Regering

guv'-ern-ment: Hebræernes styreform varierede i forskellige perioder, hvoraf vi kan skelne syv:

(1) den nomadiske periode, fra udvandringen til indtoget i Kanaan;

(2) overgangsperioden fra nomadisk til borgerligt liv;

(3) monarkiet;

(4) perioden under underkastelse under andre orientalske folk;

(5) perioden fra Ezra til grækerne;

(6) græsk herredømme;

(7) romersk herredømme.

1. Den nomadiske periode:

Styreformen i den tidligste periode er den, der hører til nomadestammer, sammensat af familier og klaner, og den er på ingen måde særegen for hebræerne, men deles i sine væsentlige træk af de mest forskellige folk på et tilsvarende civilisationstrin. Selv om vi kunne hente illustrationer fra mange kilder, giver beduinernes styreform, semitiske nomader som bebor Arabiens stepper, den mest lærerige parallel. I den patriarkalske tilstand er familien faderens husstand (inklusive slaver og medhustruer); han er dens overhoved og har magt over liv og død over sine børn (kap. 22; Dom 11,31). En klan er en samling familier under en fælles høvding, valgt på grund af sine personlige kvalifikationer, såsom tapperhed og gavmild gæstfrihed. Klanens sammensætning var i det væsentlige skiftende og kunne, alt efter omstændighederne, miste eller få enkeltpersoner og familier. Selv om besiddelsen af de samme græsningsområder uden tvivl spillede en stor rolle i at bestemme klanens præg, blev forestillingen om afstamning fra en fælles forfader opretholdt, selv når slægtskabet blev etableret ved blodpagten. Efter al sandsynlighed tjente fælles gudsdyrkelse, som bandt stammen sammen, også som det mest effektive foreningsbånd i klanen. Spor af sådanne klankulter kan stadig påvises (1 Sam 20,5; Dom 18,19). Den velkendte tradition om de tolv stammer må ikke få os til at overse vidnesbyrdet om, at heller ikke stammen var konstant. Omtalen af kenitterne (Dom 1,16) og listen over stammer i Deboras sang (Dom 5) minder os om, at sådanne organisationer forsvandt. Ved den omstilling, der fulgte med overgangen fra nomadens hyrdeliv til den fastboende agerbrugsbefolknings liv i Kanaan, blev mange enheder uden tvivl flyttet fra én stamme til en anden, og det samme resultat kan antages at være fulgt af den endeløse strid mellem stammerne før og under kongernes tid. Den store og mægtige Juda stamme synes at være opstået forholdsvis sent. Stammernes samling under Moses' ledelse lignede i det væsentlige dannelsen af en ny stamme ud fra en gruppe klaner, som var drevet af ønsket om at nå et fælles mål. Mange sådanne midlertidige sammenslutninger må være opstået, blot for at bukke under for de centrifugale kræfter i jalousi og modstridende interesser. Selv efter hebræernes indtog i Kanaan er deres historie længe snarere beslægtede stammers historie end en nations. Moses' lederskab hvilede på personlig, ikke forfatningsmæssig, autoritet og blev gjort usikkert af familie- og klankrav, som i tilfældet med Kora, Datan og Abiram (4 Mos 16). Moses' myndighed omfattede naturligt retsplejen såvel som forhold vedrørende krig og religion. Han udpegede embedsmænd til at hjælpe sig i denne dømmende funktion (2 Mos 18,21), men de love, som de dømte efter, var sædvane og skik, ikke en skreven lovbog. Som blandt stammehøvdingene blev vigtige sager forelagt lederen, som i tvivlstilfælde eller hvor der ikke fandtes anerkendt sædvane, tyede til lodkastning eller til oraklet.

2. Overgangsperioden:

Da de nomadiske stammer bosatte sig i Kanaan og blev et landbrugfolk, fulgte en periode med uro på grund af behovet for tilpasning til ændrede forhold. Den gamle stammeopbygning, som var glimrende egnet til det tidligere liv, passede dårligt til de nye krav. Disse kan sammenfattes i kravet om at erstatte stammestyret, som kun tog hensyn til familie-, klan- og stammens interesser, med en lokal organisation baseret på enkeltpersoners rettigheder. En sådan tilpasning skete naturligvis ikke øjeblikkeligt, men kom gradvis som svar på samfundets langsomt voksende behov. Udviklingen kom heller ikke udelukkende indefra, men blev utvivlsomt i høj grad påvirket af institutionerne blandt Kanaans befolkning, hvoraf kun en del var blevet fordrevet af erobrerne. Skønt stammerne stadig holdt fast på fiksjonen om at stamme fra en fælles forfader, som kom til udtryk i de accepterede slægtstavler, der oplistede klaner i stammer og stammer i en nation, blev det, der nu kaldte sig en "stamme", mindre et samlingspunkt for beslægtede enheder end en geografisk enhed eller gruppe af enheder. Tiden var turbulent, rystet af modsatrettede kræfter indenfor stammerne og fjender udefra. Da opstod en klasse af kriger-høvdinge med stærk personlighed, benævnt med et nyt navn. "Dommeren" (shophet) var ikke hersker over en nation, men høvdinge over en stamme, der vandt og bevarede sin magt gennem sin personlige styrke. Tilfældene med Gideon og Abimelek (Dom 8; Dom 9) viser, at dommerens magt ikke var arvelig. I takt med de generelt ændrede forhold blev "de ældste" (zeqenim), som tidligere var hovedsmænd for familier eller slægter, muligvis under kanaaniternes indflydelse, konstitueret som en aristokratisk øvre klasse med visse administrative funktioner og som rådsgivere. Også byer voksede og fik betydning, således at de omliggende landsbyer blev underordnet dem, sandsynligvis endda styret fra dem som executive centre. I alt dette ligger en vis lighed med den proces, hvorved Athen i perioden umiddelbart før historieskrivningen begyndte blev hovedstad for Attika, og konventionelle stammer erstattede de baseret på blodsbånd, mens fremvæksten af den rent lokale demoorganisation hurtigt førte til de "tyranner". Klanenes og stammernes højtliggende steder fortsatte med at blive besøgt, og visse "seere" (1 Sam 9,6) nød betragteligt anseelse på grund af deres særlige forhold til stammeguden.

3. Monarkiet:

Mens succesionen blandt stammehøvdingene og "dommerne" var afhængig af personlige kvalifikationer, er nedarvelighedsprincippet væsentligt for monarkiet, som opstod fra ønsket om at regulere succesionen for at sikre en pålidelig autoritativ ledelse. Dette princip kunne naturligvis ikke påberåbes ved Sauls, den første konges (melekh), udnævnelse, som han nåede gennem sin personlige styrke, understøttet af "seeren" Samuels indflydelsesrige gunst. Hans søn Isbosjet regerede i to år over Israel, men mistede sin trone gennem sine undersåtters afgørende utilfredshed (2 Sam 2). Davids, Judas konge, tiltræden af hele Israels trone var ligeledes usædvanlig, idet den skyldtes både arvens kandidats karakter og hans egen kvalifikationer. Salomo, som Davids valgte, fulgte ved ret af arv med støtte fra militære og religiøse ledere. I det sydlige rige Judæa blev arven herefter overholdt på grund af dets homogenitet og den deraf følgende fraværelse af indre uenighed; hvorimod princippet ofte fejlede i det turbulente nordlige Israel, som var splittede af stammeslskab. Men selv hvor arven ikke var effektiv, blev den anerkendt som at udgøre et krav på tronen, skønt folkets stemme, som havde været øverst i monarkiets institution, altid var en kraft, der skulle tages i betragtning.

(1) Kongelige forrettigheder.

Monarkiets historie og funktioner definerede kongens forrettigheder og pligter. På samme måde som husfaderen eller stammehøvdingen fungerede som repræsentant for sine undersåtter i religiøse anliggender, krig og retskipning, gjorde kongen det også. I alle disse områder havde han øverste myndighed, som han udøvede enten personligt eller gennem repræsentanter, der således blev del af det kongelige apparat. Det skal bemærkes, at kongens præstegørende eller sakrale karakter, som blot var en udvidelse af hans privilegier som individ og husoverhoved, ikke blev understreget blandt hebræerne i samme grad som blandt andre orientalske folkeslag; og præsterne, som han udnævnte, var måske i første omgang hofkapellaner, skønt de med tiden fik større autoritet. Kongens ansvar for offentlighedens sikkerhed medførte pligten til at vogte statens skattkammer, hvis skattkammeret i templerne blev anset for at høre til; og det var hans privelegie at bruge dem når nødvendigt til forsvar. Opkrævningen af skatter og indsamlingen og brugen af indtægter fra forskellige kilder tilfaldt ligeledes nødvendigvis kongen og hans repræsentanter.

(2) Embedsmænd.

Angående konges hof under Saul og David får vi forholdsvis lidt at vide; selv angående Salomos får vi ikke fuld oplysning, skønt vi ved, at det må have været meget langt fra den oprindelige enkelthed. Vi kan klassificere de kendte embedsmænd som følger:

(a) religiøse: præster (2 Sam 8,17; 2 Sam 20,23);

(b) husstanden: mundskænk (1Kong 10,5); klædekammer-mester (2Kong 10,22); husets øverstemand (1Kong 4,6), som sandsynligvis var en eunuk (1Kong 22,9; 2Kong 8,6; 2Kong 9,32);

(c) stat: skriver eller sekretær (2 Sam 8,17; 2 Sam 20,25 osv.); historieskriver eller tilskynder (1 Kong 4,3); kongens rådgiver (2 Sam 15,12); og måske kongens ven (2 Sam 15,37; 2 Sam 16,16); tilsynsmand over tvangsarbejdet (2 Sam 20,24);

(d) militær: øverstbefalende for hæren (2 Sam 8,16); befalingsmand over kongens vagter (?) (2 Sam 8,18; 2 Sam 20,23).

(3) Skatte- og finansinstitutioner.

Sauls herredømme var så enkelt, at det kun stillede små krav til folkets ressourcer. Han levede som en stammehøvding på sin fædrenegård, idet han modtog frivillige gaver fra sine undersåtter (1 Sam 10,27; 1 Sam 16,20) og uden tvivl også sin retmæssige del af byttet. Om han indførte en regelmæssig skat (sammenlign 1 Sam 17,25), er ikke sikkert. Med nationens vækst og velstand ændrede David hoffets karakter og efterlignede i nogen grad andre orientalske herskeres stat. Det er ikke klart, om han opkrævede en regelmæssig skat, skønt man kan formode, at han havde det for øje, sammen med reguleringen af tvangsarbejdet, da han befalede den folketælling, der blev foretaget i hans tid (2 Sam 24,1). Vi ved, at han modtog sin del af byttet (2 Sam 8,11; 2 Sam 12,30). Den tiltagende luksus ved Salomos hof krævede pålæggelse af yderligere skatter. Det er sandsynligt, at en vis indtægt kom fra tvungen dyrkning af kronens jorder (1 Sam 8,12), selv om tvangsarbejdet, som blev yderst byrdefuldt og senere fremkaldte Nordrigets løsrivelse, hovedsagelig blev anvendt til offentlige arbejder. Tributten fra underlagte folk (1 Kong 4,21) var betydelig (1 Kong 10,14). Nu hører vi for første gang om skatter på karavaner og købmænd, skønt det efter al sandsynlighed var en indtægtskilde allerede på nomadehøvdingenes tid; der var også indtægter fra fragtfarten med hans handelsflåde (1 Kong 10,11; 1 Kong 10,22) og fra handelen med heste og vogne, som blev drevet med Egypten (1 Kong 10,28). Salomo delte også sit rige i tolv provinser, der blev ledet af præfekter, som skulle sørge for fødevarer til kongen og hans husstand: hver præfekt skulle sørge for forsyninger i én måned om året (1 Kong 4,7). Det fremgår ikke, om Juda, som ikke er medtaget på listen over provinser, som et tegn på særlig gunst var fritaget for denne skat, eller om udeladelsen skal forklares på anden måde. Akabs beslaglæggelse af Nabots vingård (1 Kong 1) får det til at synes ikke usandsynligt, at ejendom tilhørende personer, der blev dømt for visse anklager, tilfaldt kongen.

(4) Retspleje.

Kongen sad, ligesom stammehøvdingen på stepperne, stadig til doms, men især i vigtige sager; mindre betydelige sager blev afgjort af provinsernes præfekter og andre embedsmænd. Under de tidligere konger fandtes der ingen lovbog bortset fra Pagtens Bog (2 Mos 20 2 Mos 22 2 Mos 23), men dom blev afsagt på grundlag af sædvaneret eller brug, idet dommerens funktion i det væsentlige var en voldgiftsmands. Om den senere lovbog se DEUTERONOMIUM.

(5) Religion.

Kongen blev betragtet som sit folks naturlige repræsentant over for Gud; men selv om han personligt udøvede visse præstelige funktioner, blev sådanne hverv i almindelighed udført af den præst, som han havde udnævnt.

(6) Verdslig administration.

Kongens myndighed i statssager blev udøvet dels af ham personligt, dels gennem hans ministre, »fyrsterne« (1 Kong 4,2). Blandt disse funktioner må regnes forbindelsen med underlagte og fremmede fyrster og ledelsen af tvangsarbejdet, som blev anvendt til offentlige forbedringer, dels militære, som ved befæstningen af byer, dels religiøse, som ved opførelsen af templet. Lokale anliggender var altid i vid udstrækning blevet overladt til stammerne og deres underafdelinger, men med den gradvise vækst i kongelig myndighed søgte kongen at udøve den mere og mere i ledelsen af landsbysamfundene. Omvendt havde »folkets ældste«, som kommunernes (om end aristokratiske) repræsentanter, lejlighedsvis også en stemme selv i større statssager.

4. Israel under orientalske herskere:

Princippet om lokal selvstyre blev i vid udstrækning overholdt i de orientalske stater, som hovedsagelig beskæftigede sig med politisk og militær organisation og med opkrævning af indtægter. Derfor er der ingen grund til overraskelse, når man finder, at jøderne nød en høj grad af selvstyre i den periode, hvor de var underlagt andre orientalske magter, og at de selv under eksilet i tvistigheder søgte dom hos deres egne repræsentanter. Under persisk herredømme udgjorde Israels land en del af satrapiet vest for Eufrat og havde en tid sin egen statholder.

5. Efter genoprettelsen:

Ezra og Nehemias bestræbte sig på at indføre en ny lovbog, som efter en periode på måske to århundreder etablerede en dobbelt regeringsform underlagt lensherrens øverste myndighed. Ved den nye lovbog blev de verdslige embedsmænd underordnet ypperstepræsten, som således i praksis indtog stillingen som en konstitutionel fyrste, der regerede under Loven. »Fyrsten« fortsatte dog, som stammernes repræsentant, og »folkets ældste«, som kommunernes repræsentanter, med at udøve en vis begrænset myndighed.

6. Grækerne:

7. Romerne:

Da Pompejus gjorde ende på hasmonæernes styre, fortsatte regeringen med ringe væsentlige ændringer. Efter grækkernes kongelige forbillede udnævnte romerne først præsten til »folkets leder«. Han blev imidlertid snart frataget sit politiske værdighed i en periode, idet landet blev delt i fem distrikter, hver styret af sit »synedrium«; men Cæsar erhøjede præsten igen til embedet som etnark. Under Herodes mistede præsten og synedrium'et (Sanhedrin), som han kunne udnævne eller afsætte efter behag, meget af deres tidligere anseelse og magt. Efter Herodes' død blev landet igen delt op, og en prokurator, underordnet Syrians statholder, regerede i Judæa med praktisk uafhængighed inden for sit område. I deres indre anliggender nød jøderne nu, som under tidligere herskere, stor frihed. Da præsten ikke længere udøvede nogen politisk myndighed, vandt synedrium'et, som han var medlem af, nu i indflydelse og var faktisk et aristokratisk råd, som i mange henseender lignede det romerske senat. Det forenede domstols- og administrationsopgaver, begrænset i udøvelsen af sin myndighed kun derved, at dets afgørelser kunne blive påklaget til prokuratorens revision. (Se STATHOLDER.) Naturligt nok var de øvrige jurisdiktioner organiseret efter samme model, hver med sit synedrium kompetent i lokale spørgsmål. Synedrium'et i Jerusalem fungerede også som styrelsesorgan for byen.

William Arthur Heidel