Verden (generelt)

1. Grundord:

I King James Version gengiver dette ord flere grundord, som følger: 'erets "jord"; chedhel, "underverdenen"; cheledh, "livstid", "tidsalder"; `olam, "ubestemt tid", "tidsalder"; tebhel, "frugtbar jord"; ge, "jord"; aion, "tidsalder", "ubestemt tid", ofte med bibetydning af tidens indhold, dens påvirkninger og magter; oikoumene, "beboet jord", menneskets verden betragtet i dens område og udbredelse; til sidst, og hyppigst, kosmos, egentlig "orden", med antydning af skønhed; derfra det materielle univers, som det store eksempel på en sådan orden; dernæst det moralske univers, det samlede system af fornuftbegavede skabninger, måske undertiden også engle (1 Kor 4,9), men som regel kun mennesker; dernæst, i lyset af den kendsgerning at mennesket overalt har svigtet, menneskeheden i dens syndige aspekt, den faldne menneskeheds ånd og kræfter betragtet som fjendtlige mod Gud og mod det gode, "alt omkring os, som ikke elsker Gud".

2. Bemærkninger:

Af de ovennævnte udtryk behøver nogle ikke at opholde os; 'erets, som grundord for "verden", forekommer kun tre gange, chedhel én gang, cheledh to gange, `olam to gange (inklusive Præd 3,11), ge én gang. De vigtigste i rækken, når man ser på forekomsthyppighed, er tebhel, aion, oikoumene, kosmos. Disse kommenterer vi kort i rækkefølge.

(1) Tebhel.

Tebhel, som grundord for "verden", forekommer 35 steder, hvoraf 15 findes i Salmerne og 9 i første halvdel af Esajas. Afledningmæssigt har det med afgrøde og frugtbarhed at gøre, men man kan ikke sige, at dette træder frem i brugen. Ordet spiller faktisk næsten samme rolle som "klode" hos os og betegner menneskets materielle bolig så enkelt som muligt, uden moralske antydninger.

(2) Aion.

Vi har ovenfor angivet det særlige ved aion. Det er en tid, altid med antydning af udstrækning snarere end grænse (så det egner sig til udtryk, der betegner en vældig, om ikke endeløs, udstrækning, såsom "til aionernes aioner", gengivet "for evigt og altid" eller "verden uden ende"). I Hebr 1,2; Hebr 11,13 betegner det skabelsesprocessens "æoner". Mange steder, navnlig hos Matthæus, sigter det til forløsningens "husholdninger", den nuværende nådens "tidsalder" og, i modsætning dertil, den "tidsalder" som skal følge efter den--"den verden og opstandelsen" (Luk 20,35). Dernæst, i lyset af det moralske indhold i den nuværende tingenes tilstand, går det frit over i tanken om kræfter og påvirkninger, der virker imod tro og hellighed, f.eks. "Lad jer ikke forme efter denne verden" (Rom 12,2). I denne sammenhæng siges den onde magt at være "denne verdens gud" (2 Kor 4,4).

(3) Oikoumene.

Ordet oikoumene betyder undertiden Romerriget, betragtet som i særlig grad området for ordnet menneskeligt liv. Således Luk 2,1; ApG 11,28, og måske Åb 3,10 og andre apokalyptiske passager. I Hebræerbrevet bruges det mystisk om Messias' rige (1,6; 2,5).

(4) Kosmos.

Vi har ovenfor bemærket kosmos med dets ejendommelige og tankevækkende betydningshistorie. Det kan være nok her at tilføje, at denne historie forbereder os på at finde dets reference varierende gennem fine overgange, selv i samme passage. Se f.eks. Joh 1,10, hvor "verden" først synes at betegne jorden og mennesket ganske enkelt som "Ordets" skabning, og dernæst menneskeheden som syndigt fremmedgjort fra sin Skaber. Vi bliver derfor ikke overraskede over på den ene side at læse, at "Gud .... elskede verden" (Joh 3,16), og på den anden side at den kristne "ikke må elske verden" (1 Joh 2,15). Læseren vil i alle tilfælde finde sammenhængen som en sikker nøgle, og studiet vil være rigt på lærdom.

Handley Dunelm