Bjergprædikenen på sletten

Denne titel gives undertiden til den tale, der er gengivet i Luk 6,20-49, fordi den ifølge evangeliet (6,17) blev holdt på en slette ved foden af bjerget. I mange henseender ligner denne tale den, der er gengivet i Matt 5-7, men i det store og hele er de to så forskellige, at det er usikkert, om de er forskellige gengivelser af den samme tale eller gengivelser af forskellige taler holdt ved forskellige lejligheder.

Se Bjergprædikenen.

1. Anledningen:

I modsætning til Bjergprædikenen, som får sin plads tidligt i den galilæiske tjeneste og før udvælgelsen af de Tolv, fremstilles denne begivenhed som anledningen til denne tale. Hvis de to beretninger er gengivelser af den samme tale, er Lukas' ramme sandsynligvis den historiske.

2. Indhold:

Prædikenen hos Lukas omfatter lidt mindre end en tredjedel af det stof, der er gengivet i Bjergprædikenen. Den lukanske tale omfatter kun en del af saligprisningerne, sammen med et sæt på fire »veer«, et ret kort afsnit om de sociale pligter og den afsluttende lignelse om de to huse.

3. Budskab:

Lukasevangeliet er blevet kaldt det sociale evangelium på grund af dets sympati med de fattige og dets betoning af pligten til et venligt sindelag. Denne sociale interesse er særlig fremtrædende i prædikenen. Her handler saligprisningerne om sociale forskelle. Hos Matthæus henviser de til åndelige tilstande. Her taler Jesus om dem, der sulter nu, sandsynligvis med betydningen legemlig sult. Hos Matthæus er henvisningen til sult og tørst efter retfærdighed. Hos Matthæus er skældsordene rettet mod de selvtilfredse religiøse lærere og deres religiøse formalisme. Her er det de rige og deres usociale ånd, der er genstand for ve-råbene. Denne sociale interesse understreges yderligere af, at Lukas' tale, ud over denne sociale betydning i saligprisningerne, udelader resten af Bjergprædikenen, bortset fra de dele, der handler om sociale relationer, såsom dem om den gyldne regel, pligten til universel kærlighed, ligheden mellem tjener og herre og forpligtelsen til et barmhjertigt sindelag.

Russell Benjamin Miller