Betel

Guds hus.

Et sted i det centrale Israels land, ca. 10 miles nord for Jerusalem, ved begyndelsen af passet ved Mikmas og Aj. Det var oprindelig den kongelige kana’anæiske by Luz (1 Mos 28,19). Navnet Betel blev tilsyneladende først givet til helligdommen i nærheden af Luz og blev ikke givet til selve byen før efter dens erobring ved Efraims stamme. Da Abram kom ind i Kanaan, slog han sin anden lejr mellem Betel og Haj (1 Mos 12,8); og da han vendte tilbage fra Egypten, kom han tilbage dertil og “påkaldte Herrens navn” igen (13,4). Her fik Jakob, på vej fra Be’ersheba til Karan, et syn af Guds engle, der steg op og steg ned ad stigen, hvis top nåede til himlen (28,10.19); og da han vendte tilbage, besøgte han igen dette sted, “hvor Gud talte med ham” (35,1-15), og dér “byggede han et alter og kaldte stedet El-Betel” (se dette opslag). Hoseas (12,4.5) henviser til denne anden gang, Gud talte med Jakob i Betel.

I urolige tider drog folket til Betel for at rådspørge Gud (Dom 20,18, 31; 21,2). Her blev pagtens ark opbevaret i lang tid under opsyn af Pinehas, Arons sønnesøn (20,26-28). Her holdt også Samuel på skift sin domstol (1 Sam 7,16). Den blev regnet med til Israel, efter at riget var blevet delt, og den blev et af sæderne for dyrkelsen af guldkalven (1 Kong 12,28-33; 13,1). Derfor kalder profeten Hoseas (Hos 4,15; 5,8; 10,5, 8) den foragteligt Bet-Aven, dvs. “afgudernes hus.” Betel forblev et bosted for præster, selv efter at Israels rige var blevet lagt øde af Assyriens konge (2 Kong 17,28, 29). Til sidst blev alle spor af afgudsdyrkelsen udryddet af Josija, Judas konge (2 Kong 23,15-18); og stedet fandtes stadig efter fangenskabet (Ezra 2,28; Neh 7,32). Det er blevet identificeret med ruinerne af Beitin, en lille landsby midt i omfattende ruiner ca. 9 miles syd for Shilo.

Betels bjerg var et bakket område nær Betel (Jos 16,1; 1 Sam 13,2).

En by i det sydlige Juda (Jos 8,17; 12,16).