Husstand

hous'-hold: Tre ord findes sædvanligvis i Bibelen, hvor familien betegnes. Disse tre er det hebraiske ord bayith og de græske ord oikia og oikos. Enheden i Israels nationale liv fandtes fra selve begyndelsen i familien. I de gamle patriarkalske dage var hver familie fuldstændig i sig selv; den ældste levende stamfar var det ubestridte overhoved for det hele og havde næsten vilkårlig magt. Huset og husstanden er praktisk talt synonyme. Gud havde kaldet Abraham, "for at han skulle befale sine børn og sin husstand efter sig" (1 Mos 18,19). Påskelammet skulle spises af "husstanden" (2 Mos 12,3). Oprørernes "husstande" i Israels lejr delte deres dom (4 Mos 16,31-33; 5 Mos 11,6). Davids husstand deler hans ydmygelse (2 Sam 15,16); overalt i Det Gamle Testamente er børnene bærere af fædrenes synder. Menneskelivet er ikke en sammenhobning af enkeltpersoner; familien er dets centrum og enhed.

Det er heller ikke anderledes i Det Nye Testamente. Apostlenes forbandelse og velsignelse skal blive over et hus, alt efter dets holdning (Matt 10,13). Et hus i splid med sig selv falder (Mark 3,25). Husstanden tror sammen med dens overhoved (Joh 4,53; ApG 16,15; ApG 16,34). Således blev husstandene kernerne for kirkens tidlige liv, f.eks. Priska og Akvilas hus i Rom (Rom 16,5), Stefanas' hus (1 Kor 16,15), Onesiforos' hus (2 Tim 1,16) osv. Ikke underligt, at den tidlige kirke lagde så stor vægt på familielivet. Og midt i al vores moderne, ustyrlige individualisme er familien stadig kirkens såvel som nationens bankende hjerte.

Henry E. Dosker