabæerhistorien en historie om endeløse intriger. Jonatan blev anerkendt af syrerne som meridarch over Judæa, men blev myrdet kort efter. Simon efterfulgte ham, og med romernes hjælp blev han gjort til arvelig hersker over Israels land. Han blev igen fulgt af Johannes Hyrkanos. Folket blev splittet af bitre partistridigheder, og en borgerkrig blev en generation senere ført af to sønnesønner af Johannes Hyrkanos, Hyrkanos og Aristobulos. I denne indbyrdes kamp deltog den romerske general Pompejus ved at tage parti for Hyrkanos, mens Aristobulos trodsede Rom og forsvarede Jerusalem. Pompejus indtog byen efter en belejring på tre måneder og trådte ind i det allerhelligste og fremmedgjorde derved for altid ethvert loyalt jødisk hjerte fra Rom.

6. Den romerske periode:

Den romerske periode (63-4 f.Kr.). Judæa blev nu en romersk provins. Hyrkanos, berøvet den arvelige kongemagt, beholdt kun ypperstepræsteembedet. Rom krævede en årlig tribut, og Aristobulos blev sendt som fange til hovedstaden. Det lykkedes ham dog at flygte, og han genoptog den ulige kamp, hvori han blev efterfulgt af sine sønner Alexander og Antigonos. I krigen mellem Pompejus og Cæsar blev Judæa midlertidigt glemt, men efter Cæsars død, under triumviratet bestående af Octavius, Antonius og Lepidus, begunstigede Antonius, den østlige triumvir, Herodes den Store, hvis intriger til sidst sikrede ham Judæas krone og satte ham i stand til fuldstændigt at udslukke den gamle makkabæiske linje af judæiske fyrster.

IV. Indre udviklinger i denne periode.

Én ting står tilbage, nemlig en gennemgang af udviklingerne inden for selve jødedommens skød i den periode, der her er under behandling. Det er indlysende, at kernen i det jødiske folk, som forblev loyalt mod de nationale traditioner og mod den nationale tro, må være blevet radikalt påvirket af de frygtelige omvæltninger, som præger deres historie i de fire århundreder før Kristus. Hvilken litterær aktivitet havde jøderne i denne periode, om nogen? Hvordan var deres åndelige tilstand? Hvad blev resultatet af den åbenbare meningsforskel inden for den jødiske ordning? Hvilken forberedelse giver denne periode til "tidens fylde"? Disse og andre spørgsmål melder sig, når vi studerer denne periode af jødernes historie.

1. Litterær aktivitet:

Profetiens stemme var fuldstændig forstummet i denne periode, men nationens gamle litterære instinkt gjorde sig gældende; det var en integreret del af de jødiske traditioner og lod sig ikke fornægte. Således blev der i denne periode frembragt mange skrifter, som, selv om de mangler kanonisk autoritet, i hvert fald blandt protestanter, stadig er yderst nyttige for en korrekt forståelse af Israels liv i de mørke tider før Kristus.

(a) Apokryferne.

Først blandt frugterne af denne litterære aktivitet står Det Gamle Testamentes apokryfe bøger. Det er tilstrækkeligt her at nævne dem. De er fjorten i tallet: 1 og 2 Esdras, Tobit, Judit, 2 Ester, Salomos Visdom, Siraks Bog, Baruk, De tre hellige børns sang, Susannas historie, Bel og dragen, Manasses' bøn, 1 og 2 Makkabæerbog. Da 3 og 4 Makkabæerbog formodentlig falder inden for den kristne tidsalder, er de ikke opregnet her. Alle disse apokryfe skrifter er af den største betydning for en korrekt forståelse af det jødiske problem på den tid, hvor de blev skrevet. For mere udførlig information, se Apokryferne.

(b) Pseudepigrafer.

Sådan benævnt efter den uægte karakter af de forfatternavne, de bærer. To af disse skrifter hører meget sandsynligt til vores periode, mens en mængde af dem tydeligvis hører til en senere tid. I denne klasse af skrifter findes en stum bekendelse af tidens bevidste fattigdom. Først og fremmest har vi Salomos Psalter, oprindeligt skrevet på hebraisk og oversat til græsk--en samling sange til gudstjenestebrug, gribende i deres ånd og et vidnesbyrd om, at sand tro aldrig døde i den sande troendes hjerte. Det andet er Enoks Bog, et skrift af apokalyptisk art, opkaldt efter patriarken Enok og vidt kendt omkring begyndelsen af den kristne tidsalder. Denne bog citeres i Det Nye Testamente (Jud 1,14). Den blev oprindeligt skrevet på hebraisk eller aramæisk og oversat til græsk; da der ikke er spor af kristen indflydelse i bogen, er formodningen, at størstedelen af den blev skrevet i en tidligere periode. Både Judas og forfatteren til Åbenbaringen må have kendt den, som et sammenlignende studium af begge bøger vil vise. Spørgsmålet om disse citater eller hentydninger er en sand crux interpretum: hvordan forene disse bøgers inspiration med disse citater?

(c) Septuaginta.

Traditionen om Septuaginta fortælles af Josefus (Ant., XII, ii, 13). Aristeas og Aristobulus, en jødisk præst under Ptolemæus Filometors regering (2 Makk 1,10), citeres også til støtte for den af Klemens af Alexandria og af Eusebius. Se Septuaginta. Sandheden i sagen er højst sandsynligt, at denne store oversættelse af Det Gamle Testamentes skrifter blev påbegyndt på foranledning af Ptolemæus Filadelfos 285-247 f.Kr., under ledelse af Demetrius fra Faleron, og blev fuldført et sted omkring midten af det 2. århundrede f.Kr. Der findes rigeligt indre vidnesbyrd om, at oversættelsen blev udført af forskellige hænder og på forskellige tidspunkter. Hvis oversættelsen på nogen måde var bogstavelig, rejser Septuagintas tekst forskellige interessante spørgsmål med hensyn til den hebraiske tekst, der blev brugt ved oversættelsen, sammenlignet med den, vi nu besidder. Septuaginta havde den største missionsmæssige værdi og bidrog måske mere end noget andet til at forberede verden på »tidens fylde«.

2. Åndelige forhold:

Hjemkomsten fra Babylon markerede et vendepunkt i jødernes åndelige historie. Fra den tid af forsvinder den trang til afgudsdyrkelse, som havde præget hele deres tidligere historie, fuldstændigt. I stedet kom en næsten utålelig eksklusivitetens ånd, en stræben efter lovmæssig hellighed; disse to tilsammen udgjorde selve hjertet og kernen i den senere farisæisme. De hellige bøger, men især loven, blev genstand for en næsten afguderisk ærefrygt; ånden gik fuldstændig tabt i formen. Og efterhånden som deres eget sprog, det klassiske hebraisk, gradvist måtte vige for det almindelige aramæisk, stræbte rabbinerne og deres skoler stadig mere ivrigt efter at holde det gamle sprog rent; gudsdyrkelse og dagligliv krævede hver sit sprog. Således blev jøderne i en vis forstand tosprogede: det hebraiske sprog blev brugt i deres synagoger, det aramæiske i deres daglige liv, og senere, i det mindste delvis, erobrerens græske sprog, periodens lingua franca. Et åndeligt aristokrati erstattede i meget vid udstrækning deres fyrsters og adeliges tidligere styre. Efterhånden som deres religions kerne døde, blomstrede træets bark. Således blev tiende nidkært betalt af den troende (jf. Matt 23,23), sabbatten blev en egentlig byrde af hellighed, Guds enkle love blev erstattet af besværlige menneskelige opfindelser, som i senere tider skulle komme til at udgøre hovedmassen af Talmud, og som knuste al åndelig frihed på Kristi tid (Matt 11,28; Matt 23,4; Matt 23,23). Udskiftningen af navnene »Elohim« og »Adonai« med det gamle herlige historiske navn »Yahweh« er en talende kommentar til alt, hvad der er sagt ovenfor, og til Israels åndelige tilstand i denne periode (Ewald, History of Israel, V, 198), hvor forandringen blev indledt. Den gamle centripetale kraft, det gamle ideal om centralisering, veg for en næsten hovmodig ligegyldighed over for løftets land. Jøderne blev, som de er i dag, en nation uden et land. For hver jøde, der vendte tilbage til det gamle nationale hjem, blev tusind tilbage i det land, de havde taget til sig. Og dog, spredt vidt og bredt, i alle slags omgivelser, forblev de jøder, og den nationale bevidsthed blev aldrig udslukt. Det var Guds mærke på dem dengang som nu. Og således blev de verdensomspændende missionærer for kundskaben om den sande Gud, for et håbets evangelium til en verden, der var uden håb, et evangelium, som helt imod deres egen vilje rettede verdens øjne mod tidens fylde, og som forberedte menneskehjerternes brakjord for kristendommens hurtige udbredelse, da den til sidst trådte frem.

3. Partier:

I den græske periode blev de mere konservative og nidkære blandt jøderne hele tiden konfronteret med en tendens hos en meget betydelig del af folket, især den yngre og mere velhavende kreds, til at antage deres herrers, grækernes, levevis, tænkemåde og sprog. Således blev det hellenistiske parti født; det blev bittert hadet af alle ægte jøder, men satte sit præg på deres historie helt frem til den endelige spredning i år 70 e.Kr. Fra Matatias’ tid var chasiderne eller hasidæerne (1 Makk 2,42) de sande jødiske patrioter. Således opstod farisæernes parti (Ant., XIII, x, 5; XVIII, i, 2; BJ, I, v, 2). Se farisæerne. De blev modarbejdet af de mere verdsligt indstillede saddukæere (Ant., XIII, x, 6; XVIII, i, 3; BJ, II, viii, 14), som var velhavende, havde høj social status, var helt fri for traditionens begrænsninger, fuldstændig uden tanke for det kommende liv og nært beslægtede med de græske epikuræere. Se saddukæerne. Disse partier stod i bitter modsætning til hinanden lige til selve afslutningen på jødernes nationale eksistens i landet, og de kæmpede uophørligt om herredømmet gennem ypperstepræsteembedet. Fælles had til Kristus gav dem for en tid fælles interesser. 4. Forberedelse til kristendommen:

Gennem hele denne mørke periode i Israels historie arbejdede Gud sin egen guddommelige plan ud med dem. Deres skrifter blev oversat til græsk, efter Alexander den Stores erobring det fælles sprog i Østen. Således blev verden forberedt på Guds ord, ligesom dette igen forberedte verden på at modtage Guds gave i evangeliet om hans Søn. Septuaginta er således et tydeligt fremskridt i opfyldelsen af det abrahamitiske løfte (1 Mos 12,3; 1 Mos 18,18). Efterhånden som den offermæssige del af den jødiske gudsdyrkelse aftog på grund af deres store afstand fra templet, blev Israels øjne fastere rettet mod deres skrifter, som blev læst hver sabbat i deres synagoger; og, som vi har set, var disse skrifter gennem Septuagintas oversættelse blevet hele verdens ejendom. Således blev synagogen overalt det store missionsinstitut, som meddelte verden Israels ophøjede messianske håb. På den anden side gjorde jøderne selv, forbitrede af langvarige martyrdomme og lidelser, denne messianske forventning fuldstændig kødelig i stigende grad, efterhånden som undertrykkerens åg blev tungere og håbet om befrielse svagere. Og således, da deres Messias kom, kendte Israel ham ikke, mens de hjertehungrende hedninger, som gennem Septuaginta var blevet fortrolige med løftet, tog ydmygt imod ham (Joh 1,9-14). Israels øjne blev for en tid blindet, »indtil hedningernes fylde skal være samlet ind« (Rom 9,32; Rom 11,25).

Henry E. Dosker