Shefela

shef-e'-la (ha-shephelah; sephela, saphela):

1. Navn og henvisninger:

Ordet betegner »lavland« og gengives på forskellig måde i King James Version. Det er »dal« i 5 Mos 1,7; Jos 10,40; 1 Kong 10,27; 2 Krøn 1,15; Jer 33,13; »dal« i Jos 9,1; Jos 11,2; Jos 11,16; Jos 12,8; Jos 15,33; Dom 1,9; Jer 32,44; »lav slette« i 1 Krøn 27,28; 2 Krøn 9,27; »slette« i Jer 17,26; Obad 1,19; Zak 7,7; og »lavland« i 2 Krøn 28,18. Revised Version (British and American) gengiver det konsekvent med »lowland«. Da ordet altid forekommer med den bestemte artikel, hvilket angiver et særskilt område, kunne det have været godt at bevare det uoversat. Områdets grænser er tydeligt markeret og omfatter meget kuperet land; bakkerne er lave sammenlignet med bjergene mod øst, men langt højere end sletten, der løber ud mod kysten. Hvis der skulle laves en oversættelse, ville »lavlandene« måske have været det bedste, sådan som det bruges om Skotlands »Lowlands«, »som heller ikke er helt flade, men har deres grupper og kæder af bakker« (HGHL, 203). I bred betydning omfattede Shefela det område, der oprindeligt blev givet til Dans stamme, og også en betydelig del af det vestlige og sydvestlige Judæa. På et tidligt tidspunkt blev Dans og Simeons stammer i praksis opslugt af Juda, og derfor finder vi i Jos 15 mange byer i Shefela, som tilhørte denne stamme (LB, I, 211).

2. Områder og kendetegn:

(1) Stederne for mange oldtidsbyer, der nævnes i Shefela, er blevet identificeret. De ligger alle inden for den stribe bakkeland, der løber langs den vestlige fod af Judas bjerge og ender mod nord ved Ajjalons dal. En enkelt gang synes navnet faktisk at gælde de lave bakker nord for denne (Jos 11,16, »Israels bjerg og dets Shefela«). Alle andre henvisninger gælder kun mod syd.

Principal G. A. Smith har påpeget forskellen mellem området nord for Ajjalon og området syd for Ajjalon (HGHL, 203 ff). »Nord for Ajjalon er de lave bakker, som løber ud over Saron, forbundet med de høje bjerge bag dem. Man stiger op til disse fra Saron enten ad lange, skrånende højderygge, såsom den der i dag bærer telegraftråden og hovedvejen fra Jaffa til Nablus; eller også klatrer man op ad terrasser, såsom den række af højdedrag, der er tæt bygget op over hinanden, og hvorved landet stiger fra Lydda til Betel. Det vil sige, at de lave bakker vest for Samaria er (for at bruge det hebraiske udtryk) 'ashedhoth, eller skråninger af den centrale bjergkæde, og ikke en særskilt gruppe. Men syd for Ajjalon hænger de lave bakker ikke på samme måde sammen med den centrale bjergkæde, men er adskilt fra Judas bjerge af en række dale, både brede og smalle, som løber hele vejen fra Ajjalon til nær Be'ersheba; og det er først, når de lave bakker således er kastet løs fra den centrale bjergkæde som en selvstændig gruppe, der adskiller Judæa fra Filistæa, at navnet Shefela synes at blive brugt om dem."

(2) Øst for Shefela, når navnet altså forstås i denne mere begrænsede betydning, rejser bjergets stejle mur sig, og adgang til den fås kun gennem snævre og vanskelige pas. Bakkerne i Shefela er fra 500 til 800 fod høje (ca. 150-240 m), med intet over 1.500 fod (ca. 460 m). Formationen er blød kalksten. I dalene og på højsletterne findes der meget fremragende jord, som stadig ernærer en temmelig god befolkning. Hvede, byg og oliven er hovedprodukterne. Men gamle vinpresser, udhugget i klipperne, vidner om vindyrkning i tidligere tider. Området er næsten helt afhængigt af regnen for sin vandforsyning. Den samles i store cisterner, delvis naturlige. Klipperne er mange steder gennemhullet af huler.

Den vestlige grænse er ikke så bestemt som den mod øst. Nogle har ment, at den omfattede filistersletten. Denne påstand henter støtte fra omtalen af filisterbyerne umiddelbart efter Judas byer, som siges at ligge i Shefela (Jos 15,45; disse vers kan næppe afvises som værende fra en senere tid). På den anden side siges filistrene at have indtaget byerne i Shefela (2 Krøn 28,18), hvilket antyder, at det lå uden for deres land. I senere tider skelner Talmud (Jerusalem, Shebhi`ith 9 2) mellem Bjerget, Shefela og Sletten. Se dog drøftelsen hos Buhl (GAP, 104, n.; og G. A. Smith, The Expositor, 1896, 404 ff).

3. De fem dale:

Shefela gennemskæres af fem brede dale, som giver let adgang fra sletten. De er især vigtige, fordi der fra hver af dem går en vej, som krydser »graven« og går ind i et af de pas, ad hvilke hære alene kunne nærme sig Judæas højland. Judæas bakker er meget stejlere mod øst end mod vest, hvor de falder ned mod Filistæa i lange, bølgende bakker og danner Shefela.

(1) Ajjalons dal:

Den mest bemærkelsesværdige af disse er Ajjalons dal. Den snor sig først i nordøstlig retning forbi Bet-Horon-byerne; derefter drejer den mod sydøst og når plateauet ved el-Jib, det gamle Gibeon, godt 5 miles nordvest for Jerusalem. Dette er den letteste af alle de adgangsveje, der fører fra sletten op til højderne, og det er den, langs hvilken slagets bølger hyppigst rullede, fra Josvas dage (Jos 10,12) til makkabæernes (1 Makk 3,16 ff, osv.). Den indtager også en fremtrædende plads i korstogenes optegnelser.

(2) Wady ec-Surar:

Wady ec-Surar, Soreks dal, krydser Shefela syd for Gezer og følger et bugtet løb forbi Bet-Shemesh og Kirjat-Jearim til plateauet sydvest for Jerusalem. Dette er den linje, som Jaffa-Jerusalem-jernbanen følger.

(3) Wady ec-Sunt:

Wady ec-Sunt løber østpå fra nord for Tell ec-Safieh (Gat) op gennem Elah-dalen til dens sammenløb med Wady ec-Sur, som kommer ind fra syd nær Khirbet Shuweikeh (Soko); og fra dette punkt fortsætter den, som Wady el-Jindy, sin vej syd for Timna til højlandet vest for Betlehem.

(4) Wady el-`Afranj:

Wady el-`Afranj krydser sletten fra Ashdod (Esdud), passerer Beit Jibrin (Eleutheropolis) og snor sig op gennem bjergene mod Hebron.

(5) Wady el-Chesy:

Wady el-Chesy, fra havet omkring 7 miles nord for Gaza, løber østpå med mange slyngninger, passerer nord for Lakish og finder vej til plateauet omkring 6 miles sydvest for Hebron.

Fra Shefela åbnede sig således de porte, hvorigennem Judæa og Jerusalem kunne angribes; og disse adgangsvejes forløb bestemte forløbet af en stor del af historien. Det er tydeligt, at Shefela lå åbent for angreb fra begge sider, og i århundreder var det det omstridte land mellem Israel og filistrene. Arken opholdt sig en tid i dette område (1 Sam 5,6). I dette distrikt udspiller scenen sig for Simsons bedrifter (Dom 14-16). Scenen for Davids mindeværdige sejr over kæmpen var i Wady ec-Sunt, mellem Soko og Azeka (1 Sam 17,1). David fandt tilflugt her i Adullams hule (1 Sam 22,1). For maleriske og levende skildringer af Shefela og af den rolle, det spillede i historien, se Smith, HGHL, 201 ff.; A. Henderson, Palestine, Its Historical Geography, 1894.

W. Ewing