Poesi, Det Nye Testamente

Ingen betvivler, at der findes poesi af høj rang i Det Gamle Testamente. Studiet af Det Gamle Testamente som de gamle hebræeres litteratur er blevet foretaget kritisk, og selv den almindelige bibellæsers opmærksomhed er blevet henledt på skønheden og rigdommen i dets poetiske afsnit. Det Nye Testamentes budskab er så gennemgribende åndeligt og optaget af religion, at det kun i ringe grad er blevet behandlet som litteratur. Naturligvis ville det være mærkeligt, hvis den poetiske inspiration, der løber som en strøm gennem de profetiske og eftereksilske perioder i Det Gamle Testamente, helt skulle ophøre under Det Nye Testamentes klarere åndelige ordning. Faktum er, at den ikke ophører, men at Det Nye Testamente, efter enhver grundlæggende regel for poetisk ytring bortset fra rim, viser sig at være rigt på forestillingskraft, på religion berørt af følelse og på poetisk udtryk. Evangelierne, de paulinske breve og Jakobs Brev giver alle eksempler på ophøjet poetisk tale, mens Jesu budskab er mættet med ord, der let lader sig omsætte til sang. Faktisk mener nogle, at Jesus ikke var mindre omhyggelig med formen end med indholdet af sit budskab, og at alle de finere typer af hebraisk poesi, som findes i Det Gamle Testamente, kan finde deres sidestykke i hans udsagn, selv når de prøves efter de samme regler.

I evangelierne giver Lukas os de bedste eksempler på poesi. "Så snart vi er gået gennem forhallen til hans evangelium, befinder vi os inden for en kreds af harmonier" (Burton, i Expositor's Bible). Fra Marias, Elisabeths, Zakarias', Simeons og englenes poetiske ytringer får kirken sit Magnificat, Beatitude, Benedictus, Nunc Dimittis og Glorias.

Johannes Døbers ytringer er fyldt med et barskt ørkensyn og et udtryk, som afslører en form for poesi, der på ingen måde kan forveksles med prosa.

Paulus fremstiller mange af sine tanker i harmoniske og smukke former. Han kendte sin tids verdslige digtere og har udødeliggjort Kleanthes' hymne til Zeus (ApG 17,28). Han citerer også fra Epimenides og den athenske dramatiker Menander (1 Kor 15,33). Paulus kendte hebræernes poesi og beriger sit eget budskab med mange citater derfra. Han var fortrolig med den kristne hymnodik i sin egen tid, som det ses i Ef 5,14 og 1 Tim 3,16. Han frembringer også originale glimt af poetisk inspiration og ytring; et godt eksempel findes i Rom 8,31-37.

Hvem kunne betvivle Jakobs poetiske billedsprog? Han kunne næsten kaldes digteren for social retfærdighed og for tålmodig venten under lidelse på, at Guds vilje skal komme til mennesker.

Når man kommer til Jesu ord, opdager man, at hans tale i meget sand forstand svarer til kravene til hebraisk poesi. Eksempler på synonym, antitetisk, syntetisk og kausal parallelisme er reglen snarere end undtagelsen i Jesu ytringer. For den synonyme form se Matt 10,24; for den antitetiske se Luk 6,41; for de syntetiske og kausale former se Luk 9,23 og Matt 6,7. Ikke alene findes disse former for hebraisk poesi i Jesu ord, men også de mere sammensatte og vedvarende poetiske ytringer (Luk 7,31-32).

Ingen kan sætte spørgsmålstegn ved den dybe følelsesmæssige kvalitet, den levende fantasi og den åndelige idealisme hos Jesus. At hans tales form er passende afstemt efter poetisk inspiration og stemmer overens med lovene for hebraisk poesi, er ikke blevet anerkendt lige så villigt. Uafhængigt af den teori, der fremsættes i Did Jesus Write His Own Gospel? (William Pitt MacVey), må enhver, der studerer Det Nye Testamentes litteratur, være taknemmelig for kapitlet om "Jesu digte".

Åndelighed og poesi har et slægtskab, og fortolkningen af ethvert budskab hjælpes af et tilstrækkeligt kendskab til dets form. Når Det Nye Testamente således er blevet omhyggeligt studeret som litteratur, vil man se, ikke blot at Jesus var digter, men at hele Det Nye Testamente, om det end ikke er så rigt som Det Gamle Testamente på poetiske afsnit, er poetisk nok til at blive behandlet som sådant i religiøse encyklopædier.

Se også TROVÆRDIGE UDSAGN; HEBRAISK POESI.

C. E. Schenk