Synedriet

Mere korrekt Sanhedrin (gr. synedrion), der betyder “at sidde sammen” eller et “råd”. Dette ord (gengivet “råd” i KJV) bruges ofte i Det Nye Testamente (Matt 5,22; 26,59; Mark 15,1, osv.) om jødernes øverste juridiske og administrative råd, som, siges det, først blev indstiftet af Moses og bestod af halvfjerds mænd (4 Mos 11,16, 17). Men det synes kun at have været en midlertidig ordning, som Moses traf. Dette råd menes med større sandsynlighed at være opstået blandt jøderne, da de var under de syriske kongers herredømme på makkabæernes tid. Navnet bruges første gang af den jødiske historiker Josefus. Dette “råd” omtales ganske enkelt som “ypperstepræsterne og folkets ældste” (Matt 26,3, 47, 57, 59; 27,1.3.12.20 osv.), for hvem Kristus blev stillet for retten på anklagen om at hævde at være Messias. Peter og Johannes blev også ført frem for det for at udbrede kætteri (ApG 4,1-23; 5,17-41); det samme blev Stefanus på anklage for bespottelse (6,12-15), og Paulus for at have overtrådt en tempelbestemmelse (22,30; 23,1-10).

Synedriet siges at have bestået af enoghalvfjerds medlemmer, med ypperstepræsten som formand. De var af tre klasser: (1) ypperstepræsterne, eller lederne af de fireogtyve præstelige skifter (1 Krøn 24), (2) de skriftkloge og (3) de ældste. Som den højeste domstol, “i alle sager og over alle personer, kirkelige og borgerlige, øverste”, var dets afgørelser bindende, ikke kun for jøderne i Israels land, men for alle jøder, hvor de end var spredt. Dets myndighed blev stærkt indskrænket af Herodes og senere af romerne. Dets sædvanlige mødested var inden for tempelområdet, i hallen “Gazith”, men det mødtes undertiden også i ypperstepræstens hus (Matt 26,3), hvor han blev bistået af to næstformænd.