Saligprisninger

be-at'-i-tudes:

1. Navnet:

Ordet "saligprisning" findes ikke i den engelske Bibel, men det latinske beatitudo, som det er afledt af, forekommer i Vulgata (Hieronymus' latinske Bibel, 390-405 e.Kr.) i Rom 4,6, hvor det, med henvisning til Sl 32,1; Sl 32,2, siges, at David udtaler "saligprisningen" over det menneske, hvis overtrædelser er tilgivet. I den latinske kirke blev beatitudo ikke kun brugt som et abstrakt udtryk, der betegner salighed, men også i den sekundære, konkrete betydning af en bestemt erklæring om salighed, og især en sådan erklæring fra Jesu Kristi læber. Saligprisninger i denne afledte betydning af ordet forekommer ofte i Det Gamle Testamente, især i Salmerne (Sl 32,1; Sl 32,2; Sl 41,1; Sl 65,4 osv.), og Jesus gav ved forskellige lejligheder sine udsagn denne form (Matt 11,6; Matt 13,16; Matt 16,17; Matt 24,46, med parallellerne hos Lukas; Joh 13,17; Joh 20,29). Men bortset fra enkelte udsagn af denne type er navnet Saligprisninger, lige siden Ambrosius' dage, særligt blevet knyttet til de velsignelsesord, hvormed Jesus ifølge både Matthæus og Lukas begyndte den store tale, der er kendt som Bjergprædikenen.

2. De to grupper:

Når vi sammenligner disse saligprisninger, som vi finder dem i Matt 5,3-12 og Luk 6,20-23 (24-26), slås vi straks af lighederne og forskellene mellem dem. For den almindelige læser, som er mest fortrolig med Matthæus' version, er det forskellene, der først træder frem; og han vil være tilbøjelig til at forklare uoverensstemmelsen mellem de to beretninger, sådan som Augustin gjorde, ved at henføre dem til to forskellige lejligheder i Herrens tjeneste. En omhyggelig sammenlignende undersøgelse af de to beretninger, med nogen opmærksomhed på de indledende omstændigheder i hvert tilfælde, på hele talernes egen fremadskriden og på de lignelsesagtige udsagn, som de slutter med, gør imidlertid dette synspunkt usandsynligt og peger snarere mod den konklusion, at det, vi har at gøre med, er to varierende versioner, givet af evangelisterne, af materiale hentet fra en underliggende kilde bestående af Jesu Logia. Forskellene må indrømmes at være meget markante.

(a) Matthæus har 8 saligprisninger; Lukas har 4, med 4 efterfølgende veråb.

(b) Hos Matthæus står udsagnene, bortset fra det sidste, i 3. person; hos Lukas står de i 2. person.

(c) Hos Matthæus er velsignelserne, bortset fra den sidste, knyttet til åndelige egenskaber; hos Lukas til ydre forhold præget af fattigdom og lidelse.

Hvis man antager, at begge evangelister hentede deres beretninger fra en fælles Logia-kilde, opstår spørgsmålet om, hvem af dem der har holdt sig tættest til originalen. Spørgsmålet er vanskeligt og giver stadig anledning til helt modsatte meninger. Én gruppe forskere afgør sagen til fordel for Matthæus og forklarer Lukas' afvigelse fra den matthæiske version ved, på meget utilstrækkeligt grundlag, at tillægge ham en asketisk tendens, som fik ham til at give Jesu udsagn en materialistisk klang. En anden gruppe hælder til den teori, at Lukas' version er den mest bogstavelige af de to, mens Matthæus' har karakter af en parafrase. Til støtte for dette andet synspunkt kan det påpeges, at Lukas sædvanligvis er mere omhyggelig end Matthæus med at placere Jesu udsagn i deres oprindelige sammenhæng og bevare dem i deres primitive form, og videre, at på grund af de hellige forfatteres naturlige tilbøjelighed til at udvide og fortolke snarere end at forkorte et inspireret udsagn, er den kortere form af et udsagn mere sandsynligt den oprindelige. Det kan yderligere bemærkes, at i Matt 5,11; Matt 5,12 antager saligprisningen den direkte form, hvilket antyder, at dette også kan have været den form, Matthæus fandt i sin kilde i de øvrige tilfælde. Alt i alt synes sandsynlighederne da at tale for det synspunkt, at Lukas' version er den mest bogstavelige. Det følger dog ikke, at forskellen mellem de to beretninger udgør nogen virkelig uoverensstemmelse. Hos Lukas lægges vægten på, at Jesus henvender sig til sine disciple (Luk 6,20), således at det ikke var de fattige som sådanne, han priste salige, men sine egne disciple, selv om de var fattige. Det var ikke fattigdom, sult, sorg eller lidelse i sig selv, som han lovede store belønninger, men disse erfaringer, når de kom til åndelige mennesker og dermed blev forvandlet til kilder til åndelig velsignelse. Og når Matthæus derfor, idet han nedskriver Herrens ord med henblik på deres almene anvendelse snarere end med henvisning til de særlige omstændigheder, hvorunder de blev udtalt, ændrer "de fattige" til "de fattige i ånden" og dem, der "hungrer", til dem, der "hungrer og tørster efter retfærdighed", giver han den virkelige mening i Jesu ord og nedskriver dem i den form, hvori de kan læses af alle mennesker og gennem al kommende tid uden nogen mulighed for misforståelse.

Hvad angår saligprisningerne af de sagtmodige, de barmhjertige, de rene af hjertet og fredsstifterne, som kun gives af Matthæus, kan de være blevet udtalt af Jesus på samme tid som de øvrige og have været tænkt af ham, i deres forbindelse med de andre fire, som en udfyldning af forestillingen om den ideelle karakter hos medlemmerne af Guds rige. Men i betragtning af at de mangler på Lukas' liste, er det umuligt at fastslå dette med sikkerhed. Der er ingen grund til at tvivle på, at de alle er autentiske udsagn af Jesus selv. Men de kan oprindeligt have været spredt gennem selve talen, hver på sit rette sted. Således ville saligprisningen af de sagtmodige passe godt sammen med Luk 6,38 ff, saligprisningen af de barmhjertige med Luk 6,43 ff, saligprisningen af de rene af hjertet med Luk 6,27 ff, saligprisningen af fredsstifterne med Luk 6,23 ff. Eller de kan endda være blevet udtalt ved andre lejligheder end bjergprædikenen og være blevet samlet af Matthæus og anbragt i begyndelsen af prædikenen som en passende indledning, sammen med de andre fire, til vor Herres store tale om Guds riges love og principper.

3. Antal, ordning, struktur:

Med hensyn til antallet af saligprisninger i Matthæus' fyldigere version har nogle kun regnet med 7 og ladet listen slutte med Matt 5,9. Men selv om den velsignelse, der udtales over de forfulgte i Matt 5,10-12, adskiller sig fra de foregående saligprisninger, både ved at afvige fra den aforistiske form og ved at knytte velsignelsen til en ydre tilstand og ikke til en hjertets indstilling, retfærdiggør parallellen hos Lukas (Luk 6,22 f) den opfattelse, at også denne skal føjes til listen, så der i alt bliver 8 saligprisninger. Om gruppens ordning er der skrevet meget, det meste fantasifuldt og lidet overbevisende. De første fire er blevet beskrevet som negative og passive, de næste fire som positive og aktive. De første fire er igen blevet fremstillet som hørende til længslen efter frelse, de næste fire som vedrørende den faktiske besiddelse af den. Nogle forfattere har forsøgt at spore de stadigt stigende stadier i udviklingen af den kristne karakter i gruppen som helhed. Sandheden i dette sidste forslag ligger i den påmindelse, det bringer, om at saligprisningerne ikke skal opfattes som fremstillinger af adskilte typer kristen karakter, men som en opregning af egenskaber og erfaringer, der er forenet i den ideelle karakter, sådan som Kristus tænkte sig den – og, kan det tilføjes, sådan som den blev eksemplificeret i hans eget liv og hans egen person.

Med hensyn til deres struktur er saligprisningerne alle ens ved at forbinde velsignelsen med et løfte – et løfte, som undertiden fremstilles som havende en umiddelbar opfyldelse (Matt 5,3; Matt 5,10), men som i de fleste tilfælde har et fremtidigt eller endog (sammenlign Matt 5,12) et eskatologisk perspektiv. Erklæringen om salighed bygger derfor ikke blot på besiddelsen af den egenskab eller erfaring, der beskrives, men på de nuværende eller fremtidige belønninger, som den fører til. De fattige i ånden kaldes salige ikke blot fordi de er fattige i ånden, men fordi Himmeriget er deres; de sørgende, fordi de skal trøstes; de, der hungrer og tørster efter retfærdighed, fordi de skal mættes; de, der forfølges, fordi en stor belønning er lagt til side for dem i himlen. Saligprisningerne er ofte blevet kritiseret for at opstille et ideal, hvis væsen er begrænsning, afsavn og selvfornægtelse, og som mangler de positive elementer, der er uundværlige for enhver fuldstændig forestilling om salighed. Men når man erkender, at velsignelsen i hvert enkelt tilfælde hviler på det tilknyttede løfte, falder kritikken til jorden. Kristus kræver af sine efterfølgere en fornægtelse af mange ting, der synes ønskværdige for det naturlige hjerte, og en villighed til at udholde mange andre ting, som mennesker naturligt viger tilbage for. Men ligesom den store selvudtømmelse i hans eget tilfælde blev efterfulgt af den herlige ophøjelse (Fil 2,6), sådan fører åndelig fattigdom og det at bære korset for hans disciples vedkommende jordens arv og en stor belønning i himlen med sig.

LITTERATUR.

Votaw i HDB, V, 14 ff; Adeney i Expositor, 5. række, II, 365 ff; Stanton, The Gospels as Historical Documents, II, 106 ff, 327 f; Gore, Sermon on the Mount, 15 ff; Dykes, Manifesto of the King, 25-200.

J. C. Lambert