Seng

(Hebr. mittah), til hvile om natten (2 Mos 8,3; 1 Sam 19,13, 15, 16 osv.); under sygdom (1 Mos 47,31; 48,2; 49,33 osv.); som en sofa til hvile (1 Sam 28,23; Am 3,12). Et andet hebraisk ord (er’es), der gengives sådan, betegner en himmelseng eller en seng med forhæng (5 Mos 3,11; Sl 132,3), til sygdomsleje (Sl 6,6; 41,3).

I Det Nye Testamente betegner det undertiden en båre med et tæppe (Matt 9,2, 6; Luk 5,18; ApG 5,15).

Den jødiske sengestel var ofte blot divanen eller forhøjningen langs husets sider, undertiden en meget let, flytbar ramme, undertiden kun en måtte eller et eller flere tæpper. Det eneste materiale til sengetøj nævnes i 1 Sam 19,13. Det var ikke ualmindeligt at sove under åben himmel, idet den sovende svøbte sig i sin yderklædning (2 Mos 22,26, 27; 5 Mos 24,12, 13).