Senat; senator

sen'-at, sen'-a-ter: I Sl 105,22, "lære hans senatorer (Revised Version (British and American) "ældste") visdom." Det hebraiske er zaqen, "ældste" Septuaginta presbuteroi). I ApG 5,21, "sammenkaldte rådet og hele senatet for Israels børn." Det græske gerousia bruges her tydeligvis som en mere præcis ækvivalent til det foregående "råd" (sunedrion), hvortil det føjes med kai, forklarende. Der sigtes til Synedriet. Se Synedriet. Dette udtryk gerousia forekommer i Septuaginta 2 Mos 3,16 osv., og i 1 Makk 12,6; 2 Makk 1,10; 4,44 om jødernes øverste råd (se styreform). I 1 Makk 8,15; 12,3 bruges bouleuterion om det romerske senat, som siges at bestå af 320 medlemmer, der mødes dagligt og altid rådslår for folket, for at de kan blive godt styret. Disse udsagn er ikke helt nøjagtige, eftersom senatet normalt bestod af 300 medlemmer og ikke mødtes dagligt, men efter indkaldelse fra magistraterne. Oprindelig var senatorerne, ligesom jødernes gerousia, repræsentanter for familier og slægter (gentes); senere var de tidligere magistrater, suppleret, for at fuldtalliggøre medlemstallet, af repræsentanter for patriciske (med tiden også plebejiske) familier udvalgt af censoren. Embedstiden var sædvanligvis livsvarig, skønt den af en begrundet årsag kunne bringes til ophør af censoren. Selv om senatet forfatningsmæssigt kun var et rådgivende organ, blev dets råd (senatus consultum, auctoritas) i virkeligheden med tiden et påbud, som kun få vovede at se bort fra. I den republikanske periode styrede senatet i praksis Rom; under kejsertiden havde det mere og mere tendens til at blive kejsernes skabning og underdanige redskab.

William Arthur Heidel