Seng; sovekammer; sengestel

For Østens meget fattige var og er "sengen" i oldtiden som nu som regel den bare jord; og sengetøjet var den kjortel, simlah, eller "yderklædning", som blev båret om dagen ("For det er hans eneste dække, det er hans klædning for hans hud: hvad skal han sove i?" (2 Mos 22,27); jf. 5 Mos 24,13, "Du skal visselig give ham pantet tilbage, når solen går ned, så han kan sove i sin klædning").

Når man var på rejse eller som hyrde holdt vagt over sin hjord om natten, var en sådan "seng" den mest naturlige, og ofte tjente en sten som hovedpude. (Se 1 Mos 28,11, hvor Jakob "tog en af stenene på stedet og lagde den under sit hoved og lagde sig til at sove på dette sted.")

Et fremskridt i forhold til denne skik, som kom efterhånden eller under ændrede omstændigheder, var brugen af en måtte på gulvet som seng, med eller uden dække. Først blev den bogstaveligt lagt på gulvet, som i almindelighed var i ét fælles niveau, på et bekvemt sted nær væggen; men senere blev den lagt på en forhøjning, enten en hævet del af gulvet i den ene side eller et sengestel, hvilket gav anledning til udtrykket "at gå op til sengen" (jf. 1 Mos 49,33 English Versions of the Bible, "Han samlede sine fødder op i sengen," og Sl 132,3, "gå op i min seng").

1. Det Gamle Testamentes betegnelser for seng og hebræernes soveskikke:

Med en senere udvikling og civilisation begyndte "senge" at blive bygget på støtter og konstrueret i forskellige former, en kendsgerning som afspejles i de mange navne, der gives "sengen" i hebraisk og beslægtede sprog.

(1) Følgende hebraiske ord bruges i Bibelen om "seng", og skønt det på denne afstand i tid, sted og skik er umuligt at skelne dem skarpt fra hinanden, lønner det sig at studere dem: miTTah (1 Mos 48,2, "Og Israel tog sig sammen og satte sig på sengen"; Ex 8,3, "frøer .... skal komme ind i dit sovekammer og op på din seng"); mishkabh, jf. (1 Mos 49,4, Jakob til Ruben: "Fordi du gik op i din fars seng; da vanhelligede du den"); `eres (Ordsp 7,16, den "fremmede kvinde" siger: "Jeg har bredt tæpper af billedvæv ud over mit leje"; jf. Sl 41,3, "Du reder hele hans seng i hans sygdom"); matstsa` (kun én gang, Es 28,20, "For sengen er for kort til, at en mand kan strække sig på den; og dækket for smalt til, at han kan svøbe sig i det"); og yetsua` (Job 17,13, "Jeg har bredt mit leje ud i mørket"; 1 Krøn 5,1, "Han vanhelligede sin fars leje"; jf. 1 Mos 49,4, hvor den samme "fars seng" er mishkabh; Sl 63,6, "når jeg mindes dig på min seng"; Sl 132,3, "eller gå op i min seng").

(2) Der er langt fra de enkle soveskikke i 5 Mos 24,13 til de luksuriøse kunsthåndværk og skikke i tiden efter eksilet, da senge af fint træ og elfenben findes i brug blandt hebræerne, såvel som puder af de kostbareste materialer, kunstfærdigt broderede (se Judith 10,21; Est 1,6; jf. Højs 3,10); men det hele kom til som en naturlig såvel som kunstig udvikling, med ændrede forhold og kontakter og med voksende civilisation og luksus. Som markering af de forskellige stadier i denne udvikling finder vi billeder af de fattige, først sovende på jorden uden måtte eller madras, dernæst i ét fælles soverum for hele familien, ofte uden en særskilt seng, dernæst med "senge", som blot var vatterede tæpper eller tynde madrasser, og måtter til at holde dem fri af jorden; dernæst med endnu bedre "senge" lagt på lette, flytbare trærammer eller på mere ophøjede sengestel (jf. Sl 132,3 og Mark 4,21 Revised Version (British and American) "under sengen"). Graden af rigdom afhang naturligvis til en vis grad af tid og sted, men endnu mere af familiens velstand og stand og af typen af hus eller telt, de boede i, ligesom det er tilfældet selv hos nutidens beduiner. Profeten Amos giver et levende og sigende billede af luksusen hos visse af Israels børn, "som sidder i Samaria i hjørnet af en divan og på en sengs silkepuder" (Am 3,12); og af visse børn af luksus, "som ligger på elfenbenssenge og strækker sig på deres lejer og spiser lam fra hjorden .... som drikker vin af skåle og salver sig med de fineste olier; men de sørger ikke over Josefs ulykke" (Am 6,4-6; jf. Åb 18,10-13).

(3) Vi finder, at de fattige, mens de for det meste sov i deres almindelige klæder, ofte i koldt vejr redte deres senge af dyreskind, gamle kapper eller tæpper, sådan som de stadig gør i Østen. De "senge" og det "sengetøj", der nu er i almindelig brug blandt orientalere, er vi sikre på i høj grad de samme, som de var i gamle dage. "Sengestel" af nogen prætention var og er sjældne blandt almindelige folk; men rigdommen i "senge" og "sengestel" blandt asiater af velstand og rang var fuldt på højde med grækernes og romernes (jf. Ordsp 7,16; Ordsp 7,17, "Jeg har bredt tæpper af billedvæv ud over mit leje, med stribede klæder af Egyptens garn. Jeg har parfumeret min seng med myrra, aloe og kanel"); Højs 1,16; Højs 1,17: "Bjælkerne i vort hus er cedre, og vore spær er cypresser .... også vort leje er grønt." Jf. Salomos "bærestol", "af Libanons træ", "dens søjler af sølv", "bunden af guld" og "sædet af purpur" (Højs 3,9; Højs 3,10).

(4) Så snart en familie havde råd til det, blev et særligt soveværelse afsat, og hele familien sov i det (se Luk 11,5-8, "Mine børn er hos mig i sengen"). Når huset havde to etager, blev den øverste etage brugt til at sove i, eller, i meget varmt vejr, helst taget eller rummet på taget. Se hus. Når morgenen kom, blev "sengen", et vatteret tæppe eller en madras, brugt med eller uden dække efter årstiden, rullet sammen, luftet og lagt i solen og derefter lagt til side på den hævede platform eller pakket væk i en kiste eller et skab.

Ordene mishkabh og miTTah fik en billedlig betydning, der betegner det endelige hvilested; og `eres, brugt om kong Ogs »sengestel« (5 Mos 3,11), menes af nogle at betyde hans sarkofag (Benzinger, Hebrew Arch., 123; Nowack, I, 143). 1 Mos 47,31, »Og Israel bøjede sig over sengens hovedende«, er ikke rigtigt gengivet (se stav, og Crit. Commentary på det anførte sted).

2. Nytestamentlige betegnelser for seng, deres betydning osv.:

(1) Vi finder flere græske ord, kline, krabbatos og koitte, brugt i Det Nye Testamente noget i flæng og gengivet i de engelske bibeloversættelser med »bed«, »couch« osv.; men som med de nævnte hebraiske ord er der ikke meget, der angiver helt nøjagtigt, hvad de hver især står for, eller hvordan de forholder sig til de hebraiske betegnelser, der gengives med »seng« eller »leje« i Det Gamle Testamente. Én ting kan vi være sikre på, når vi slutter ud fra det, vi ved om »det uforanderlige Østen«: Hebræernes »senge« og soveskikke på Kristi tid var i hovedsagen omtrent, som de var i den senere gammeltestamentlige tid.

(2) Et interessant tilfælde at undersøge er manden, der var »lam«, og som de bragte til Jesus, »liggende på en seng«, og som, da han blev helbredt, »tog sengen og gik ud for øjnene af dem alle« (Matt 9,2; Matt 9,6; Mark 2,4; Mark 2,12; Luk 5,18; Luk 5,19; sammenlign Joh 5,8). Her blev den »seng«, som den lamme lå på, sænket ned fra hustaget »gennem teglene med hans leje ind midt foran Jesus« (Luk 5,18; Luk 5,19); og da manden var blevet helbredt, befalede Jesus ham, som Lukas siger, at »tage (sit) leje og gå til (sit) hus«, og han »tog det, han lå på, og gik til sit hus, mens han priste Gud« (Luk 5,24; Luk 5,25). Det synes derfor, at denne »seng« var en kombination af en »båre« og et »leje«, en tynd madras på en let, transportabel ramme, sådan som vi allerede har set var i brug blandt de gamle. Et andet beslægtet tilfælde var den syge mand ved Betesda-dammen (Joh 5,2), som Jesus helbredte og befalede at »tage sin seng og gå«, og han »tog sin seng og gik«; kun i dette tilfælde synes »sengen« at være en »båre« uden rammen.

(3) Jesus spørger i sin undervisning (Mark 4,21; sammenlign Luk 8,16) med ord, som er betydningsfulde i denne sammenhæng: »Bliver lampen bragt ind for at sættes under .... sengen?« (Luk 8,16: »Ingen, når han har tændt en lampe, dækker den med et kar eller sætter den under en seng«). Her er »sengen« tydeligvis »sengestellet«, sengetøj, forhæng og det hele, hvorunder »lampen« ville blive skjult og hindret i sin funktion med at »give lys til alle i rummet«. Igen (Luk 17,34) siger Jesus: »Den nat skal der være to mænd på én seng«, hvilket er et tilfældigt vidnesbyrd om, at datidens »senge« ikke alle var »bårer« eller »lejer« kun til én person (sammenlign Luk 11,7, »Mine børn er hos mig i sengen«; Højs 1,16; Højs 3,10; Ordsp 7,16; Ordsp 7,18).

(4) Om billedlig brug hos profeterne (f.eks. Ez 23,17) og i Det Nye Testamente (f.eks. »Lad sengen være ubesmittet«, Hebr 13,4), se kommentarer på det anførte sted

George B. Eager