Mirakel

En begivenhed i den ydre verden, frembragt ved Guds umiddelbare virke eller enkle viljeshandling, uden brug af midler der kan erkendes af sanserne, og bestemt til at bekræfte en religiøs lærers guddommelige sendelse og sandheden i hans budskab (Joh 2,18; Matt 12,38). Det er en hændelse, der på én gang ligger over naturen og over mennesket. Den viser indgrebet af en magt, som ikke er begrænset af hverken materiens eller sindets love, en magt, der afbryder de faste love, som styrer deres bevægelser, en overnaturlig magt.

”Den ophævelse eller overtrædelse af naturens love, som mirakler indebærer, er ikke andet end det, der til stadighed finder sted omkring os. Én kraft modvirker en anden: livskraften holder materiens kemiske love i bero; og muskelkraft kan kontrollere den fysiske krafts virkning. Når et menneske løfter en vægt fra jorden, bliver tyngdeloven hverken ophævet eller overtrådt, men modvirket af en stærkere kraft. Det samme gælder Kristi vandring på vandet og jernets flyden på profetens befaling. Den enkle og ophøjede sandhed er, at universet ikke står under fysiske kræfters enevældige kontrol, men at der overalt og altid findes, over, adskilt fra og hævet over alt andet, en uendelig personlig vilje, som ikke afskaffer, men leder og kontrollerer alle fysiske årsager, idet den virker med eller uden dem.” Gud gennemfører sædvanligvis sit formål ved hjælp af sekundære årsager; men han har også magt til at gennemføre sit formål umiddelbart og uden indgriben af sekundære årsager, dvs. til at gribe ind i den faste orden og således udføre mirakler. Derfor fastholder vi miraklers mulighed, muligheden for at en højere hånd griber ind for at kontrollere eller vende naturens sædvanlige bevægelser.

I Det Nye Testamente bruges især disse fire græske ord til at betegne mirakler:

Semeion, et ”tegn”, dvs. et bevis på en guddommelig sendelse; en bekræftelse af et guddommeligt budskab (Matt 12,38, 39; 16,1.4; Mark 8,11; Luk 11,16; 23,8; Joh 2,11, 18, 23; ApG 6,8, osv.); et tegn på Guds nærvær og virke; seglet på en højere magt.

Terata, ”undere”; begivenheder, der vækker undren; varsler; som fremkalder forbløffelse hos den, der ser dem (ApG 2,19).

Dunameis, ”kraftgerninger”; gerninger udført ved overmenneskelig kraft (ApG 2,22; Rom 15,19; 2 Thess 2,9); ved en ny og højere magt.

Erga, ”gerninger”; gerningerne udført af ham, som er ”underfuld i sin virken” (Joh 5,20, 36).

Mirakler er segl på en guddommelig mission. De hellige forfattere henviste til dem som beviser på, at de var Guds sendebud. Vor Herre henviste også til mirakler som et afgørende bevis på sin guddommelige sendelse (Joh 5,20, 36; 10,25.38). Da de således ligger uden for naturens almindelige forløb og uden for menneskets magt, er de egnede til at give indtryk af Guds nærvær og magt. Hvor der er mirakler, dér er Gud visselig. Det menneske, som udfører et mirakel, giver derfor derved et klart bevis på, at han kommer med Guds myndighed; de er hans legitimationsbeviser på, at han er Guds sendebud. Læreren peger på disse legitimationsbeviser, og de er et bevis på, at han taler med Guds myndighed. Han siger frimodigt: ”Gud vidner om mig, både med tegn og undere og med forskellige mirakler.”

Miraklers troværdighed fastslås ved sansernes vidnesbyrd hos dem, der er vidner til dem, og for alle andre ved disse vidners vidnesbyrd. Vidnerne var kompetente, og deres vidnesbyrd er pålideligt. Vantro, der følger Hume, benægter, at noget vidnesbyrd kan bevise et mirakel, fordi de siger, at mirakler er umulige. Vi har vist, at mirakler er mulige, og de kan visselig bevidnes. De er visselig troværdige, når vi har rigeligt og pålideligt bevis for, at de har fundet sted. De er troværdige, ligesom enhver velbekræftet historisk kendsgerning er troværdig. Det siges, at mirakler strider mod erfaringen. Naturligvis strider de mod vores erfaring, men det beviser ikke, at de stred mod erfaringen hos dem, der var vidner til dem. Vi tror på tusind kendsgerninger, både historiske og videnskabelige, som strider mod vores erfaring, men vi tror på dem på grundlag af kompetent vidnesbyrd. En ateist eller en panteist må som en selvfølge benægte miraklers mulighed; men for den, der tror på en personlig Gud, som i sin visdom kan finde det passende at gribe ind i naturens almindelige processer, er mirakler hverken umulige eller utroværdige.