Matthæus

math'-u: Apostlen og evangelisten Matthæus nævnes i de 4 fortegnelser over apostlene i Matt 10,3; Mark 3,18; Luk 6,15; ApG 1,13, skønt hans plads i denne liste ikke er konstant, men varierer mellem 7. og 8. plads og således bytter plads med Thomas. Navnet, der forekommer i de to former Matthaios og Maththaios, er en græsk gengivelse af det aramæiske Mattathyah, dvs. "Jahves gave", og svarer til Theodor. Før hans kaldelse til apostelembedet var hans navn ifølge Matt 9,9 Levi. Identiteten mellem Matthæus og Levi er praktisk talt hævet over enhver tvivl, som det fremgår af tilnavnet i Matt 10,3 og af en sammenligning af Mark 2,14; Luk 5,27 med Matt 9,9. Markus kalder ham "Alfæus' søn" (Mark 2,14), selv om dette ikke kan have været den Alfæus, som var far til Jakob den Lille; for hvis denne Jakob og Matthæus havde været brødre, ville dette uden tvivl være blevet nævnt, sådan som det er tilfældet med Peter og Andreas og også med Zebedæus' sønner. Om Jesus, sådan som han gjorde i flere andre af sine disciples tilfælde, gav ham det yderligere navn Matthæus, er noget, vi ikke har oplysninger om. Da han var tolder (ho telones, Matt 10,3) i Kapernaum, på Herodes Antipas' område, var Matthæus ikke egentlig en romersk embedsmand, men var i tjeneste hos tetrarken over Galilæa, eller muligvis en underordnet embedsmand, der tilhørte den klasse, som kaldtes portitores, og som tjente under publicani, eller de højere embedsmænd, der forpagtede de romerske skatter. Som sådan må han have haft nogen uddannelse, og uden tvivl må han ud over det hjemlige aramæisk have været bekendt med græsk. Hans villige modtagelse af Jesu kald viser, at han må have tilhørt den gruppe af toldere og syndere, som i Galilæa og andre steder så længselsfuldt hen til Jesus (Matt 11,19; Luk 7,34; Luk 15,1). Præcis på hvilket tidspunkt i Kristi tjeneste han blev kaldet, fremgår ikke med sikkerhed, men åbenbart ikke straks, eftersom Peter, Jakob og Johannes allerede var pålidelige disciple af Jesus på den dag, da han blev kaldet (Matt 9,11; Matt 9,14; Matt 9,18; Mark 5,37). I modsætning til de første seks blandt apostlene trådte Matthæus ikke ind i gruppen fra Johannes Døbers elever. Dette er praktisk talt alle de oplysninger, Det Nye Testamente giver om Matthæus' person, og hvad der findes i efterbibelske og udenbibelske kilder, er hovedsagelig et produkt af fantasien og bygger delvis på en forveksling af navnet Matthæus med Matthias (jf. Zahn, Introduction to the New Testament, kapitel liv, note 3). Traditionen siger, at han prædikede i 15 år i Israels land, og at han derefter drog til fremmede folkeslag; etiopierne, makedonerne, syrerne, perserne, partherne og Medien nævnes. Det siges, at han døde en naturlig død enten i Etiopien eller i Makedonien. Fortællingerne i den romersk-katolske kirke om, at han led martyrdøden den 21. september, og i den græske kirke om, at dette skete den 10. november, er uden noget historisk grundlag. Clemens af Alexandria (Strom., iv.9) gengiver Herakleons udtrykkelige benægtelse af, at Matthæus led martyrdøden.

G. H. Schodde