Sabbat

(hebr. verbum shabbath, der betyder “at hvile fra arbejde”), hviledagen. Den nævnes første gang som indstiftet i Paradis, da mennesket var i uskyldighedens tilstand (1 Mos 2,2). “Sabbatten blev til for mennesket,” som en dag til hvile og fornyelse for legemet og til velsignelse for sjælen.

Den omtales dernæst i forbindelse med, at mannaen blev givet til Israels børn i ørkenen (2 Mos 16,23); og senere, da loven blev givet fra Sinaj (20,11), fik folket det højtidelige påbud at “huske sabbatsdagen og holde den hellig.” Den omtales således som en allerede eksisterende ordning.

I Moseloven blev der fastsat strenge regler for dens overholdelse (2 Mos 35,2, 3; 3 Mos 23,3; 26,34). Disse var særlige for den husholdning.

I jødernes senere historie henvises der ofte til sabbattens hellighed (Es 56,2, 4, 6, 7; 58,13.14; Jer 17,20-22; Neh 13,19). I senere tider forvanskede de sabbatten ved deres overleveringer. Vor Herre befriede den fra deres forvanskninger og mindede dem igen om dens sande natur og formål (Matt 12,10-13; Mark 2,27; Luk 13,10-17).

Sabbatten, som oprindelig blev indstiftet for mennesket ved dets skabelse, er en varig og universelt forpligtende ordning. Menneskets fysiske behov kræver en hvilesabbat. Det er sådan skabt, at dets legemlige velbefindende behøver mindst én dag ud af syv til hvile fra almindeligt arbejde. Erfaringen viser også, at menneskers moralske og åndelige behov ligeledes kræver en hvilesabbat. “Jeg bliver gennem erfaring mere og mere sikker på, at grunden til at overholde sabbatten ligger dybt i den menneskelige naturs evige nødvendigheder, og at så længe mennesket er menneske, vil velsignelsen ved at holde den, ikke kun som en hviledag, men som en dag med åndelig hvile, aldrig blive ophævet. Jeg føler bestemt gennem erfaring den evige forpligtelse, på grund af sabbattens evige nødvendighed. Sjælen visner uden den. Den trives i forhold til, hvordan den bliver overholdt. Sabbatten blev til for mennesket. Gud skabte den for mennesker i en bestemt åndelig tilstand, fordi de havde brug for den. Behovet ligger derfor dybt skjult i den menneskelige natur. Den, der kan undvære den, må sandelig være hellig og åndelig. Og den, der, stadig uhellig og uåndelig, alligevel vil undvære den, er et menneske, som gerne vil være klogere end sin Skaber” (F. W. Robertson).

Den gamle babyloniske kalender, sådan som den ses af nyligt genfundne indskrifter på teglstenene blandt ruinerne af kongepaladset, byggede på inddelingen af tiden i uger på syv dage. Sabbatten betegnes i disse indskrifter Sabattu og defineres som “en hviledag for hjertet” og “en dag, hvor arbejdet fuldendes.”

Ændringen af dagen. Oprindelig, ved skabelsen, blev ugens syvende dag sat til side og indviet som sabbatten. Ugens første dag bliver nu overholdt som sabbatten. Har Gud givet myndighed til denne ændring? Der er en tydelig skelnen mellem sabbatten som ordning og den særlige dag, der er sat til side til dens overholdelse. Spørgsmålet om ændringen af dagen berører derfor på ingen måde sabbattens vedvarende forpligtelse som ordning. Med ændring af dagen eller uden ændring forbliver sabbatten som hellig ordning den samme. Den kan ikke ophæves.

Hvis der er sket nogen ændring af dagen, må den være sket ved Kristus eller ved hans myndighed. Kristus har ret til at foretage en sådan ændring (Mark 2,23-28). Som Skaber var Kristus sabbattens oprindelige Herre (Joh 1,3; Hebr 1,10). Den var oprindelig et minde om skabelsen. Et værk, der er langt større end skabelsen, er nu blevet fuldført af ham, nemlig forløsningens værk. Vi ville naturligt forvente netop en sådan ændring, som ville gøre sabbatten til et minde om dette større værk.

Sandt nok kan vi ikke anføre en tekst, der med så mange ord giver myndighed til ændringen. Vi har ingen udtrykkelig lov, der erklærer ændringen. Men der findes vidnesbyrd af en anden art. Vi ved som en kendsgerning, at ugens første dag er blevet overholdt fra apostolsk tid, og den nødvendige slutning er, at den blev overholdt af apostlene og deres umiddelbare disciple. Det kan vi være sikre på, at de aldrig ville have gjort uden deres Herres tilladelse eller myndighed.

Efter hans opstandelse, som fandt sted på ugens første dag (Matt 28,1; Mark 16,2; Luk 24,1; Joh 20,1), finder vi aldrig Kristus mødes med sine disciple på den syvende dag. Men han viste den første dag særlig ære ved at åbenbare sig for dem ved fire forskellige lejligheder (Matt 28,9; Luk 24,34, 18-33; Joh 20,19-23). Igen, på den næste første dag i ugen, viste Jesus sig for sine disciple (Joh 20,26).

Nogle har beregnet, at Kristi himmelfart fandt sted på ugens første dag. Og der kan ikke være nogen tvivl om, at Helligåndens nedstigning ved pinsen skete på den dag (ApG 2,1). Således fremstår Kristus som den, der indstifter en ny dag, som hans folk skal overholde som sabbatten, en dag der fremover skulle være kendt blandt dem som “Herrens dag.” Overholdelsen af denne “Herrens dag” som sabbatten var den almindelige skik i de første menigheder og må have haft apostolsk godkendelse (jf. ApG 20,3-7; 1 Kor 16,1, 2) og myndighed, og dermed Jesu Kristi godkendelse og myndighed.

Ordene “ved hendes sabbatter” (Klag 1,7, KJV) burde sandsynligvis være, som i Revised Version, “ved hendes ødelæggelser.”