Egyptens plager

plagz (niphle'oth, "undere" fra pala', "at være adskilt", dvs. i en klasse for sig; også kaldt negheph, "plage", fra naghaph, "at slå" (2 Mos 9,14), og negha`, "et slag", fra nagha`, "at røre" (2 Mos 11,1; sammenlign Jos 24,10)):

INDLEDNING

I. NATURFÆNOMENER

1. Vand forvandlet til blod

2. Frøplagen

3. Luseplagen

4. Flueplagen

5. Kvægpestplagen

6. Plagen med bylder

7. Haglplagen

8. Græshoppeplagen

9. Mørkeplagen

10. De førstefødtes død

II. MIRAKULØS BRUG AF FÆNOMENERNE

1. Forstærkning

2. Forudsigelse

3. Skelnen

4. Orden og stigende alvor

5. Tilrettelæggelse for at opfylde et guddommeligt moralsk formål

III. GUDDOMMELIGT MORALSK FORMÅL

1. Miskreditering af Egyptens guder

2. Farao bragt til at vide, at Jahve er Herre

3. Åbenbaring af Gud som frelser

4. Fremvisning af den guddommelige brug af det onde

LITTERATUR

Indledning:

De hebraiske ord bruges sådan, at navnet "plager" gives til alle de "undere", Gud gjorde mod Farao. Det fremgår således, at sproget i beretningen i Anden Mosebog fremhæver den underfulde karakter af disse handlinger, som Jahve gjorde med Farao. Beretningen om plagerne findes i 2 Mos 7,8-12; Sl 78,42-51; Sl 105,27-36. Disse poetiske beretninger om plagerne har et andagtsmæssigt formål og giver ikke en fuldstændig historisk fortælling. Sl 78 udelader plagerne 4, 6, 9; Sl 105 udelader plagerne 5 og 6. Begge salmer ændrer plagernes rækkefølge. Beretningen om den forberedelse, der førte frem til plagerne, findes i fortællingen om den brændende tornebusk (se BUSK, BRÆNDENDE), Arons møde med Moses, samlingen af Israels ældste til undervisning og de indledende undere for Farao (Sl 3; Sl 4). Denne forberedelse havde to ting for øje, som det er vigtigt at fastholde, når man overvejer plagen, nemlig at plagernes fuldbyrdelse var forudset fra begyndelsen (2 Mos 4,22; 2 Mos 4,23), og at Israels skepsis over for Moses' myndighed og kraft ligeledes var forudset (2 Mos 4,1). Det var således åbenbart ikke en tid med mirakler, hvor israelitterne forventede sådanne "undere" og var rede til at modtage hvad som helst, der var forunderligt, som et guddommeligt indgreb. Denne skepsis hos Israel er et værdifuldt aktiv for troværdigheden af beretningen om "underne". Den umiddelbare anledning til plagerne var Faraos afvisning af at lade folket få frihed til at ofre, sammen med den deraf følgende forhærdelse af Faraos hjerte. Der gives ingen antydning af nogen lokalisering af plagerne undtagen i Sl 78,12; Sl 78,43, hvor "Soans mark" nævnes som scenen for kampen mellem Jahve og egypterne. Men dette er poesi, og "Soans mark" betyder simpelthen området omkring den store hovedstad Soan. Dette udtryk kunne lokaliseres til Deltaet, eller det kunne omfatte hele Egypten. Drøftelsen af plagerne har frembragt forskellige klassifikationer af dem, nogle filosofiske, som Filons, andre fantasifulde, som Origenes'. Ordninger af plagernes rækkefølge med det formål at moralisere er helt ubrugelige for en historisk betragtning af plagerne. Den eneste rækkefølge af virkelig værdi er naturens orden, dvs. den rækkefølge, hvori plagerne indtraf, og som viser sig at være den rækkefølge, de naturfænomener havde, der var plagernes legemliggørelse.

Der er gjort en stor og udførlig indsats for at udlede beviser for forskellige dokumenter i fortællingen fra beskrivelsen af plagerne. Det påpeges, at Moses (E) erklærede over for Farao, at han ville slå vandene (2 Mos 7,17), og derefter fortæller beretningen, efterhånden som den skrider frem, at Aron slog vandene (2 Mos 7,19; 2 Mos 7,20). Men dette stemmer ganske overens med den foregående udtalelse (2 Mos 4,16) om, at Aron skulle være talsmand. Moses skulle handle med Gud, Aron med Farao. Igen bemærkes det, at nogle af plagerne tilskrives Jahves umiddelbare handling, nogle fremstilles som kommende gennem Moses' formidling, og atter andre gennem Moses' og Arons formidling. Dette kan bestemt være en nøjagtig gengivelse af kendsgerningerne, og hvis kendsgerningerne netop var sådan, giver optegnelsen af kendsgerningerne intet bevis for forskellige dokumenter.

En undersøgelse af beretningen om plagerne, som den foreligger, vil føre dem frem for os i en særdeles levende og sammenhængende fortælling.

I. Naturfænomenerne.

Alle de "undere", som noget sted i Skriften fremstilles som udført ved Guds kraft, er nært forbundet med naturfænomener, og nødvendigvis sådan. Mennesker har ingen anden måde at opfatte ydre begivenheder på end gennem de sanser, som kun har med naturfænomener at gøre. Derfor er alle teofanier og mirakuløse gerninger legemliggjort i naturlige begivenheder.

Jahves nærvær ved Abrahams offer blev åbenbaret ved, at "en rygende ovn og en brændende lampe" gik mellem offerstykkerne (1 Mos 15,17 KJV). Guds majestæt og kraft ved Sinaj blev åbenbaret i "skyen" og "glansen", "røsten" og "lyden af en basun" (Hebr 12,19). Helligånden steg ned "som en due" (Matt 3,16). Jesu guddommelighed blev bevidnet på bjerget ved en "røst" (Matt 17,5). Jesus selv var "Gud .... åbenbaret i kødet" (1 Tim 3,16 KJV). Han blev "fundet i skikkelse som et menneske" (Fil 2,8). Og alle Jesu mirakler var forbundet med sanselige fænomener: Han talte til havet, og det blev stille; han rørte ved den spedalske, og han blev ren; han kaldte på Lazarus, og han kom frem.

Alligevel sås Guds underfulde virken i alle disse naturlige begivenheder lige så tydeligt som de naturlige fænomener. Derfor må man forvente, at Guds »undere« i Faraos land også skulle være forbundet med naturlige begivenheder såvel som med åbenlyst mirakuløse elementer. »Blodet« i floden, »frøerne«, der hoppede omkring på landet, »lusene«, »fluerne«, »kvægpesten«, »bylderne«, »haglen«, »græshopperne«, »mørket« og »pesten« nævnes alle som naturlige fænomener. Langt kendskab til Egyptens land har desuden gjort det fuldstændig klart for mange forstandige mennesker, at næsten, om ikke helt, alle Egyptens plager stadig findes i landet som naturlige fænomener og, når de forekommer, optræder meget nøjagtigt i den rækkefølge, hvori vi finder dem nedskrevet i beretningen i Anden Mosebog. Men de naturlige begivenheder i plagerne, ligesom i andre af Guds »undere«, rummede mirakuløse handlinger.

1. Vand forvandlet til blod:

Den første af plagerne (dam, fra 'adham, »at være rød« (2 Mos 7,19-25)) blev fremkaldt ved, at vandet blev slået med staven i Arons hånd, og den bestod i, at vandet blev besmittet, så det blev som »blod«. Vandene blev forurenede, og fiskene døde. Selv vandet i kar, som var blevet taget fra floden, blev ødelagt. Folket blev tvunget til kun at skaffe vand fra brønde, hvor flodvandet blev filtreret gennem sandet. Der er to egyptiske årstider, hvor vandet undertiden ligner blod. Ved den fulde Nil er vandet undertiden rødligt, men på den årstid er vandet ganske drikkeligt, og fiskene dør ikke. Men et lignende fænomen ses undertiden ved den laveste vandstand i Nilen, lige før stigningen begynder. Da bliver vandet også undertiden besmittet og meget rødt, så forurenet at fiskene dør (Bib. Sacra, 1905, 409). Dette sidste tidspunkt er tydeligvis tidspunktet for den første plage. Det ville være engang i maj måned. Plagens frygtelige strenghed udgjorde »underet« i denne første plage. Plagens rystende karakter bliver tydelig, når man husker, at Egypten er Nilens produkt; selve jorden er alt sammen ført ned af den, og landets vanding er stadig afhængig af den. På grund af dette blev den en af de tidligste og største blandt guderne (Breasted, Development of Religion and Thought in Egypt, 3-47; »Hymn to the Nile,« Records of the Past, New Series, III, 46-54). Troldmændene efterlignede denne plage med deres tryllekunster. Deres succes kan have været ved hjælp af fingerfærdighed eller andre magiske kneb, sådan som man kan se det i Østen i dag, med påstand om overnaturlig hjælp, og sådan som det bruges i vestlige lande til underholdning, blot som snildhed. Eller det kan være, som det er blevet foreslået, at de regnede med, at plagen ville fortsætte i det mindste en tid, og således udnyttede de materialer, som »underet« havde skaffet.

2. Frøplagen:

Frøer (tsphardeim, sandsynligvis »sump-springere« (2 Mos 8,1-15)) findes i meget store mængder lige efter den høje Nil, når vandene begynder at trække sig tilbage. Æg i mudderet udklækkes af solen, og sumpene fyldes med myriader af disse skabninger. Frøen var hieroglyffen for myriader. Frøerne bliver sædvanligvis i sumpene, men i dette tilfælde kom de frem til folkets rædsel og afsky. »Frøer i husene, frøer i sengene, frøer bagt sammen med maden i ovnene, frøer i dejtrugene, æltet sammen med melet; frøer med deres ensformige kvækken, frøer med deres kolde, slimede skind, overalt – fra morgen til aften, fra aften til morgen – frøer.« Frøen var også forbundet med guddommelighed, var symbolet på Heqt, en form af Hathor, og synes også undertiden at være blevet tilbedt som guddom. Denne plage skabte en sådan rædsel, at Farao allerede så tidligt indgik en aftale (2 Mos 8,8-10). Der blev fastsat et tidspunkt for frøernes forsvinden, for at han kunne vide, at »der er ingen som Jahve, vores Gud«, men da frøerne var døde, forhærdede Farao sit hjerte (2 Mos 8,15). I denne plage »gjorde troldmændene på samme måde med deres tryllekunster« (2 Mos 8,7). Frøer fandtes i overflod, og det synes ikke at have været vanskeligt at hævde, at man havde frembragt nogle af dem.

3. Luseplagen:

Det er umuligt at afgøre, hvilket særligt plagsomt insekt i Egypten der menes med den tredje plage, om det er kropslus eller myg eller sandfluer eller flåter eller lopper (kinnim, »myg« (2 Mos 8,16)). De, der har erfaring med disse plager i Egypten, er ganske villige til at acceptere hvilken som helst af dem som tilstrækkelig til plagen. Lus synes snarere at måtte udelukkes, medmindre forskellige slags lus blev sendt, da der ikke findes én slags, som plager både mennesker og dyr. Alle de andre insektplager dukker frem i utrolige mængder af »støvet«, når vandhullerne er tørret ud efter vandets tilbagetrækning. Påstanden om, at beretningen om denne plage ikke er fuldstændig, fordi det ikke er nedskrevet, at Farao bad om, at den blev fjernet, eller at Moses sørgede for det, er forbløffende. Måske bad Farao faktisk ikke om, at den blev fjernet. Der synes også på dette tidspunkt at have været en vis vanskelighed for Moses med at få adgang til Farao efter denne plage (2 Mos 8,20). Måske blev plagen slet ikke fjernet. Egypterne er tilbøjelige til at mene, at den ikke blev det! Ganske sikkert vil et ophold på denne årstid i Egypten, ikke i en dahabiyeh på Nilen, men i en indfødt landsby, give meget tilfredsstillende bevis for, at stikkende og bidende insekter stadig er en meget virkelig plage i Egypten. Troldmændene mislykkedes med deres tryllekunster og erkendte, at guddommelig magt var på færde, og synes at have erkendt, at Jahve var den øverste (2 Mos 8,19), men Farao ville ikke lytte til dem.

4. Flueplagen:

Efterhånden som årstiderne går, efter at vandet har trukket sig tilbage, bliver fluerne (`arobh, »sværme«, sandsynligvis af fluer (2 Mos 8,20-32)) stadig talrigere, indtil de næsten er en plage hvert år. Denne plages øgede voldsomhed og Guds forsynsmæssige indgriben for at skille mellem Israel og egypterne drev Farao og hans folk til en sådan fortvivlelse, at Farao gav et halvt løfte om frihed for Israel til at ofre »i landet«. Dette fremkaldte erklæringen om, at de ville ofre »egypternes vederstyggelighed«. Dette kan have henvist til ofringen af får, som egypterne altid betragtede med større eller mindre afsky, eller det kan have sigtet til ofringen af kvier, idet koen var det dyr, der var helligt for gudinden Hathor. Det nye element af adskillelse mellem israelitterne og egypterne, som blev indført i denne plage, var endnu et skridt hen imod at fastslå Jahves krav på at være hele jordens Gud og på at have taget Israel under sin særlige omsorg.

5. Plagen med kvægpest:

Ud over den adskillelse, der var blevet etableret mellem Israel og egypterne, fastsættes der nu et bestemt tidspunkt for den 5. plages komme. Det bør også bemærkes, at sygdomme hos kvæg (debher, »ødelæggelse« (2 Mos 9,1-7)) og hos mennesker følger hurtigt efter insektplagen. Dette stemmer nøjagtigt med naturens orden, sådan som den nu er grundigt forstået gennem den opdagede forbindelse mellem myg og fluer og sygdommes udbredelse. Kvægpest forekommer stadig til tider i Egypten, så oksekød bliver meget sjældent på markedet og undertiden næsten umuligt at skaffe. Det er også et faktum, at forekomsten af kvægpest, tilstedeværelsen af bylder blandt mennesker (se 6 nedenfor) og fremkomsten af byldepest viser sig at være nært forbundet med hinanden og i denne rækkefølge. Omtalen af kameler som ramt af denne plage er interessant. Det er tvivlsomt, om man blandt Egyptens monumenter endnu har fundet nogen klar antydning af kamelens tilstedeværelse i Egypten så tidligt som dette. I Louvre-museet findes der en lille oldsag, som efter min mening synes at være tænkt som en kamel. Men professor Maspero er ikke enig i, at det er sådan. Det forekommer sandsynligt, at hyksosfolket, som var beduinfyrster, ørkenfyrster, ville have indført ørkenens dyr i Egypten. Hvis de gjorde det, kan det have været tilstrækkelig grund til, at egypterne ikke ville afbilde den, eftersom hyksosfolket og alt, hvad der hørte dem til, var hadet i Egypten.

6. Plagen med bylder:

I plagen med bylder (shechin og 'abha`bu`oth, »bylder« (2 Mos 9,8-17)) blev der brugt aske, sandsynligvis på samme måde og med samme formål som leret blev brugt, da den blinde mands øjne blev åbnet (Joh 9,6), dvs. for at vække opmærksomhed og fæstne iagttagerens tanke ved det, Herren gjorde. Denne plage synes, ud fra rækkefølgen af dens komme, umiddelbart efter kvægpesten, og ud fra den beskrivelse, der gives af den, samt den betydningsfulde advarsel om den »pest«, der endnu skulle komme (2 Mos 9,15), med størst sandsynlighed at have været pestis minor, den mildere form for byldepest. Voldsom kvægpest blandt kvæg i Østen betragtes som forløber for pest blandt mennesker og menes at være af samme natur. Det kan meget vel være, som nogle har ment, at de gamle egypteres store modvilje mod at forurene jorden med rådnende dyr skyldtes den fare, der derved var for at starte en pestepidemi blandt mennesker (Dr. Merrins, Biblical Sacra, 1908, 422-23).

7. Plagen med hagl:

Hagl (baradh, »hagl« (2 Mos 9,18-35)) er sjældent i Egypten, men ikke ukendt. Forfatteren har selv set ganske lidt, og han har kendt til ét tilfælde, hvor en betydelig mængde hagl, så store som små marmorkugler, faldt. Lyn er heller ikke så hyppige i Egypten som i mange halvtropiske lande, men store tordenstorme forekommer undertiden. Denne plage er ganske præcist dateret i forhold til årets tider (2 Mos 9,31; 2 Mos 9,32). Ligesom den første plage kom lige før Nilens stigning, er denne tydeligvis omkring 9 måneder senere, da de nye afgrøder efter oversvømmelsen begyndte at modnes, januar-februar. Denne plage markerer også endnu et stort skridt fremad i åbenbaringen af Jahve for Israel og for egypterne. Først blev kun hans magt vist, derefter hans visdom i timingen af plagerne, og nu viser hans barmhjertighed sig i advarslen til alle gudfrygtigt indstillede egyptere om at redde sig selv, deres hjorde og deres tjenere ved at holde alle indendørs (2 Mos 9,19-21). Også Farao anerkendte nu tydeligt Jahve (2 Mos 9,27).

Plagen med græshopper ('arbeh, »græshoppe« (2 Mos 10,1-20)) blev truet, og Faraos tjenere blev så forskrækkede, at de overtalte ham til at forsøge at indgå en aftale med Moses, men Faraos forsøg på stadig på en eller anden måde at begrænse Israels afrejse forpurrede planen (2 Mos 10,7-10).

8. Plagen med græshopper:

Da kom fortærende sværme af græshopper op over landet fra den østlige ørken mellem Nilen og Det Røde Hav. De fortærede alt grønt, som haglen havde ladet tilbage. Den fortvivlede situation, som græshopperne skabte, bragte snart igen Farao til anerkendelse af Jahve (2 Mos 10,16). Dette var den største bekendelse af omvendelse, som Farao hidtil havde vist, men han viste snart, at den var bedragerisk, og igen ville han ikke lade folket gå. Da vinden havde fejet græshopperne bort, forhærdede han endnu en gang sit hjerte.

9. Plagen med mørke:

Årstidernes fremadskriden har været ganske tydelig fra den første plage, lige før vandstanden steg, videre gennem året, indtil nu khamsin-perioden (choshekh, »mørke« af hvilken som helst årsag (2 Mos 10,21-29)) er kommet. Når denne frygtelige plage kommer med sit hede, sandfyldte åndedrag, mere uigennemtrængeligt end en London-tåge, er den i sandhed et »mørke, som kan føles«. Den frygtelige rædsel for dette uhyre fra ørkenen kan næppe overdrives. Endnu en gang sagde Farao: »Gå,« men denne gang ønskede han at beholde fårene og kvæget som pant på, at folket ville vende tilbage (2 Mos 10,24). Da Moses nægtede at acceptere denne betingelse, truede han ham på livet. Hvorfor havde han ikke gjort det før? Ja, hvorfor lod han overhovedet denne mand Moses komme og gå med en sådan frihed, trodse ham og hans folk midt i paladset? Sandsynligvis forklarer Moses' tidligere løbebane i Egypten dette. Hvis han, som det er mest sandsynligt, var vokset op ved hoffet sammen med denne Merenptah og havde været kendt som »Faraos datters søn«, arving til tronen og Ramses II's efterfølger i stedet for Merenptah, så havde denne flygtning utvivlsomt stadig mange venner i Egypten, som ville gøre hans død farlig for den regerende Farao.

10. De førstefødtes død:

Der gives ingen oplysning om den nøjagtige karakter af den død, der blev påført de førstefødte (bekhor, »førstefødt«, »øverste« eller »bedste«; sammenlign Job 18,13; Es 14,30 (2 Mos 11-12)) af Herrens engel, eller om dens ydre fremtræden. Men den er allerede forudsagt som »pesten« (2 Mos 9,15). Pestis major eller den ondartede byldepest svarer i sine naturlige fænomener nærmest til denne plage. Den kulminerer i en pludselig og overvældende voldsomhed, rammer de stærkeste og bedste og aftager derefter med forbløffende pludselighed.

Således ser det ud til, at alle plagerne sandsynligvis byggede på naturlige fænomener, som stadig findes i Egypten i samme rækkefølge, og som, når de forekommer, finder sted et eller andet tidspunkt i løbet af ét år.

II. Mirakuløs brug af fænomenerne.

De mirakuløse elementer i plagerne er ikke mindre tydeligt åbenbare end de naturlige fænomener selv.

1. Forstærkelse:

Der var en forstærkelse af virkningen af de forskellige plager så langt ud over alle fortilfælde, at den gjorde indtryk på enhver som en særlig guddommelig åbenbaring, og det var den også. Der var national rædsel over det blodlignende vand, afsky ved frøerne, uudholdelig pine fra de stikkende insekter og fluer, fuldstændig ruin for landmændene ved tabet af kvæget, afgrødernes nedslagning ved haglen og græshoppernes fortæring af alt grønt, indbyggernes lidelser og frygt på grund af bylderne, det frygtelige elektriske uvejr, det kvælende mørke og til sidst den knusende katastrofe ved de førstefødtes død. Alle disse ulykker kan findes i Egypten den dag i dag, men aldrig nogen af dem, endsige dem alle, i en så overvældende styrke. At de alle skulle komme i ét år og alle med en sådan ødelæggelse, var tydeligvis en guddommelig tilrettelæggelse. Blot naturlige begivenheder ordner sig ikke så systematisk. I denne systematiske strenghed sås kraftens mirakler.

2. Forudsigelse:

Forudsigelsen af plagerne og forudsigelsens opfyldelse på det nøjagtige tidspunkt, på dagen, undertiden på timen (såsom ophøret af torden og lyn): Først var der en generel forudsigelse (2 Mos 3,19; 2 Mos 3,20; 2 Mos 7,3; 2 Mos 9,14; 2 Mos 9,15) og en tilkendegivelse, efterhånden som plagerne skred frem, af at højdepunktet ville være pest (2 Mos 9,15). Dernæst blev flere af plagerne særskilt bekendtgjort, og der blev fastsat et tidspunkt for dem; f.eks. fluerne (2 Mos 8,23), kvægpesten (2 Mos 9,5), haglen (2 Mos 9,18), græshopperne (2 Mos 10,4), de førstefødtes død (2 Mos 11,4). I nogle tilfælde blev der også angivet et tidspunkt for plagernes fjernelse: f.eks. frøerne (2 Mos 8,10), tordenen og lynene (2 Mos 9,29). I hvert enkelt tilfælde blev disse forudsigelser nøjagtigt opfyldt. I nogle tilfælde kunne omhyggelig fremsynethed synes delvis at forklare denne evne til at forudsige. Måske var det ved hjælp af en sådan fremsynethed, at troldmændene »gjorde det samme med deres tryllekunster« ved de første to plager. Når plagen allerede var til stede, kunne fremsynethed med nogen sikkerhed forudsige, at den ville fortsætte i det mindste en kort tid, så hvis troldmændene søgte efter blodigt vand eller kaldte på frøer, ville de synes at have held med sig. Men det bevis, som Jahve frembragte, gik ud over dem, og ved den tredje plage var de ude af stand til at gøre noget. Disse ting forudsætter hos Moses og Aron en viden langt ud over menneskelig fatteevne. Ikke alene kunne troldmænd ikke gøre det samme med deres tryllekunster; moderne videnskab og opdagelser er heller ikke bedre i stand til at forudsige sådanne begivenheder. Selv meteorologiske fænomener forudsiges kun inden for rimelig fremsynetheds grænser. Sådanne undere som Egyptens plager kan på ingen måde forklares som blot naturlige. Forudsigelsen var et kundskabens mirakel.

3. Skelnen:

Den skelnen, der viste sig i plagernes hjemsøgelse, fremviser et andet mirakuløst element, mere betydningsfuldt og vigtigt end både kraftens mirakler og kundskabens mirakler. Gud gjorde forskel på egypterne og israelitterne, begyndende med flueplagen og tilsyneladende fortsættende uden undtagelse indtil enden. Sådanne mirakler med et moralsk formål tillader ingen mulig forklaring undtagen udøvelsen af en hellig vilje. Blot naturlige begivenheder foretager ingen sådanne regelmæssige, systematiske skel.

4. Orden og tiltagende strenghed:

Plagernes orden og gradvist tiltagende strenghed, med en sådan tilrettelæggelse at de bragte »dom over Egyptens guder«, retfærdiggjorde Jahve som hersker over alle og oplærte folket til at kende Jahve som Herre over hele jorden; dette fremviser et aspekt af begivenhederne, som tydeligt ikke er naturligt. En sådan metode afslører også et guddommeligt sind i virksomhed.

5. Tilrettelæggelse for at fuldføre et guddommeligt moralsk formål:

Til sidst og vigtigst af alt var plagerne ordnet sådan, at de især skulle opfylde et stort guddommeligt moralsk formål i åbenbaringen af Gud for israelitterne, for egypterne og for hele verden. Dette er det særlige kendetegn på ethvert virkeligt mirakel. Og dette fører os direkte til betragtningen af plagernes vigtigste aspekt.

III. Guddommeligt moralsk formål.

1. Miskreditering af Egyptens guder:

Denne miskreditering af Egyptens guder er markeret ved hvert skridt i plagernes forløb, og den samlede virkning af den gentagne miskreditering af guderne må have haft, og havde faktisk, stor indflydelse på egypterne. Plagerne »fuldbyrdede dom over Egyptens guder« (2 Mos 12,12), og folket og fyrsterne lagde stort pres på Farao for at få ham til at lade folket gå (2 Mos 10,7). Troldmændene, som hævdede at repræsentere Egyptens guder, blev besejret, Farao selv, som blev regnet for guddommelig, blev ydmyget, den store gud, Nilen, blev forurenet, frøer vanhelligede templerne, og til sidst blev solen, Egyptens største gud, udslettet i mørke.

2. Farao bringes til at vide, at Jahve er Herre:

Farao blev bragt til at vide, at Jahve er Herre, og han anerkendte det (2 Mos 9,27; 2 Mos 10,16). Med dette mål for øje blev stridspunktet klart trukket op. Farao udfordrede Jahves ret til at befale ham (2 Mos 5,2), og Gud krævede da, at han skulle »stå« i prøvelsen, indtil beviset kunne fremlægges fuldt ud, i overensstemmelse med det grundlæggende princip, at den, som fremsætter en anklage, er forpligtet til at stå ved den, indtil han enten anerkender dens fuldstændige falskhed eller giver mulighed for en fuld fremlæggelse af beviserne. Således ser vi, at Gud fik Farao til at »stå« (2 Mos 9,16) (mens Bibelen, som taler i livets konkrete sprog, kalder det forhærdelsen af Faraos hjerte), indtil sagen var prøvet til ende (sammenlign Lamb, Miracle of Science, 126-49).

3. Åbenbaring af Gud som frelser:

Et mere velsignet og nådigt moralsk formål med plagerne var åbenbaringen af Gud som verdens frelser. Dette begyndte i åbenbaringen ved den brændende tornebusk, hvor Gud, i ild, viste sig i busken, og dog blev busken ikke fortæret, men frelst. Denne åbenbaring, som således blev givet til folket, blev yderligere bevidnet ved adskillelsen mellem Israel og egypterne; den blev gjort kendt endog for egypterne ved advarslen før haglplagen, for at de egyptere, som var blevet påvirket af Guds magt, også kunne lære, at han er en Gud, som vil frelse dem, der giver agt på ham; og til sidst nåede den sit opsigtsvækkende højdepunkt, da Herrens engel gik forbi den blodmærkede dør natten, hvor de førstefødte døde, og påsken blev indstiftet.

4. Fremvisning af Guds brug af det onde:

Til sidst havde plagerne et stort moralsk formål ved, at de legemliggjorde Guds brug af det onde i menneskers erfaring i denne verden. Ligesom Jobs erfaring illustrerer brugen af det onde i den retfærdiges liv, sådan illustrerer Egyptens plager det samme store problem om det onde i de ugudeliges lod. I det ene tilfælde som i det andet er Guds undere ordnet sådan, at de »retfærdiggør Guds veje over for mennesker«.

Den minutiøst nøjagtige viden om livet i Egypten, som denne beretning i Anden Mosebog udviser, er utænkelig i en tid med så ringe og vanskelig forbindelse mellem nationer, undtagen ved at forfatteren faktisk havde opholdt sig i Egypten. Dette har vigtig betydning for tidspunktet for denne beretnings tilblivelse og dermed for spørgsmålet om dens forfatter.

LITTERATUR.

Litteraturen om dette emne er næsten endeløs. Det vil være tilstrækkeligt at henvise læseren til alle de almindelige kommentarer og de særlige kommentarer til Anden Mosebog for drøftelse af læremæssige og kritiske spørgsmål. To beundringsværdige nyere behandlinger af plagerne på engelsk er Lamb, Miracle of Science, og Merrins, »The Plagues of Egypt«, i Bibliotheca Sacra, 1908, juli og oktober.

M. G. Kyle