Vandbærer

dro'-er, (sho'ebh mayim, fra sha'abh, "at øse op" vand): I Syrien og Israels land findes kilder uden for Det Libanoniske og Anti-Libanoniske Bjergland kun sparsomt, og befolkningen på disse mindre begunstigede steder har altid været afhængig af brønde og cisternerner til deres vandforsyning. Dette nødvendiggør en eller anden indretning til at hente vandet. I tilfælde af en cisterne eller grund brønd sænkes en lerkarret vandkrukke eller en spand lavet af garvede gedeskind ned i vandet med et reb og hejses så op ved at trække rebet hånd over hånd (sandsynligvis den gamle metode), eller ved at føre rebet over en primitiv trinse, der er anbragt direkte over cisterneren eller brønden. I tilfælde af dybe brønde føres rebet, som er fastgjort til en større spand, over en trinse, så vandet kan hejses ved, at vandskjønnerne går væk fra brønden, mens de trækker i rebet. Ofte er dyr spændt for rebet til at trække.

I nogle egne, hvor vandstanden ikke ligger for dybt, bygges en trappe ned til vandkanten desuden til åbningen lodret over vandet. En sådan brønd peger man på nær Haran i Mesopotamien som den, hvorfra Rebekka hentede vand til Abrahams tjener. I 1 Mos 24,16 læser vi, at Rebekka "gik ned til kilden og fyldte sin krukke og kom op igen."

De dybe slidser i brøndens kant, nedslidte af rebene, mens vandet blev hejst op, vidner om mange brønde i Israels land og Syrien er fra oldtiden. Hver enkelt af hundredvis af slidser omkring en enkelt brønd er blevet dannet gennem mange år. Det forhold, at vandskjønningen fra disse brønde i dag ikke frembringer nye slidser, viser at disse er fra tidligere tider.

Vandhentning blev betragtet som arbejde for kvinder eller for mænd, der ikke var skikket til anden tjeneste (1 Mos 24,11; 1 Mos 24,13; 1 Mos 24,13; 1 Sam 9,11; Joh 4,7). I Syrien henter en pigeslave i dag gerne dagens vandforsyning, men det er sjældent muligt at overtale en dreng eller mand til at udrette denne tjeneste. Når brønden eller kilden ligger i afstand, eller der skal meget vand til, fyldes garvede skind eller lerkrukker og transporteres på mænds eller æslers ryg.

Vandhentning foregik sædvanligt om aftenen (1 Mos 24,11), og denne skik er forblevet uændret. Der er ingen mere interessant tilskuelse end det daglige mylder ved en syrisk vandkilde. Det må tvinge en til at minde sig om bibelhistorierne, hvis setting er ved en brønd (1 Mos 24; 1 Mos 4).

Vandhentingens arbejde var forbundet i tidlige dage med træhuggerens arbejde (5 Mos 29,11). Josva gjorde gibeonitterne til træhuggere og vandskjønnere til gengæld for deres liv (Jos 9,21; Jos 9,23; Jos 9,17). Beboerne i Ninive opfordres til at hente vand og fylde deres fæstningers cisternerner i forberedelse til en belejring (Nah 3,14).

Overført betydning: Vandhentning nævnes i metaforen Es 12,3, "I henter vand fra frelses brønde."

James A. Patch