Velsignelse

ben-e-dik'-shun: Fra de tidligste tider vidner beretningerne om, at det at udtale velsignelsen eller give velsignelsen var en almindelig praksis. I tempeltjenesten blev denne pligt betroet aronitterne og gjort til en virkningsfuld del af gudstjenesten. Den form for velsignelsen, der blev brugt, er angivet i 4 Mos 6,22-27. Henvisninger til denne praksis findes i 3 Mos 9,22; 5 Mos 10,8; 2 Krøn 30,27. Efter en tid blev der givet detaljerede forskrifter om den, og der blev gjort omhyggelig forberedelse til denne del af tjenesten. Alle aronitter i passende alder havde ret til at udføre denne tjeneste, undtagen dem der på grund af tidligere adfærd eller fysisk defekt var udelukket. En, som havde dræbt en anden, enten med vilje eller på anden måde, som havde brudt ægteskabsløfterne, havde hengivet sig overdrevent til vindrikning eller andre udskejelser, eller i det hele taget havde gjort sig skyldig i uretfærdig adfærd eller livsførelse, fik ikke alene forbud mod at udtale velsignelsen, men skulle trække sig tilbage, før denne del af tjenesten blev udført. Hvis en var blind, selv kun på det ene øje, eller havde en defekt ved hænderne eller talen, eller var pukkelrygget, blev han også udelukket. Før præsten kunne tage del i denne tjeneste, skulle han vaske sine hænder. Derefter udtalte han velsignelsesordene med opløftede hænder, mens folket stod. Hovedtanken var, at Jahves navn på denne måde blev lagt på folket. Senere kom det til at blive betragtet som noget, der havde en særlig velsignelse i sig selv, et resultat som de mere åndeligt sindede blandt præsterne protesterede imod.

Det var almindeligt ikke blot at udtale velsignelsen i den offentlige gudsdyrkelse, men også i familien. Vi har sådanne eksempler i 1 Mos 9,26; 1 Mos 9,27; 1 Mos 27,27-30. Denne praksis fandtes også ved mange andre lejligheder, ikke kun i Israel, men også blandt hedningerne. Vi kan derfor let se, at brugen af velsignelsen var almindelig lige fra den kristne kirkes begyndelse. Med tiden udviklede der sig en omfattende liturgi om dette emne, og man kan sige, at der nu findes tre forskellige opfattelser i kirken om velsignelsen. Den del af kirken, som betragter præsten som udrustet med præstelige beføjelser, hævder, at de velsignelser, der udtales, faktisk meddeles i selve handlingen, når ordene fremsiges, på grund af de beføjelser, der blev givet ham, da han blev indviet til det hellige embede. På den anden side hævdes det, at den blot er en bøn om, at Gud må skænke folket bestemte velsignelser. Andre tager afstand fra denne opfattelse og lærer, at den er en erklæring om de særlige privilegier og relationer, som dem står i, der er trådt ind i pagtsfællesskab med Kristus; at de velsignelser, der nu erklæres, er deres i kraft af dette forhold og meddeles dem ved Helligånden. De græske og romersk-katolske kirker indtager den første position, og derfor finder vi hos dem mange detaljer og minutiøse bestemmelser om den måde, hvorpå den skal udtales. I den græske kirke løfter præsten sin hånd med tommelfingeren rørende ved den tredje finger, hvilket betegner Helligåndens udgåen fra Faderen alene; eller ifølge andre for at danne det hellige navn IHS. I den romerske kirke er formen, at tommelfingeren, første og anden finger skal være åbne, for at symbolisere Treenigheden. Også i denne kirke udtales velsignelsen i en mængde tilfælde, og i hvert tilfælde gøres den ting, som præsten således velsigner, hellig. Kors, kirkelige kar, huse, påskeæg og kirkegårde velsignes således. Hvert sogn har en samling af disse velsignelsesformer i det, der kaldes "Benedictionale." Autoriteten for dette bygger på nogle dokumenter, der hævder at gå tilbage til den tidlige kirkehistorie, men da de hører til den forfalskede dekretal-klasse, er den romerske kirkes standpunkt i dette spørgsmål uholdbart.

Apostolske velsignelser, sådan som vi finder dem i brevene, viser betydelig variation. Et af de slående træk er, at Helligånden i en række tilfælde udelades. Den bedste forklaring synes at være, at Faderen og Sønnen virker verdens forløsning, og Helligånden anvender den velsignelse, der således er frembragt. "Nåde, barmhjertighed og fred" kan da siges at blive sendt fra Faderen og Sønnen gennem Helligånden for at blive alle deres ejendom, som er kommet ind i riget. Treenighedens tredje person, der således er i færd med at anvende velsignelsen, nævnes ikke. Det forhold, at Fader, Søn og Helligånd i andre tilfælde nævnes, beviser, at forfatterne kendte Helligåndens karakter og embede. Den mest almindelige form, der bruges i dag, er den i 2 Kor 13,14. Af og til indfører præster nogle ændringer, men det synes bedst at holde sig strengt til de bibelske former.

Se velsignelse; hilsen.

Jacob W. Kapp