Melkisedek

Retfærdigheds konge, kongen af Salem (s.d.). Alt, hvad vi ved om ham, er nedskrevet i 1 Mos 14,18-20. Han nævnes senere kun én gang i Det Gamle Testamente, i Sl 110,4. Den typologiske betydning af hans historie fremstilles udførligt i Hebræerbrevet, kap. 7. Apostlen peger dér på hans præstedømmes overlegenhed i forhold til Arons i flere henseender: (1) Selv Abraham gav ham tiende; (2) han velsignede Abraham; (3) han er forbilledet på en præst, som lever for evigt; (4) Levi, endnu ufødt, gav ham tiende i Abrahams person; (5) hans præstedømmes varighed i Kristus indebar ophævelsen af det levitiske system; (6) han blev gjort til præst, ikke uden en ed; og (7) hans præstedømme kan hverken overdrages eller afbrydes af døden: “denne mand har, fordi han bliver ved for evigt, et uforanderligt præstedømme.”

Spørgsmålet om, hvem denne gådefulde person var, har givet anledning til megen moderne spekulation. Det er en gammel tradition blandt jøderne, at han var Sem, Noas søn, som kan have levet endnu på dette tidspunkt. Melkisedek var en kana’anæisk fyrste, en tilbeder af den sande Gud, og i sin særlige historie og karakter et lærerigt forbillede på vor Herre, den store ypperstepræst (Hebr 5,6, 7; 6,20). En af Amarna-tavlerne er fra Ebed-Tob, konge af Jerusalem, Melkisedeks efterfølger, hvori han gør krav på netop de egenskaber og den værdighed, som tillægges Melkisedek i Hebræerbrevet.