Naturforhold

fe'-turz: Som forskellige forfattere har påpeget (jf. HGHL), løber de vigtigste fysiske træk i Israels land i nord-sydlige linjer, eller rettere omtrent fra syd-sydvest til nord-nordøst.

Lavlandet eller Shefela (KJV "dal, dalstrøg, slette eller lavt land") omfatter kystslettens område og de vestlige forbjerg.

Bjerglandet består af Judæas bjerge, og dets træk fortsætter nordpå til Jizre'elsletten og sydpå til Sinaihalvøen. Det er klippefyldt og har meget lidt vand. Bortset fra de få kilder er den sparsomme befolkning afhængig af regnvand, der opsamles i vintermånederne.

Araba (Revised Version) omfatter Jordandalen fra Galilæas Sø til Det Døde Hav samt sænkningen, der løber fra Det Døde Hav til Akababugten. Det er denne sidstnævnte sænkning, som araberne nu kalder Wady-ul-`Arabah]. Den afgrænses mod øst af Se'irs bjerg eller Edom og mod vest af Sinaihalvøens bjerge. Dens højeste punkt, omtrent halvvejs mellem Det Døde Hav og Akababugten, ligger nogle få hundrede fod højere end Middelhavets niveau, men næsten 2.000 fod over Det Døde Havs niveau. Fra dette punkt skråner dalen sydpå mod Akababugten og nordpå mod Det Døde Hav. Den nedre Jordandal skråner fra omkring 600 fod under havniveau ved Galilæas Sø til omkring 1.300 fod under havniveau ved Det Døde Hav.

Mod øst ligger Gileads og Moabs højlande, der rejser sig brat fra dalen, ligesom Judæas bjergland gør mod vest. Landet øst for Jordan-Det Døde Hav-Araba-sænkningen, som araberne under ét kalder Ghaur (Ghor), er et stort plateau, der skråner gradvis mod øst fra den skarpe kant, som hæver sig over Ghaur. Det har ingen markante tinder. Det, der ser ud som tinder, når det betragtes fra Ghaur, er uregelmæssigheder i dets vestlige kontur, som er usynlige eller fremstår som lave høje for den iagttager, der ser vestpå fra et sted nogle mil mod øst. Nebobjerget er for eksempel ikke let at skelne, når det ses fra Medeba. Det skyldes, at det i virkeligheden ikke hæver sig over plateauets almindelige niveau. Den lille årlige nedbør på højderne nær Ghaur aftager mod øst, og ørkenen begynder inden for 20 til 40 mil.

Et andet udtryk, som forfatterne i Det Gamle Testamente ofte bruger, er Sydlandet eller Negeb, som omfatter den sydligste del af det forjættede land og aldrig blev effektivt besat af israelitterne. Dets yderste grænse var "Egyptens flod" (al-`Arish) og falder omtrent sammen med den nuværende grænse mellem det osmanniske område mod øst og det anglo-egyptiske område Sinai mod vest.

Udtrykket skråninger, 'ashedhoth, KJV "kilder," forekommer i Jos 10,40, "Så slog Josva hele landet, bjerglandet .... og lavlandet, og skråningerne, og alle deres konger"; og igen i Jos 12,7; Jos 12,8, "Og Josva gav det .... som ejendom efter deres afdelinger; i bjerglandet, og i lavlandet, og i Araba, og på skråningerne, og i ørkenen, og i Sydlandet." I det første sted synes det at sigte til de forbjerg, som udgør den østlige eller højere del af lavlandet eller Shefela. I det sidste sted kan det betyde det samme, eller det kan betegne nedstigningen fra Judæas høje til Ghaur. I 5 Mos 3,17; 5 Mos 4,49; Jos 12,3; Jos 13,20 har vi "Pisgas skråninger" ('ashdoth-ha-pisgah, "Pisgas kilder"), som betegner nedstigningen fra Moabs højder til Ghaur. Det samme ord forekommer i ental i 4 Mos 21,15, med henvisning til nedstigningen til Arnon. "Skråninger" synes derfor ikke at være et udtryk, der anvendes om nogen bestemt egn.

Ørkenen er sædvanligvis vandringsørkenen, inklusive den centrale del af Sinaihalvøen, men det bruges på ingen måde altid i denne betydning, f.eks. Jos 8,15; Jos 8,20; Jos 8,24, hvor det tydeligt sigter til en egn nær Aj. "Ørkenen" i Matt 4,1 menes at være den golde del af Judæa mellem Jerusalem og Jordan.

Se CHAMPAIGN; COUNTRY; DESERT; EAST; HILL; LOWLAND; SOUTH.

Alfred Ely Day