Matthæusevangeliet

Forfatteren til denne bog var uden tvivl Matthæus, en af vor Herres apostle, hvis navn den bærer. Han skrev evangeliet om Kristus efter sine egne planer og formål og ud fra sit eget synspunkt, ligesom også de andre “evangelister” gjorde.

Hvad angår tidspunktet for dets tilblivelse, er der kun lidt i selve evangeliet, der viser det. Det blev tydeligvis skrevet før Jerusalems ødelæggelse (Matt 24) og nogen tid efter de begivenheder, det beretter om. Det sandsynlige er, at det blev skrevet mellem år 60 og 65 e.Kr.

Den tankegang og de udtryksformer, som forfatteren bruger, viser, at dette evangelium blev skrevet for jødekristne i Israels land. Hans store mål er at bevise, at Jesus fra Nazaret var den lovede Messias, og at de gamle profetier fik deres opfyldelse i ham. Evangeliet er fuldt af hentydninger til de steder i Det Gamle Testamente, hvor Kristus forudsiges og forudskildres. Det ene mål, der gennemtrænger hele bogen, er at vise, at Jesus er den, “som Moses i loven og profeterne skrev om.” Dette evangelium indeholder ikke færre end femogtres henvisninger til Det Gamle Testamente, hvoraf treogfyrre er direkte ordrette citater, og dermed langt flere end dem, der findes i de andre evangelier. Hovedtrækket i dette evangelium kan udtrykkes i mottoet: “Jeg er ikke kommet for at ophæve, men for at opfylde.”

Hvad angår det sprog, som dette evangelium blev skrevet på, er der megen strid. Mange mener, i overensstemmelse med gammel tradition, at det oprindeligt blev skrevet på hebraisk (dvs. den aramaiske eller syrisk-kaldæiske dialekt, som dengang var folkesproget blandt indbyggerne i Israels land), og siden oversat til græsk, enten af Matthæus selv eller af en ukendt person. Denne teori, skønt den ivrigt forsvares af dygtige kritikere, kan vi ikke se noget grundlag for at antage. Fra begyndelsen blev dette evangelium på græsk modtaget som autoritativt i kirken. Der er intet i det, der viser, at det er en oversættelse. Selv om Matthæus hovedsageligt skrev for jøderne, var de overalt fortrolige med det græske sprog. De samme grunde, som ville have peget på nødvendigheden af en oversættelse til græsk, ville have fået evangelisten til at skrive på græsk fra begyndelsen. Det indrømmes, at dette evangelium aldrig er blevet fundet i nogen anden form end den, vi nu har det i.

Det ledende kendetegn ved dette evangelium er, at det fremstiller Kristi kongelige herlighed og viser ham som den sande arving til Davids trone. Det er rigets evangelium. Matthæus bruger udtrykket “Himmeriget” (toogtredive gange), mens Lukas bruger udtrykket “Guds rige” (treogtredive gange). Nogle latiniserede former forekommer i dette evangelium, såsom kodrantes (Matt 5,26), for det latinske quadrans, og phragello (27,26), for det latinske flagello. Man må huske, at Matthæus var skatteopkræver for den romerske regering og derfor i kontakt med dem, der brugte det latinske sprog.

Hvad angår evangeliernes indbyrdes forhold, må vi fastholde, at hver forfatter til synoptikerne (de første tre) skrev uafhængigt af de to andre, og at Matthæus sandsynligvis var først i tid.

“Ud af i alt 1071 vers har Matthæus 387 fælles med Markus og Lukas, 130 med Markus, 184 med Lukas; kun 387 er særegne for det selv.”

Bogen kan passende inddeles i disse fire dele:

Indeholder Jesu slægtsregister, fødsel og barndom (1; 2).

Johannes Døbers taler og handlinger som forberedelse til Kristi offentlige tjeneste (3; 4,11).

Kristi taler og handlinger i Galilæa (4,12-20,16).

Vor Herres lidelser, død og opstandelse (20,17-28).