Saba

En ed, syv.

Hebr. shebha, søn af Rama (1 Mos 10,7), hvis efterkommere bosatte sig sammen med Dedans efterkommere ved Den Persiske Bugt.

Hebr. id. En søn af Joktan (1 Mos 10,28), sandsynligvis grundlæggeren af sabæerne.

Hebr. id. En søn af Jokshan, som var Abrahams søn med Ketura (1 Mos 25,3).

Hebr. id. Et kongerige i Arabia Felix. Saba var i virkeligheden Saba i Sydarabien, den klassiske geografis sabæere, som drev handel med krydderier med de andre folk i den gamle verden. De var semitter og talte en af de to hoveddialekter af himyaritisk eller sydarabisk. Saba var blevet et monarki før Salomos dage. Dets dronning bragte ham guld, krydderier og ædelsten (1 Kong 10,1-13). Hun kaldes af vor Herre “Sydens dronning” (Matt 12,42).

Hebr. shebha’, “syv” eller “en eg.” En by i Simeon (Jos 19,2).

Hebr. id. En “søn af Bikri,” af Bekers slægt, Benjamins søn, og således af den stamme, som Saul nedstammede fra (2 Sam 20,1-22). Da David vendte tilbage til Jerusalem efter Absaloms nederlag, opstod der strid mellem de ti stammer og Judas stamme, fordi den sidstnævnte tog føringen i at føre kongen tilbage. Saba udnyttede denne situation og rejste oprørsfanen, idet han proklamerede: “Vi har ingen del i David.” Med sine tilhængere drog han nordpå. Da David så, at det var nødvendigt at standse dette oprør, befalede han Abishaj at tage gibborim, “de mægtige mænd,” og livvagten og de tropper, han kunne samle, og forfølge Saba. Joab sluttede sig til ekspeditionen, og efter forræderisk at have dræbt Amasa overtog han kommandoen over hæren. Saba søgte tilflugt i Abel-Bet-Ma’aka, en befæstet by nogle mil nord for Meroms Sø. Mens Joab var i færd med at belejre denne by, blev Sabas hoved, på foranledning af en “vis kvinde”, som havde forhandlet med ham fra bymurene, kastet over muren til belejrerne, og således fik oprøret sin ende.