Saba

she'-ba (shebha'; Saba):

(1) Saba og Dedan er de to sønner af Ra'ama, Kushs søn (1 Mos 10,7).

(2) Saba og Dedan er de to sønner af Jokshan, Abrahams og Keturas søn (1 Mos 25,3).

(3) Saba er en søn af Joktan, Ebers søn, som var en efterkommer af Sem (1 Mos 10,28).

Af de ovenstående udsagn synes det at fremgå, at Saba var navnet på en arabisk stamme og følgelig af semitisk afstamning. Det forhold, at Saba og Dedan fremstilles som kushitter (1 Mos 10,7), ville pege på en udvandring af en del af disse stammer til Etiopien, og på lignende måde ville deres afledning fra Abraham (1 Mos 25,3) vise, at nogle familier var bosat i Syrien. I virkeligheden var Saba en sydarabisk eller joktanitisk stamme (1 Mos 10,28), og hans eget navn og navnene på nogle af hans brødre (f.eks. Hasarmavet = Hadhramaut) er stednavne i Sydarabien.

Sabæerne, eller folket fra Saba eller Sheba, omtales som handelsfolk med guld og krydderier og som bosatte i et land fjernt fra Israels land (1 Kong 10,1; Es 60,6; Jer 6,20; Ez 27,22; Sl 72,15; Matt 12,42), også som slavehandlere (Joel 3,8) eller endog som ørkenstrejfere (Job 1,15; Job 6,19; jf. CIS 84 3).

Hos de arabiske slægtsforskere fremstilles Saba som oldebarn af Qachtan (= Joktan) og stamfader til alle de sydarabiske stammer. Han er far til Chimyar og Kahlan. Det siges, at han fik navnet Saba, fordi han var den første til at tage fanger (shabhah) i krig. Han grundlagde Sabas hovedstad og byggede dens borg Marib (Mariaba), berømt for sin mægtige dæmning.

1. Historie: Sabæernes autentiske historie, så vidt den kendes, og deres lands topografi stammer fra sydarabiske indskrifter, som begyndte at blive opdaget omkring midten af forrige århundrede, og fra mønter, der dateres fra ca. 150 f.Kr. til 150 e.Kr.; den første samling af disse blev offentliggjort i 1880; samt fra den sydarabiske geograf Hamdani, som senere blev gjort kendt for europæiske lærde. En af de sabæiske konger nævnes på assyriske indskrifter fra året 715 f.Kr.; og han er tilsyneladende ikke den tidligste. De hjemlige monumenter er spredt over perioden fra før den tid indtil det 6. århundrede e.Kr., da

den sabæiske stat ophørte, og de er talrigst omkring begyndelsen af vor tidsregning. Saba var navnet på den nation, hvis sædvanlige hovedstad var Marib. Sabæerne delte først herredømmet over Sydarabien med Himyar og en eller to andre nationer, men opslugte gradvis disses områder nogen tid efter den kristne tidsregnings begyndelse. Styreformen synes at have været en republik eller et oligarki, hvor det øverste embede gik på en slags skift, og hvor mere end én »konge« beklædte embede samtidig (på samme måde 5 Mos 4,47 og ofte i Det Gamle Testamente). Folket synes at have været delt i patriciere og plebejere; de førstnævnte havde ret til at bygge borge og til at tage del i styret.

2. Religion:

En række guddomme nævnes på indskrifterne, de to vigtigste er Il-Maqqih og Ta`lab. Andre er Athtar (maskulin form af det bibelske `ashtaroth), Rammon (det bibelske Rimmon), Solen og andre. Solen og Athtar blev yderligere bestemt ved tilføjelse af navnet på et sted eller en stamme, ligesom Ba'al i Det Gamle Testamente. Gudsdyrkelsen tog form af gaver til templerne, af ofre, især røgelse, af pilgrimsrejser og bønner. Rituelle afvaskninger og afholdenhed fra visse ting samt formel indvielse af den tilbedende og hans husstand og ejendele til guddommen var også religiøse handlinger. Til gengæld tog guddommen sig af sin tilbeders borg, brønde og ejendele og forsynede ham med korn, grøntsager og frugt samt gav ham mandligt afkom.

3. Civilisation:

(1) Sabæernes vigtigste beskæftigelser var plyndringstogter og handel. Hovedprodukterne fra deres land opregnes i Es 60,6, hvilket stemmer med de assyriske indskrifter. Den vigtigste af alle handelsvarer var røgelse, og det er betegnende, at det samme ord, som i de andre semitiske sprog betyder »guld«, på sabæisk betyder »parfume« (og også »guld«). At dømme efter det antal gange, de nævnes på indskrifterne, fyldte landbruget dog langt mere i sabæerens tanker end handelen og var af lige så stor betydning som religionen.

(2) Den høje stilling, som kvinder indtog blandt sabæerne, afspejles i fortællingen om dronningen af Saba og Salomo. I næsten alle henseender synes kvinder at være blevet betragtet som mænds lige og at have varetaget de samme borgerlige, religiøse og endog militære funktioner. Flerkoneri synes ikke at have været praktiseret. De sabæiske indskrifter går ikke langt nok tilbage til at kaste lys over den dronning, som var samtidig med Salomo, og den arabiske identifikation af hende med Bilqis skyldes blot, at denne var den eneste sabæiske dronning, de kendte. Bilqis må have levet flere århundreder senere end den hebraiske monark.

(3) Det alfabet, der bruges i de sabæiske indskrifter, anses af professor Margoliouth for at være det oprindelige semitiske alfabet, hvorfra de andre er afledt. I andre henseender synes sabæisk kunst at være afhængig af Assyriens, Persiens og Grækenlands kunst. Mønterne er græske og romerske i stil, mens det anvendte vægtsystem er persisk.

Se videre SABÆERE.

LITTERATUR.

Rodiger og Osidander i ZDMG, bind XX og XXI; Halevy i Journal Asiatique, Serie 6, bind IX; Corpus Inscriptionum Semiticarum, pt. IV, udgave ved J. og H. Derenbourg; Hamdani, udgave ved D. H. Muller, 1891; Mordtmann, Himyarische Inschriften, 1893; Hommel, Sudarabische Chresthomathie, 1893; Glaser, Abyssinien in Arabien, 1895; D. H. Muller, Sudarabische Alterthumer, 1899; Derenbourg, Les monuments sabeens, 1899. Om mønterne, Schlumberger, Le tresor de San'a, 1880; Mordtmann i Wiener numismatische Zeitschrift, 1880.

Thomas Hunter Weir

she'-ba (shebha`; Sabee, eller Samaa): Navnet på en af de byer, der blev tildelt Simeon (Jos 19,2). KJV nævner den som en selvstændig by, men da den slet ikke nævnes i den parallelle liste (1 Krøn 4,28), og udelades i Jos 19,2 i nogle håndskrifter, er det sandsynligt, at RV (britisk og amerikansk) har ret i sin oversættelse "Beer-sheba eller Sheba". Kun på denne måde kan det samlede antal byer i denne gruppe blive 13 (Jos 19,6). Hvis det er et særskilt navn, er det sandsynligvis det samme som SHEMA (se dette).

E. W. G. Masterman