Agerhøne

(Hebr. kore, dvs. “kalder”). Denne fugl adskiller sig fra vores egen agerhøne ved “sin klingende kaldelyd, som tidligt om morgenen giver genlyd fra klippe til klippe midt i Judæas ørkens øde og i Karmelskovens slugter”; deraf dens hebraiske navn. Dette navn forekommer kun to gange i Skriften.

I 1 Sam 26,20 “hentyder David til den jagtform, der praktiseres nu som i gammel tid, når agerhønen, der uafbrudt jages, til sidst, når den er udmattet, slås ned med stokke, der kastes hen ad jorden.” Den søger at redde sig “ved at løbe, helst frem for at flyve, medmindre den pludselig skræmmes op. Den hører ikke hjemme på sletten eller i kornmarken, men på klippefyldte bjergsider” (Tristram’s Nat. Hist.).

I Jer 17,11 illustrerer profeten den kendsgerning, at rigdom, der er erhvervet på ulovlig vis, er usikker og kortvarig. Illustrationens nøjagtige art kan ikke fastslås præcist. Nogle fortolker ordene sådan, at den begærlige mand lige så sikkert vil blive skuffet som agerhønen, der samler æg, som den ikke selv har lagt, og ikke er i stand til at udruge dem; andre (Tristram), med større sandsynlighed, sådan, at den mand, der beriger sig med uretfærdige midler, “lige så sikkert vil blive skuffet som agerhønen, der begynder at ruge, men hurtigt berøves sit håb om et kuld”, ved at dens æg stjæles fra den.

Den almindeligste agerhøne i Israels land er Caccabis saxatilis, den græske agerhøne. Ørkenens agerhøne (Ammo-perdix heyi) er en mindre art. Begge er i egentlig forstand bjerg- og klippefugle og adskiller sig således fra den engelske agerhøne, som holder af dyrkede marker.