Polygami

po-lig'-a-mi:

1. Betydningen af termen

2. Polygamiens oprindelse

3. Det Gamle Testamente og polygami

4. Polygami er unaturligt

Eunukken

5. Polygamiens svaghed

1. Betydningen af termen:

Polygami har været og er menneskeslægtens åbne prangen med seksuel last. Selve termen er misvisende. Siden mennesket blev moralsk bevidst, har det forstået, at det rette ægteskabelige forhold mellem kønnene er monogami. Hvad end praksis måtte have været, har mennesket, siden det kunne spørge sig selv: Hvad er rigtigt?, vidst, at ap' arches ("fra begyndelsen," Matt 19,4), au fond, i grunden, er ægteskabets væsen, at én mand og én kvinde vælger hinanden til et livslangt familieforhold. La Rochefoucauld sagde: "Hykleri er en slags hyldest, som lasten yder dyden." Der ligger hykleri under ordet polygami. Det er et forsøg på med udtrykket "flertalsægteskab" at dække over det, som ikke er ægteskab og ikke kan være ægteskab. Der er ikke noget særligt behov for at definere, hvad tilstanden er, så længe vi kan betragte den som en krænkelse og negation af ægteskabsforholdet. Selve brugen af termen fra et hvilket som helst sprog, der dækker en lignende tilstand, er et forsøg—

"At stjæle himmelrettens dragt

for at tjene Djævelen i den."

Polygami er en generel term og kunne betyde en mangfoldighed af partnere i familieforholdet for én person af begge køn. Men det gør den ikke. Polygami betyder i praksis nøjagtigt "polygyni" (gune), dvs. den beskriver en mand med mange hustruer. Den tilsvarende term "polyandri" beskriver den tilstand, hvor en kvinde har mange mænd i familieforhold med sig. De er alle ægtemænd for hende, ligesom alle kvinderne i polygami er hustruer til én mand. Men polyandri har i historisk tid haft så få eksempler, at det kan afvises som så usædvanligt, at det ikke fortjener yderligere omtale her.

Hvorfor polygami filologisk har indtaget hele det område, der dækkes af polygyni, er let at se. Den fysisk stærkeres magt har bestemt situationen. Manden har i gennemsnit en fjerdedel mere muskelkraft end kvinden. Når det gælder uret i det seksuelle forhold, har manden den fordel, og den har givet ham det felt, som ordet "polygami" dækker. Der er han herre, og kvinden er offeret.

2. Polygamiens oprindelse:

Det er ganske tydeligt, at polygami primært i høj grad er et resultat af stammekrige. Når mennesker havde delt sig i klaner og havde slået sig ned forskellige steder, ville der snart opstå sammenstød mellem dem. Det, der ville ske i sådanne tilfælde, ville være det, vi ved skete i Nordamerika kort efter den første europæiske bosættelse, nemlig huronernes ødelæggelse ved irokeserne. Det store flertal af mændene blev massakreret; kvinderne og børnene blev drevet til sejrherrernes bosted og forsvandt dér for størstedelens vedkommende i konkubinat og slaveri. Hvad skal man gøre med dette overskud af kvinder? Her træder den stærkestes magt igen frem. Høvdingen eller den mest heroiske kriger ville hævde sin ret til at vælge blandt fangerne, og således ville konkubinat, eller hvad der er det samme—polygami—blive etableret. Sejre i yderligere krige kommer og føjer andre kvinder til, som skal fordeles. Naturligvis kommer seraillet og haremet snart til sheiken eller kongen. Polygame praksisser vil komme ind på andre måder. Krigsfangen bliver ejendom og går fra hånd til hånd ved gave eller salg. Sådan udholder kvinden—den svagere part—det, der kommer til hende som slave, som medhustru. Vi har nu ikke længere den "medhjælp", der oprindeligt var bestemt for manden—"ben af mine ben og kød af mit kød"—for hvem han skulle "forlade sin far og sin mor", og til hvis ene person han skulle "holde sig" for livet (1 Mos 2,18; 1 Mos 2,24; Matt 19,5; Matt 19,6). Monogamiet, med dets enhed i arbejde, tanke og følelse, med dets umådelige formende indflydelser af moralsk, ideel og åndelig art, er borte. Kvinden reduceres til at tjene mandens uforandrede sanselighed.

3. Det Gamle Testamente og polygami:

De komplikationer, som polygami indfører i moralen, overvejes ikke ofte. Men Bibelen fremstiller dem klart. Abrahams og Saras ægteskab synes at have været et oprindeligt kærlighedsforhold og endog at have bevaret noget af denne karakter gennem livet. Alligevel finder vi Sara under indflydelse af polygame forestillinger, idet hun giver Abraham en medhustru. Senere, da hun selv havde fået en søn, fik hun dog Abraham til at drive denne medhustru og hendes søn ud i ørkenen. Nu var Abraham menneskelig og venlig, og der står: "Sagen var meget smertelig i Abrahams øjne" (1 Mos 21,11). Men han var fanget i polygamiens garn, og det bragte ham smerte og gengældelse. En guddommelig anvisning kan være svær at bære.

Forholdene omkring Jakobs ægteskaber var sådan, at det er svært at sige, om nogen af hans børn havde anden oprindelse end en polygam (1 Mos 35,22-26). Hvor familieideen og hengivenheden blev af under en sådan blandet tilstand, fremgår af det skamløse salg af en af brødrene til slaveri i Egypten ved de andres hånd (1 Mos 37,28).

David var en sanger af søde og ædle sange og ønskede af hele sit hjerte at være en retfærdig mand. Alligevel havde han, sandsynligvis i lighed med alle sin tids militære ledere og konger på jorden, et polygamt livsforløb. Hans gengældelser strakte sig over en lang række. Der var et tilfælde af incest og mord blandt hans børn (2 Sam 2). Den søn, som han havde størst håb og stolthed knyttet til, organiserede forræderi mod hans trone og mistede livet i forsøget. David efterlod sit kongerige til Salomo, om hvem der kunne siges meget, men om hvem dette kan siges: åbenbart oprindelig en mand, der var begavet, skarpsindig og vis, men i sin alderdom gik han i opløsning på grund af list fra de kvinder, som han havde fyldt sit harem med. Dels ved sin ødselhed i sit polygame liv, dels i forsøget på at bygge templer på fjerne steder for de religioner, som beboerne i hans harem repræsenterede, ruinerede han sin nation. Som følge deraf blev hans kongerige delt ved hans død, og der blev aldrig igen et forenet Israel (1 Kong 11,12). Polygami kan med rette anklages for disse uheldige følger.

4. Polygami unaturligt:

Det kan påvises videnskabeligt, ja endog matematisk, at polygami er en moralsk uret. Statistik viser, at fødsler i det væsentlige er ligeligt fordelt mellem kønnene. Overskuddet synes at ligge en smule på mændenes side. Når denne kendsgerning tages i betragtning, og også den kendsgerning at polygami er vidt udbredt, synes det, at polygami (polygyni) er en større forbrydelse mod naturen end polyandri. Hvis man et øjeblik ser bort fra uretten mod kvinden ved at nægte hende rettighederne og privilegierne ved monogamt ægteskab, træder indgrebet i mandens ret til et sådant ægteskab frem i vældige proportioner. Ethvert harem er en nægtelse af mænds ret til blandt dets beboere at søge sig hustruer efter deres egne hjerters tilskyndelser.

Eunukken.

Men vi er ikke færdige med forbrydelsen mod manden. Givet et harem, og den, som oprettede det, har skabt eller dertil bragt eunukken. Haremmets herre må betjenes af kastrerede mænd. En undersøgelse af historien vil afsløre en mængde af denne ondskab, som overgår al tro. Eunukken har været overalt blandt alle nationer og folk og tungemål. De har ikke blot været tjenere for kvinder i haremer, men de har opnået en sådan indflydelse hos deres herrer, at de undertiden endog har dikteret regeringens politik. De har været det hemmelige kabinet, som har haft det sidste ord i offentlige anliggender. De har undertiden beklædt offentlige stillinger og deri udvist forbløffende dygtighed. Tænk på Narses, kejser Justinianus' glimrende general.

Se EUNUCH.

5. Polygamiets svaghed:

Gibbon bemærkede den kendsgerning, at nationer begyndte at aftage i magt, når deres politik blev dikteret og styret af eunukker. Men det er at tage et symptom for sygdommen. Der ligger svagheder bag denne svaghed. Vi har fundet kvinden i muskelstyrke svarende til tre fjerdedele af en mands. Hvis vi ikke gør krav på mere for kvinden end dette forhold gennem hele skalaen af hendes evner, hvad ville man så mene om en nation, der forsøgte at reducere disse tre fjerdedele af evne så nær nul som muligt? Det er, hvad polygami har gjort: det har reduceret kvinden så nær til et nul som muligt i alle afdelinger af hendes væsen. Hun er blevet fastholdt i de laveste og mest primitive industrielle gøremål. Hun er blevet berøvet intellektuel udvikling. Hun er blevet udelukket fra samfundet, kun tilladt at se på det gennem hjemmets gitterværk, eller, hvis hun var ude, gennem et tildækket ansigt. Sheikens eller sultanens harem har fastlagt kvindens stilling i provins eller nation—sat grænserne for hendes liv. Det højeste embede, der er tildelt hende, har været at føde børn, og for den ene halvdel af dem—døtrene—kunne hun ikke have noget muligt håb eller nogen ambition.

Se WOMAN.

Hvor findes i en sådan nedværdigelse den »hjælper, der svarer til« manden i alle hans problemer? Denne tilstand kastes tilbage over manden. Hvilken mulig appel kan der være til ham om tanke og energi, bortset fra at gentage den samme sløve rundgang, som viser sig i hans daglige liv? Polygame nationer har aldrig været industrielle opfindere, har kun bidraget lidt til videnskaben. De har sædvanligvis ødelagt frugtbarheden i de lande, de har beboet. De har været tungt belastet af sløvheden i et system, der ikke appellerer til andet end menneskets mest primitive instinkter og laster.

De monogame har været de kraftfulde nationer. Rom erobrede verden, mens hun var monogam, og mistede kontrollen over den, da hun sank ned til det moralske niveau, der fandtes i den seksuelle fordærvelse hos de folk, hun havde erobret. Teutoneren rullede ind i og hen over Europa i oksekærrer, der var monteret på massive træhjul. Men hans kærre bar én hustru, og nu holdes al polygami under teutonerens indøvede kanoner.

Der kan synes at være to undtagelser—grundlæggelsen af Mogulriget i Indien og tyrkerens underkuelse af Vestasien og Østeuropa. At der i begge tilfælde var stor succes i krig, indrømmes. De var af deres religion bemyndiget til at udvise blodudgydelsens vanvid og hengive sig til lyst. Ja, nydelsen af det sidstnævnte var et strålende håb for det kommende liv. Men når de havde taget et land i besiddelse, og massakrer og voldtægt var forbi, hvad så? Hvad skylder menneskeheden dem?

Et lyrisk digt.

Et lyrisk digt er blevet lagt i den nærværende skribents hånd af en ven, som skrev det på den sidste dato i titlen. Det er et af århundredernes lyriske digte i sin sammenfatning af historien og i sin indsigt i de fysiske, moralske og umoralske kræfter, der var på spil i Mogulriget i Indien. Læg mærke til datoerne. Teksten vil vise, hvad der fandt sted imellem dem.

MOGULEN 1525-1857

En stridshingst løb ud fra det vindpiskede nord,

rystede klipperne med hove af ild,

snusede fjern kamp med vide næsebor,

vrinskede glæden ved vildt begær.

Den krusede plantevækst på tørre sletter

havde hærdet hans sener som bånd af stål;

Zarafshans snefødte vande

havde styrket en nordlig viljes kraft.

Stridshingsten græssede på de frugtbare enge,

drak af de dorske strømme:

Han hvilede ved aften på blomstersmykkede lejer,

kælet for af unge piger i de gyldnende glimt.

De fortryllede hans øre med legende sang:

De lukkede hans øjne i trolddommens fryd:

De gav ham vingårdenes forvildende drik--

Han sov i lotustræets ånde.

Hvide knogler ligger strøet på den blomstrende eng,

i kødrankt græs, vokset højt og mørkt.

Ådselfuglen er fløjet--er død--

Rejser stridshesten sig? Vrinsker den? Hør!

--JOSIAH TORREY READE, Amherst, 1856.

Ovenstående lyriske digt kan tages som gravskrift over enhver polygam nation. De sidste ord er betydningsfulde--"Vrinsker den? Hør!" Ville den gamle stridshest rejse sig? "Hør!" Sepoyoprøret var i gang! Vi "lyttede", men oprøret faldt fra hinanden, og der blev gjort ende på Mogulriget. Vi har lyttet i et halvt århundrede og ikke hørt nogen lyd. Nu hører vi mumlen, men enden vil blive som før--selv hvis "stridshesten" rejser sig og sejrer. Da vil den igen lægge sig i "kødrankt græs, vokset højt og mørkt", og "ådselfuglen" vil flyve fra dens "hvide knogler". Strømme kan ikke stige højere end deres kilder. Når årsagerne består, vil de samme virkninger følge.

Se SKILSMISSE; FAMILIE; ÆGTESKAB.

C. Caverno