Statholder

På engelsk: Deputy

Easton's Bible Dictionary

I 1 Kong 22,47 betyder det en præfekt; en, der er sat over andre. Det samme hebraiske ord gengives med “officer”, dvs. chefen for forrådsforvaltningen, udpeget af Salomo (1 Kong 4,5 osv.).

I Est 8,9; 9,3 (RV, “guvernør”) betegner det en persisk præfekt “på denne side”, dvs. i området vest for Eufrat. Det er det moderne ord pasha.

I ApG 13,7, 8, 12; 18,12 betegner det en prokonsul; dvs. guvernøren over en romersk provins, som havde sin udnævnelse fra senatet. De romerske provinser var af to slags: (1) senatoriske og (2) kejserlige. Udnævnelsen af en guvernør til de førstnævnte lå hos senatet, og han bar titlen prokonsul (gr. anthupatos). Udnævnelsen af en guvernør til de sidstnævnte lå hos kejseren, og han bar titlen proprætor (gr. antistrategos).

Easton's Bible Dictionary

Statholder (Governor)

Hebr. nagid, en fremtrædende, iøjnefaldende person, uanset hans funktion: som øverste for det kongelige palads (2 Krøn 28,7; jf. 1 Kong 4,6), øverste for templet (1 Krøn 9,11; Jer 20,1), lederen for aronitterne (1 Krøn 12,27), vogter over den hellige skat (26,24), hærfører (13,1), kongen (1 Sam 9,16), Messias (Dan 9,25).

Hebr. nasi, ophøjet; hævet. Bruges om slægternes overhoveder (4 Mos 3,24, 30, 32, 35); også om stammer (2,3; 7,2; 3,32). Disse værdigheder synes at have været valgte, ikke arvelige.

Hebr. pakid, en embedsmand eller øvrighedsperson. Det bruges om ypperstepræstens stedfortræder (2 Krøn 24,11), levitterne (Neh 11,22), en militær befalingsmand (2 Kong 25,19), Josefs embedsmænd i Egypten (1 Mos 41,34).

Hebr. shallit, en der har magt, en der hersker (1 Mos 42,6; Ezra 4,20; Præd 8,8; Dan 2,15; 5,29).

Hebr. aluph, bogstaveligt en, der er sat over tusind, dvs. en klan eller en underafdeling af en stamme. Bruges om Edoms “fyrster” (1 Mos 36) og om de jødiske høvdinge (Zak 9,7).

Hebr. moshel, en der hersker, udøver herredømme. Bruges om mange klasser af herskere (1 Mos 3,16; 24,2; 45,8; Sl 105,20); om Messias (Mika 5,2); om Gud (1 Krøn 29,12; Sl 103,19).

Hebr. sar, en hersker eller høvding; et ord med meget bred anvendelse. Det bruges om Faraos overbager (1 Mos 40,16); om overmundskænken (40,2 osv. Se også 1 Mos 47,6; 2 Mos 1,11; Dan 1,7; Dom 10,18; 1 Kong 22,26; 20,15; 2 Kong 1,9; 2 Sam 24,2). Det bruges også om engle, skytsengle (Dan 10,13, 20, 21; 12,1; 10,13; 8,25).

Pehah, hvorfra pasha, dvs. kongens ven; adjudant; statholder over en provins (2 Kong 18,24; Es 36,9; Jer 51: 57; Ez 23,6, 23; Dan 3,2; Est 3: 12), eller en præfekt (Neh 3,7; 5,14; Ezra 5,3; Hag 1,1). Dette er et fremmed ord, assyrisk, som tidligt blev optaget i det hebraiske sprogbrug (1 Kong 10,15).

Det kaldæiske ord segan anvendes om statholderne over de babyloniske satrapier (Dan 3,2, 27; 6,7); præfekterne over magerne (2,48). Det tilsvarende hebraiske ord segan bruges om provinsielle herskere (Jer 51,23, 28, 57); også om høvdinge og ledere for Jerusalems folk (Ezra 9,2; Neh 2,16; 4,14, 19; 5,7, 17; 7,5; 12,40).

I Det Nye Testamente findes der også forskellige græske ord, der gengives sådan.

Betydende en etnark (2 Kor 11,32), hvilket var et embede adskilt fra militær kommando, med en betydelig bredde i anvendelsen.

Prokuratoren over Judæa under romerne (Matt 27,2). (Jf. Luk 2,2, hvor det verbum, som det græske ord, der gengives sådan, er afledt af, bruges.)

Hushovmester (Gal 4,2).

Festforstander (Joh 2,9), som her synes blot at have været en nær ven af brudgommen og at have ledet bryllupsfesten i hans sted.

En leder, dvs. en styrmand; lat. gubernator, (Jak 3,4).

Easton's Bible Dictionary

Statholder (Lieutenant)

(kun i KJV Est 3,12; 8,9; 9,3; Ezra 8,36), en guvernør eller vicekonge over en persisk provins med både militær og civil myndighed. Gengives korrekt i den reviderede engelske oversættelse som “satrap”.

International Standard Bible Encyclopedia

stath'-ol-der: Dette er den korrekte gengivelse af nitsabh (1 Kong 22,47). I Est 8,9; Est 9,3 repræsenterer termen upassende caghan i KJV og er rettet til "statholder" i RV (britisk og amerikansk). I Det Nye Testamente repræsenterer "statholder" anthupatos (ApG 13,7; ApG 13,8; ApG 13,12; ApG 18,12; ApG 19,38), som RV (britisk og amerikansk) korrekt gengiver med "prokonsul" (se det). De romerske prokonsuler var embedsmænd investeret med konsulear magt over et distrikt uden for byen, normalt i et år. Oprindeligt var de afgåede konsuler, men efter Augustus blev titlen givet til guvernører over senatorialske provinser, uanset om de havde haft embedet som konsul eller ej. Prokonsul udøvede både juridisk og militær magt i sin provins, og hans autoritet var absolut, undtagen hvor han kunne blive holdt ansvarlig ved udløbet af sit embede. Se regering.

William Arthur Heidel

International Standard Bible Encyclopedia

Statholder (Governor)

guv'-er-ner: Ordet "statholder" bruges i engelske bibeloversættelser til at gengive en stor variation af hebraiske og græske ord. I visse tilfælde er streng konsekvens hverken overholdt eller mulig.

1. I Det Gamle Testamente:

Ved gengivelsen af hebraiske udtryk har man naturligt taget hensyn til de oversættelser, der tilbydes i Septuaginta, som, eftersom den er udført af forskellige hænder, både er ujævn i kvalitet og inkonsekvent. Men der findes iboende vanskeligheder, som aldrig helt kan overvindes. Først og vigtigst er der den vanskelighed, der skyldes vores uvidenhed om mange detaljer i styreformen hos de orientalske folkeslag, som udtrykkene gælder for. Næppe mindre besværlig er den uklarhed, der opstår ved den vage brug af ord med uskelnet henvisning til personer af højere rang, som på en eller anden måde udøver myndighed. Der er derfor megen forvirring i brugen af titler som "stedfortræder", "hertug", "dommer", "lovgiver", "opsynsmand", "fyrste", "hersker" osv.; her kan den studerende rådføre sig med de særlige artikler.

(1) alluwph eller `alluph, "statholder" (Revised Version (British and American) "høvding") i Juda (Zak 9,7; Zak 12,5).

(2) choqeq (Dom 5,9; Dom 5,14, King James Version, randnote "eller lovgivere"). Ordet gengives forskelligt med "hersker" eller "lovgiver" i engelske bibeloversættelser af 1 Mos 49,10; 5 Mos 33,21; Es 33,22.

(3) moshel, participium af mashal, "at være herre", "at herske" (1 Mos 45,26, Revised Version (British and American) "hersker").

(4) nasi' (2 Krøn 1,2, Revised Version (British and American) "fyrste").

(5) caghan (Dan 3,2; Jer 51,23, Revised Version, randnote "eller løjtnanter"; Jer 51,28; Jer 51,57; Ez 23,6; Ez 23,12; Ez 23,23). Det samme ord gengives "herskere" eller "stedfortrædere" (Es 41,25; Ezra 9,2; Neh 2,16; Neh 5,7; Neh 7,5; Neh 12,40).

(6) pechah bruges på forskellig måde:

(a) om den militære statholder over en provins hos assyrerne (Es 36,9);

(b) hos kaldæerne (Ez 23,6; Ez 23,23; Jer 51,23; Jer 51,18; Jer 51,57);

(d) om generalstatholderen over provinsen hinsides Floden (Eufrat) (Ezra 8,36; Neh 2,7);

(e) om Nehemias som underordnet "statholder i Judas land" under ham (Neh 5,14);

(f) om Zerubbabel som "statholder over Juda" (Hag 1,1; Hag 1,14; Hag 2,2; Hag 2,21); (g) om Salomos statholdere (1 Kong 10,15; 1 Kong 20,24 (i Syrien)).

(7) paqidh (Jer 20,1, Revised Version (British and American) "øverste embedsmand"). Andre steder gengives det "opsynsmand" eller "embedsmand" (sammenlign 1 Mos 41,34; 2 Kong 25,19; Neh 11,9; Neh 11,22).

(8) sar, "statholder over byen" (1 Kong 22,26). Andre steder almindeligvis gengivet "fyrste".

(9) shalliT (1 Mos 42,6). Andre steder gengivet "hersker" eller "anfører".

(10) tirshatha' Revised Version (British and American) "statholderen", King James Version "Tirshatha" (Ezra 2,63; Neh 7,70).

Se TIRSHATHA.

2. I Det Nye Testamente:

Ordet "statholder" i engelske bibeloversættelser repræsenterer en næsten lige så stor variation af græske ord. Også her er brugen for det meste løs og ikke-teknisk; men da der hovedsageligt henvises til embedsmænd i den romerske kejserlige administration, som vi har rigelig viden om, giver det ingen vanskelighed. De ord, der især bruges for "statholder", er afledt af roden ag-, "drive", "lede":

(1) hegeomai, "lede" (Matt 2,6; om Josef som storvesir i Egypten, ApG 7,10).

(2) hegemon, "leder" (Matt 10,18; 1 Pet 2,14; om Pilatus, Matt 27,2; Matt 27,11; Matt 27,14; Matt 27,15; Matt 27,21; Matt 27,27; om Felix, ApG 23,24; ApG 23,26; ApG 23,33; om Festus, ApG 24,1; ApG 24,10; ApG 26,30).

(3) hegemoneuo, "fungere som leder" (Luk 2,2; om Pilatus, Luk 3,1).

Hertil føjes udtryk med mere specifik betydning:

(4) ethnarches, "etnark" eller "hersker over et folk" (2 Kor 11,32).

Se GOVERNMENT, 6, 7.

(5) euthuno, "styre", "lede" (Jak 3,4). Her gengiver Revised Version (British and American) det med rette som "styrmand".

(6) architriklinos, "leder af et festmåltid" (Joh 2,8 f, American Standard Revised Version "festens leder").

(7) oikonomos, "forvalter", "bestyrer af en husstand eller ejendom" (Gal 4,2, Revised Version (British and American) "forvaltere").

Det ses således, at "statholder" i Det Nye Testamente i politisk betydning især forekommer med henvisning til de romerske prokuratorer i Judæa--Pilatus, Felix og Festus. Se PILATE; FELIX; FESTUS. Det står nu tilbage her kort at tale om styret af romerske provinser.

Latin provincia betegner en magistrats pligt- eller myndighedsområde, enten

(a) retsligt eller juridisk, idet det definerer omfanget af hans kompetence, eller

(b) geografisk, idet det betegner de territoriale grænser, inden for hvilke han kan udøve myndighed.

Det er i den sidstnævnte betydning, vi nu betragter ordet. Da Rom i det 3. århundrede f.Kr. begyndte at herske over erobrede lande uden for Italien, blev hvert område sat under én enkelt embedsmands myndighed og kom derfor til at blive kaldt en "provins". Erobrede områder, der blev efterladt under indfødte fyrsters eller kongers styre, blev ikke betegnet sådan, selv om deres regering i praksis blev ledet af Rom. I begyndelsen blev provinserne styret af prokonsuler eller proprætorer (dvs. tidligere konsuler eller tidligere prætorer); men med den stadige forøgelse af provinser blev forskellige udveje nødvendige for at skaffe statholdere af passende rang og værdighed. Således blev antallet af prætorer stærkt forøget, og den mulige tjenestetid som statholder blev forlænget. Under Augustus blev provinserne fordelt mellem kejseren og senatet; kejseren forbeholdt sig dem, som syntes at kræve opretholdelsen af en betydelig væbnet styrke. I disse var kejseren selv prokonsul. Tidligt i kejsertiden dukker kejserlige provinser af en anden type op, hvor kejseren, betragtet som suveræn ejer, styrer gennem en vicekonge (praefectus) eller forvalter (procurator). I nogle af disse regerede skattepligtige konger eller fyrster med kejserens repræsentant—en legatus eller en procurator—ved deres side, omtrent som England nu styrer Egypten. Blandt de provinser, der blev styret på denne måde, var Egypten og Judæa, til dels uden tvivl på grund af deres strategiske beliggenhed, til dels på grund af deres indbyggeres sindelag.

William Arthur Heidel

International Standard Bible Encyclopedia

Statholder (Lieutenant)

lu-ten'-ant, lef-ten'-ant.

Se satrapper.

Kilde: Easton's Bible Dictionary (M.G. Easton, 1897) og International Standard Bible Encyclopedia (red. James Orr, 1915/1939), public domain. Oversat til dansk med AI og endnu ikke gennemlæst (helt eller delvis). Koblinger til personer og steder: Theographic Bible Metadata (CC BY-SA 4.0).