Vagtel

kwal (selaw; ortugometra; Latin Coturnix vulgaris): En jagtfugl af familien Coturnix, nært beslægtet med "agerhøns" (se dette). Vagtler og agerhøns er nære slægtninge; agerhønen er lidt større og har klarere farver. Vagtler ligner jordens grå, brune og gulbrune farver. Deres fjerdragt er gennemskåret og fint tegnet af aftegninger, og deres kød er saftig og fin føde. Deres vaner er meget ens. De bygger rede på jorden og ruger over 12 til 20 æg. Vagtlerne er mere selskabelige fugle og lever i det åbne, hvor de ruger langs veje og omkring marker. De har en længere, fyldigere vinge end agerhønen og kan flyve kraftigere. I Israels land var de trækfugle. De nævnes første gang i 2 Mos 16,13: "Og det skete om aftenen, at vagtlerne kom op og dækkede lejren; og om morgenen lå duggen rundt om lejren." Dette beskriver en stor flok på træk, så de passerede som en sky. 4 Mos 11,31-33: "Og der gik en vind ud fra Jahve og førte vagtler ind fra havet og lod dem falde ved lejren, omtrent en dagsrejse på den ene side og en dagsrejse på den anden side, rundt om lejren, og omtrent to alen over jordens overflade. Og folket stod op hele den dag og hele natten og hele den næste dag og samlede vagtlerne; den, der samlede mindst, samlede ti homer; og de bredte dem ud for sig hele vejen rundt om lejren"; jf. Sl 78,26-30:

"Han lod østenvinden blæse i himlene;

Og ved sin kraft ledte han søndenvinden.

Han lod også kød regne ned over dem som støv,

Og vingede fugle som havenes sand:

Og han lod det falde midt i deres lejr,

Rundt om deres boliger.

Så spiste de og blev rigeligt mætte;

Og han gav dem, hvad de begærede."

Igen nævnes fuglene under træk. De, der faldt omkring lejren, og brødet, der blev sendt fra himlen, beskrives i Sl 105,39-42. Kommentatorer har haft vanskeligheder med de ovenstående henvisninger. For naturhistorikeren volder de ingen vanskeligheder – de stemmer så godt med stedet og naturens love. For det første betyder det hebraiske selaw "at være fed". Det ville netop være vagtlens tilstand efter en vinter med fødesøgning i syd. Tiden var tidligt forår, vores april, og vagtlerne strømmede i flokke fra Afrika og bredte sig i skyer – endog til Europa. De var jordfugle, tunge ædere og med en buttet, fyldig krop. Trækket var en sådan anstrengelse, at når de blev tvunget til at krydse et stort vandområde, ventede de altid, til vinden blæste i deres kurs' retning, for at de ikke skulle blive udmattede og falde. Gennemsnittet var omkring 16 fugle for hver rede. Hvis halvdelen af et kuld slap væk, formerede de sig dog i sådanne mængder, at de let kunne danne skyer under trækket. Plinius skriver, at de kom til Italien i sådanne mængder og så udmattede af deres lange flyvning, at hvis de fik øje på et sejlskib, slog de sig ned på det i hundredvis og i sådanne mængder, at de sænkede det. Når man tager de små fartøjer fra den tid og de myriader af fugle i betragtning, virker dette ikke utroligt. Sammenlign nu disse kendsgerninger med teksten. Israelitterne lå i lejr på Sinaihalvøen. Fuglene var på træk. Vagtlerne fulgte Det Røde Hav, indtil de nåede det sted på halvøen, hvor de valgte det smalleste sted, og når vinden var med dem, krydsede de vandet. Ikke langt fra kysten steg røgen op fra israelitternes lejrbål. Dette forvirrede dem, og trætte efter deres rejse begyndte de at slå sig ned i forvirrede tusinder over og omkring lejren. Da rejste israelitterne sig og dræbte med de altid parate "kastestokke" et bestemt antal for hver sjæl i lejren og bredte kroppene ud på sandet for at tørre, netop som Herodot (ii. 77) beretter, at egypterne altid havde gjort (se Rawlinson, Herodotus, II, for en illustration af fangst og tørring af vagtler). Naturen og naturhistorien kan forklare denne hændelse, uden at der er behov for at inddrage det mirakuløse.

Gene Stratton-Porter