Ven; venskab

ven, vens'-kab: I Det gamle Testamente to ord, forskelligt oversat "ven" eller "ledsager": re`eh, der angiver en blot kending, forbigående ven, nabo eller ledsager; 'ahabh, der angiver naturlig eller unaturlig kærlighed. I Det nye Testamente også to ord: hetairos, "en kamerat" eller "fælle", og philos, der antyder en mere kærlig relation.

Litteraturen bugner af konkrete eksempler på venskab af begge arter omtalt ovenfor, og af dybt filosofiske samt sentimentale og poetiske fremstillinger af tanken om venskab. Bemærkelsesværdige blandt disse er eksemplerne fra Det gamle Testamente. Abraham blev på grund af intimitet i sine relationer kaldt "Guds ven" (2 Krøn 20,7; Es 41,8; Jak 2,23). "HERREN talede til Moses ansigt til ansigt, som en mand .... til sin ven" (2 Mos 33,11). Det romantiske aspekt af venskabet mellem Ruth og Noomi er interessant (Ruth 1,16-18). Hushai, som gentagne gange betegnes som Davids ven (2 Sam 15,37; 2 Sam 16,16), hengivenheden illustrerer på bemærkelsesværdig vis en underordnets følelse over for sin foresatte. Det gensidige venskab mellem David og Jonatan (1 Sam 18,1), om hvilket forfatteren siges, "Jonatans sjæl blev knyttet med Davids sjæl, og Jonatan elskede ham som sin egen sjæl", er et andet eksempel. Igen i sin ynkelig klage over Jonatan (2 Sam 1,26) siger David med højst følelsesfulde ord, at hans kærlighed "var vidunderlig, større end kvinders kærlighed". Elias og Elisa danner et enestående eksempel på semiprofessionel hengivenhed (2 Kong 2).

I Det nye Testamente illustrerer Jesus og hans disciple venskabets vækst fra lærer og elev, herre og tjener, til ven og ven (Joh 15,13-15). Paulus og Timoteus er ligeledes iøjnefaldende (2 Tim 1,2).

I almindelig litteratur har vi det klassiske tilfælde, optegnet af Plutark, om Damon og Pythias under Dionysios' regering. Pythias, dømt til døden, skulle være henrettet, men ønskede at se sin familie. Damon tilbød sig selv som pant, hvis han ikke skulle vende tilbage til tiden for henrettelsen. Han vendte tilbage i tide, og begge blev løsladt af den store Dionysios, som bad om at blive taget ind i hemmeligheden om sådan et venskab. Skrifterne om venskab er mange. Platon og Cicero har udødeliggjort sig selv gennem deres bemerkinger. Cicero holdt dyrt af venskabet med Scipio, idet han erklærede, at af alt det, som Naturen eller Lykken nogensinde gav ham, var der intet, som kunne sammenlignes med Scipios venskab. Bacon, Emerson, Black, Gladden, King, Hillis og mange andre i senere tider har skrevet omfattende om venskab. Det bedste eksempel på dobbeltbrugen af ordet (se ovenfor) er det i Ordsp 18,24, "Den som har mange venner gør det til sin egen ulykke; men der er en ven, som holder tættere end en broder". Igen, "Jern hvæsses mod jern; så skærpes et menneskes ansigt af dets vens ansigt" (Ordsp 27,17). Ærlighed og åbenhjertighed hos ægte venner fremstilles i maksimen, "Trofast sårede en ven" (Ordsp 27,6).

Walter G. Clippinger