Semitter, semitisk religion

sem'-its, sem-it'-ik,

1. Bibelske henvisninger

2. Sems fem sønner

3. Semitternes oprindelige hjem

4. Sammenblanding med andre folkeslag

5. Pålideligheden af 1 Mosebog 10

6. Semitiske sprog

7. Semitisk religion

(1) Dens særlige teisme

(2) Guds personlighed

(3) Dens syn på naturen

(4) Gud som moralsk væsen

LITTERATUR

1. Bibelske henvisninger:

Ordene »semitter« og »semitisk« forekommer ikke i Bibelen, men er afledt af navnet på Noas ældste søn, Sem (1 Mos 5,32; 1 Mos 6,10; 1 Mos 9,18; 1 Mos 9,23; 1 Mos 10,1; 1 Mos 10,21; 1 Mos 11,10; 1 Mos 11,1). Tidligere var betegnelsen begrænset til dem, der nævnes i 1 Mos 10; 1 Mos 11 som Sems efterkommere, hvoraf de fleste kan spores historisk og geografisk; men i nyere tid er betegnelsen blevet udvidet til også at omfatte andre, som ikke i Bibelen angives som semitter, og som faktisk klart kaldes hamitiske, f.eks. babylonierne (1 Mos 10,10) og fønikerne og kana’anæerne (1 Mos 10,15-19). Grundene til at medtage disse bibelske hamitter blandt semitterne er hovedsagelig sproglige, selv om politiske, handelsmæssige og religiøse slægtskaber også tages i betragtning. Historien og studiet af sammenlignende filologi antyder imidlertid, at et sprogligt argument ikke er tilstrækkeligt.

2. Sems fem sønner:

Sems sønner angives som Elam, Asshur, Arpakshad, Lud og Aram (1 Mos 10,22). Alle undtagen den tredje er let blevet identificeret: Elam som den historiske nation i højlandet øst for Tigris, mellem Medien og Persien; Asshur som assyrerne; Lud som lyderne i Lilleasien; og Aram som aramæerne både øst og vest for Eufrat. Den største usikkerhed ligger i identifikationen af Arpakshad, semitternes mest frugtbare stamfader, især til dem, der har bibelsk og senere betydning. Fra ham nedstammede hebræerne og de arabiske stammer, sandsynligvis også nogle østafrikanske kolonier (1 Mos 10,24-30; 1 Mos 11,12-26). Formen af hans navn 'arpakhshadh) har voldt etnografer uendelige vanskeligheder. McCurdy deler det i to ord, Arpach eller Arpath, uidentificeret, og kesedh, ental af kasdim, dvs. kaldæerne; Schrader fastholder også den kaldæiske fortolkning, og kaldæerne selv førte deres afstamning tilbage til Arpakshad (Josephus, Ant, I, vi, 4); det er også blevet foreslået at tolke det som »kaldæernes grænse« (BDB; Dillmann, på det anførte sted). Men den historiske, almindelige og mest tilfredsstillende identifikation er med Arrapachitis, nordøst for Assyrien ved udspringene til Øvre Zab i det armenske højland (således Ptolemæus, klassiske geografer, Gesenius, Delitzsch). Delitzsch gør opmærksom på den armenske endelse shadh (Commentary on Genesis, på det anførte sted).

3. Semitternes oprindelige hjem:

Hvis vi altså accepterer denne identifikation af Arpakshad som den nordøstligste af de fem semitiske familier (1 Mos 10,22), står vi stadig over for problemet om semitternes oprindelige hjem og racemæssige oprindelse. Forskellige teorier er naturligvis blevet fremsat; fantasi og formodning har bevæget sig fra Afrika til Centralasien.

(1) Den mest almindelige, næsten alment accepterede, teori placerer deres begyndelse i Arabien på grund af det arabiske sprogs konservative og primitive semitiske præg, de forskellige grene af folkets ørkenkendetegn og de historiske bevægelser af semitiske stammer nordpå og vestpå fra Arabien. Men denne teori forklarer ikke nogle af de mest betydningsfulde fakta: f.eks. at de semitiske udviklinger i Arabien tidsmæssigt er de sidste, ikke de første, sådan som det måtte have været tilfældet, hvis Arabien var folkets vugge. Denne teori forklarer ikke elamitternes semitiske oprindelse, undtagen ved benægtelse; endnu mindre gør den rede for Arpakshads placering endnu længere mod nord. Det er ikke vanskeligt at forstå en folkevandring fra bjergene i nordøst til lavlandene i syd og vest. Men hvordan primitive arabere kunne være vandret opad, så at sige, for at slå sig ned i de mediske og armenske bjerge, er et langt vanskeligere spørgsmål.

(2) Vi må vende tilbage til den historiske og mere naturlige placering af det gamle semitiske hjem på bjergskråningerne og i Armeniens frugtbare dale. Derfra vandrede den ældste gren i forhistorisk tid mod syd for at blive til det historiske Elam; Lud drog vestpå ind i Lilleasien; Asshur fandt vej ned ad Tigris og blev til det robuste hyrdefolk på det mellemste mesopotamiske plateau, indtil de babyloniske kolonisters og civilisationens invasion; Aram fandt et hjem i Øvre Mesopotamien; mens Arpakshad, der blev længere i det oprindelige hjem, gav sit navn til i det mindste en del af det. Dér, i de frugtbare dale mellem de høje bjerge, udviklede de gamle semitter deres særprægede stammeliv, som fremhævede naturens skønhed og nære sammenhæng, familiens hellighed, den moralske forpligtelse og troen på en personlig Gud, som de tænkte på som et medlem af stammen eller en ven af familien. Bjergdalenes indelukkethed er en lige så fyldestgørende forklaring på de semitiske træk som oasens isolation. Således strømmede stadig større skarer af semitter fra det renere liv i deres højlandshjem, hvor de særprægede og kraftige elementer var blevet udviklet, som skulle præge menneskehedens historie med den semitiske tro, over bjergbarriererne ud på slettelandets bredere flader. Ligesom deres egne bjergkilder og strømme søgte vej til havet ned gennem Tigris’ og Eufrats lejer, fulgte de semitiske stammer de samme naturlige veje til deres fremtidige hjem: Elam, Babylonien, Assyrien, Mesopotamien, Arabien, Israels land. De, der bosatte sig i Arabien, sendte videre udvandringer ind i Afrika, ligesom de slog tilbage ind i ørkenen vest for Eufrat, Syrien og Israels land. Således blev Vestasien skuepladsen for semitisk liv, hvis påvirkninger også nåede Egypten og, gennem Fønikien, det fjerne vestlige Middelhavsområde.

4. Sammenblanding med andre folkeslag:

Mens vi med rette kan kalde Vest- og Sydvestasien for de semitiske folks hjem, står vanskeligheden stadig tilbage med bestemt at adskille dem fra de andre racer, blandt hvilke de levede. De historiske babyloniere var f.eks. semitter; alligevel fordrev de et tidligere ikke-semitisk folk og blev selv ofte invaderet af andre racer, såsom hittitterne, og endda egypterne. Det er derfor ikke sikkert, hvilke af babyloniernes guder, skikke, love osv. der var semitiske og ikke overtaget fra dem, som de afløste.

Assyrien var racemæssigt rent semitisk, men hendes love, skikke, litteratur og mange af hendes guder blev erhvervet fra Babylonien; i den grad var dette sandt, at vi står i gæld til assyreren Ashurbanipals bibliotek for meget af det, vi ved om babylonisk religion, litteratur og historie. Også i Syrien gjorde de samme blandede forhold sig gældende, for gennem Syrien, ved Eufrats vadesteder, lå folkenes hovedvej, og hittitter og mitannere delte til tider landet med hende og efterlod deres indflydelse. Muligvis løb semitisk blod renest i Arabien, men selv i Arabien var der stammer fra andre racer; og folketavlen i 1 Mosebog deler dette land mellem efterkommerne af både Kam og Sem (se folketavlen). Til sidst, i Israels land, finder vi fra selve begyndelsen af dets historiske periode en sammenblanding og forvirring af racer og religioner, som intet andet semitisk centrum fremviser. Et hamitisk folk gav landet et af dets almindelige navne – Kanaan, mens de hedenske og sent ankomne filistre gav det det mest brugte navn – landet. De arkaiske rester af horitter, avvitter og hivvitter bliver afdækket ved udgravninger; disse racer overlevede utvivlsomt stedvis længe efter den semitiske invasion og bidrog med deres andel til landets skikke og religiøse praksisser. Hittitten var også i landet og holdt forposter fra sit nordlige rige, selv i det yderste syd af landet. Hvis amoritternes blå øjne og lyse hud, som er afbildet på egyptiske monumenter, er sande gengivelser, kan vi tro, at Nordens gigantiske ariere også havde deres del i Israels land

5. Pålideligheden af 1 Mosebog 10:

Det er nu sædvanligt i bibelsk etnologi at se bort fra klassifikationen i 1 Mosebog 10 og at gruppere alle folkeslagene i Israels land som semitiske, især kanaanæeren og fønikeren sammen med hebræeren. McCurdy behandler i Standard BD de forskellige guder og religiøse skikke i Israels land, som om de alle var semitiske, skønt disse i Det Gamle Testamente gennemgående fremstilles som fremmede racers forvanskninger og vederstyggeligheder, som hebræerne fik befaling om at udrydde. Overtagelsen af dem ville være, og var, fjendtlig mod deres egen fædrene tro. Fordi hebræerne til sidst overtog fønikerens sprog, tilegnede sig hans kunst og bekvemmeligheder, drev handel på hans skibe og under Akabs regering antog hans Baal og Astarte, er vi slet ikke berettigede til hastigt at drage den slutning, at fønikerne repræsenterede en primitiv semitisk type. Raceidentifikation ud fra sproglige argumenter er altid usikker, som historien tydeligt viser. Man kunne lige så godt sige, at latin og evangeliet var saksiske. Der er tegn på, at hebræernes skikke og endda deres tidlige sprog var anderledes end hos det folk, som de undertvang og fordrev. Sådan er den sammenhængende tradition for deres race, idet Bibelen altid understreger den uforligelige forskel mellem deres fædrene tro og Kanaans folks praksisser. Vi kan konkludere, at grundene til at se bort fra klassifikationen i 1 Mosebog med hensyn til semitterne og nabofolkene ikke er afgørende. Ud fra dette frugtbare folkenes moderliv, Kaukasus, drog semitterne, en gren af de kaukasiske folk, mod sydvest – ligesom deres fætre hamitterne tidligere drog mod syd, og som deres yngre slægtninge, arierne, skulle drage mod nord og vest – med markante racetræk og en udpræget religiøs udvikling, for at spille en førende rolle i menneskets liv.

6. Semitiske sprog:

Udtrykket semitiske sprog bruges om en gruppe sprog, som har markante fællestræk, der også adskiller dem fra andre sprog. Men vi må undgå den unødvendige slutning, at folkeslag, der bruger samme eller beslægtede sprog, er af samme afstamning. Der findes andre forklaringer på sprogligt slægtskab end racemæssige, ligesom indianerne i Mexico kan tale spansk, og tyskerne i Milwaukee kan tale engelsk. Sådan kan også nabofolk eller sammenblandede folkeslag ganske naturligt have brugt grene af den semitiske sprogstamme. Det er dog sandt, at de folkeslag, som virkelig var semitiske, brugte sprog, der er slående beslægtede. Disse er blevet grupperet som

(1) østlige semitiske sprog, herunder babylonisk og assyrisk;

(2) nordlige, herunder syrisk og aramæisk;

(3) vestlige, herunder kanaanæisk eller fønikisk og hebraisk, og

(4) sydlige, herunder arabisk, sabæisk og etiopisk (sammenlign Geden, Introduction to the Hebrew Bible, 14-28).

De særlige kendetegn ved denne sprogfamilie er

(1) den trilitterale rod,

(2) konsonantskriften, idet angivelse af vokaler var unødvendig, så længe sproget blev talt,

(3) den sparsomme brug af måder og tider i verbalbøjningen, idet enhver handling grafisk blev betragtet som hørende til et af to stadier i tiden: fuldendt eller ufuldendt,

(4) den ringe mængde ordklasser, hvor verbum og substantiv dækker næsten alle ordenes relationer,

(5) den hyppige brug af indre ændring i ordenes bøjning, f.eks. fordobling af en konsonant eller ændring af en vokal, og

(6) brugen af visse bogstaver, kaldet »servile«, som præfikser eller suffikser i bøjning; disse er dele af pronominer eller de nedslidte rester af substantiver og partikler. Skrivemåden var ikke ensartet i disse sprog; babylonisk og assyrisk var ideografiske og syllabiske og blev skrevet fra venstre mod højre, mens aramæisk, hebraisk og arabisk var alfabetiske og blev skrevet fra højre mod venstre.

Gruppens primitive former og bøjninger er bedst bevaret i arabisk på grund af ørkenfolkenes konservatisme, og i assyrisk på grund af dette riges pludselige undergang og begravelsen af optegnelserne på dette sprog i en forholdsvis ren tilstand, så de kunne bringes frem i lyset igen ved udforskningen i det 19. århundrede. Alle de ovenfor nævnte kendetegn viser sig tydeligt i Det Gamle Testamentes hebraisk.

7. Semitisk religion:

I studiet af semitisk religion findes der to tilbøjeligheder til fejltagelse:

(1) Den vestlige, pragmatiske og usympatiske overbelastning af orientalske natursymboler og levende billedrig tale. Fordi semitten brugte billedet af klippen (5 Mos 32,4; 5 Mos 32,18; 5 Mos 32,30) til at beskrive Gud eller poetisk forestillede sig stormskyen som Jahves vogn (Sl 104,3), må vi ikke lade os føre til at tro, at hans religion var en vild animisme, eller at Israels Jahve kun var grækernes Zeus. Hvordan skulle et fantasifuldt naturbarn tale om den usete åndelige magt, hvis ikke i naturens rigeste analogier?

(2) Den anden fejl er tilbøjeligheden til at behandle de tilvækster, der blev erhvervet ved kontakt med andre folk, som om de hørte til den semitiske religions væsen, f.eks. guldkalven efter trældommen i Egypten og de seksuelle vederstyggeligheder i den kana'anæiske Ba'al- og Astarte-dyrkelse.

De semitiske folks primitive og særprægede trosforestillinger ligger stadig i stor usikkerhed på grund af den lange forbindelse med andre folk, hvis skikke de let overtog, og på grund af manglen på optegnelser fra de primitive perioder i den semitiske udvikling, idet deres oprindelse og spredning blandt folkene ligger i forhistorisk tid. Vore informationskilder er de babyloniske og assyriske tavler og monumenter, de egyptiske indskrifter, fønikisk historie, arabiske traditioner og indskrifter og især Det Gamle Testamentes skrifter. Vi kan måske aldrig vide, hvor meget babyloniernes og assyrernes rene semitisme blev afledt og fordærvet af den udviklede civilisation, som de trængte ind i og tilegnede sig; Egypten blev kun indirekte påvirket af semitisk liv; den semitiske udvikling i Arabien var den seneste i hele gruppen, og desuden er de monumenter og rester fra arabisk oldtid, der er nået ned til os, forholdsvis få; og den fønikiske udvikling blev fordærvet af sanseligheden i de gamle kana'anæiske kulter, mens hebræernes Bibel eftertrykkeligt adskilte deres egen tro, som var fædrene, åbenbaret og ren, fra de usunde religioner i landet. Var denne bibelske tro den primitive semitiske kult? I det mindste må vi tage den hebraiske tradition for pålydende og i den finde de fremtrædende træk ved en fædrenetro, bevaret gennem én gren af den semitiske gruppe. Vi møder ofte i disse hebraiske optegnelser påstanden om, at den religion, de fremstiller, ikke er en ny udvikling, heller ikke noget løsrevet fra deres slægts oprindelse, men snarere bevarelsen af en gammel gudsdyrkelse, hvor Abraham, Moses og profeterne ikke fremtræder som ophavsmænd, men som reformatorer eller fornyere, der søgte at holde deres folk tro mod en nedarvet religion. Dens grundlæggende træk er følgende:

(1) Dens særegne teisme:

Den var udpræget teistisk; ikke sådan at andre religioner ikke bekræfter en gud, men semitternes teisme var af en sådan art, at den gav deres religion en enestående plads blandt alle andre. Den havde i det mindste monoteismens kim eller en tilbøjelighed mod monoteisme, hvis vi ikke har tilstrækkeligt bevis til at hævde dens monoteisme og til at bedømme de senere polyteistiske fremstillinger i Babylonien og Assyrien som lokale forvanskninger. Hvis den gamle opfattelse, at semitisk religion i sit væsen var monoteistisk, ikke kan bevises, er det sandt, at den nødvendige udvikling af deres gudsbegreb til sidst må nå frem til monoteisme. Dette blev bekræftet i hebræeren Abram, Jesus Messias (Joh 4,21-24) og Muhammed, den falske profet. En bystat dyrkede udelukkende, en nation overvejende, én gud, ofte gennem et natursymbol, som sol eller stjerne eller element. Med verdens-erobringens, samkvemmets og udsynets komme blev byens ene gud eller nationens hovedgud universaliseret. Den uvidende og materialistiske hebræer kunne lokalisere Israels Gud i en by eller på en bakketop; men for Amos' åndelige sind eller i Esajas' universelle syn var han Jahve, hele jordens Herre.

(2) Guds personlighed:

Nært forbundet med denne høje opfattelse af guddommen var den tilsyneladende modsigende, men i virkeligheden virksomme forestilling om guddommen som en personlighed. Semitten materialiserede ikke groft sin Gud, som den vilde gjorde, og han abstraherede og æteriserede ham heller ikke forgæves og fjernede ham dermed fra menneskets erfaring, som grækeren gjorde; men for ham var den universelle Gud også den personlige og nære Gud. Hebræeren løb den risiko at betinge Guds åndelighed for at fastholde hans virkelige personlighed. Muligvis har dette været det mest virksomme element i semitisk religion; Gud var ikke langt fra nogen af dem. Han trådte ind i de nærmeste relationer som far eller ven. Han var kongens og præstens ledsager. Nationens anliggender var under hans umiddelbare omsorg; han drog i krig med hære, var en partner i høstglæderne; hjemmet var hans bolig. Denne gudsopfattelse førte nødvendigvis tanken om åbenbaring med sig (Am 3,8). Den hebraiske profets embede, budskab og kraft var også den logiske følge af at kende Gud som en person.

(3) Dens syn på naturen:

Dens særlige syn på naturen var et andet træk ved semitisk religion. Gud var overalt og altid nærværende i naturen; derfor var dens symbolik det naturlige og ligefremme udtryk for hans væsen og nærvær. Sammenligning, lignelse og naturundere fylder siderne og tavlerne i deres optegnelser. Desværre gav denne poetiske naturopfattelse hurtigt en let vej, ad hvilken vildfarne fødder og kødelige sind kunne bevæge sig mod naturdyrkelse med al dens formalisme og dens nedværdigende udskejelser. Dette træk ved semitisk religion giver en interessant kommentar til deres filosofi. Hos dem fik læren om sekundære årsager ingen vægt; Gud virkede direkte i naturen, som derfor for dem blev den vedvarende arena for tegn og undere. Tordenen var hans stemme, solskinnet genspejlede lyset fra hans ansigt, vindene var hans sendebud. Og således boede semitten gennem dette fantasifulde syn på verden i et fortryllet rige af det mirakuløse.

(4) Guds moralske væsen:

Semitten troede på en Gud, som er et moralsk væsen. En sådan tro måtte i kraft af sin natur øve dyb indflydelse på deres egen moralske udvikling og skabe en racekarakter for dem, som har været særpræget og vedvarende gennem årtusinders forandringer. Ved den har de også gjort indtryk på andre folk og religioner, som de har haft kontakt med. Hammurabis lov er et udtryk for teismens moralske spørgsmål. Israels lov og profeter udsprang af overbevisningen om Guds retfærdighed og om den moralske orden i hans univers (2 Mos 19,5; 2 Mos 19,6; Es 1,16-20). Dekalogen er en trosbekendelse til den usynlige Gud; Hellighedsloven (3 Mos 17-26) er ligeledes en moralsk lovsamling.

Selv om disse elementer ikke helt mangler i andre gamle religioner, er de udpræget karakteristiske for den semitiske i en sådan grad, at de har givet den dens varige form, dens store udvikling og dens forrang blandt menneskeslægtens religioner. At kende Gud, at høre hans evige skridt i naturen, at klæde ham i lys som i en klædning, at grundfæste hans trone i retfærdighed, at erkende, at hellighed er den altgennemtrængende atmosfære i hans nærvær — sådanne overbevisninger måtte nødvendigvis påvirke en races liv og fremskridt og indvie dem som et folk af præster for hele menneskeheden.

LITTERATUR.

For drøftelse af enkelthederne om semitiske folk og religioner må der henvises til de særskilte artikler, såsom ARPAKSHAD; EBER; ABRAHAM; HAMMURABI; ASSYRIEN; BABYLONIEN; BA'AL; ASTARTE; ASHERITTER; MOLOK; KEMOSH; CHIUN; ISRAEL, RELIGION OF osv. Litteraturen om emnet er enorm, interessant og langt fra endelig. Få af bibelordbøgerne har artikler om netop dette emne; der bør henvises til dem i Standard og i HDB, bind begge af McCurdy; “Semites” i Catholic Encyclopedia skummer overfladen; artikler i International Eric er gode. I gammeltestamentlige teologier: Davidson, s. 249-52; Schultz, kapitel iii i bind I; Riehm, Alttestamentliche Theologie; Delitzsch, Psychology of the Old Testament. Om sprog se Wrights Comparative Grammar of Semitic Languages. Om historie og religion: Masperos tre bind; McCurdy, HPM; Hommel, Ancient Hebrew Tradition, og Semitic Volker u. Sprache; Jastrow, Comparative Semitic Religion; Friedr. Delitzsch, Babel u. Bibel; W. R. Smith, Religion of the Semites.

Edward Mack