Regn

ran (maTar, arabisk (?), maTar, "regn" geshem, "kraftig regn" moreh, "tidlig regn," yoreh, "første regn," malqosh, "sildig regn"; brecho, huetos):

1. Vandforsyning i Egypten og Israels land:

I Egypten falder der kun lidt eller slet ingen regn; vandet til plantevæksten tilføres i stor overflod af floden Nilen. Men i Syrien og Israels land er der ingen store floder, og folket må helt være afhængigt af regnfaldet for at få vand til sig selv, deres dyr og deres marker. Da Israels børn var i Egypten, lovede Jahve dem et land, som "drikker vand af himlens regn" (5 Mos 11,11). Kilder og væld findes i de fleste dale, men kildernes vandføring afhænger direkte af regn- eller snefaldet i bjergene.

2. Betydningen af regn i rette tid:

Dyrkningen af jorden i Israels land er i de fleste egne i praksis tørlandslandbrug, men selv da er noget vand nødvendigt, så der kan være fugt i jorden. I sommermånederne falder der ingen regn, så regnen i forårs- og efterårssæsonen er absolut nødvendig for, at afgrøderne kan begynde at gro og modnes. Manglen på denne regn på det rette tidspunkt har ofte været årsag til, at høsten slog fuldstændigt fejl. En lille forskel i mængden af denne sæsonregn gør en stor forskel for muligheden for at dyrke forskellige afgrøder uden kunstvanding. Ellsworth Huntington har med stor omhu fremhævet dette punkt i sit meget vigtige værk, Palestine and Its Transformation. Løftet om velstand gives i forsikringen om "regn i rette tid" (3 Mos 26,4 KJV). Tilbageholdelsen af regn efter Elias' profeti (1 Kong 17,1) fik bjergbækkene til at tørre ud (1 Kong 17,7), og en sikker hungersnød fulgte. Vi får et glimt af den frygtelige lidelse på grund af vandmangel på den tid. Folk var usikre på, om de fik endnu et måltid (1 Kong 17,12), og dyrene var ved at gå til (1 Kong 18,5).

3. Regnmængde:

Israels land og Syrien ligger i grænseområdet mellem havet og ørkenen og er desuden så bjergrige, at de ikke blot har meget store forskelle i regnmængde fra år til år, men også stor variation i forskellige dele af landet.

Regnmængden på de vestlige skråninger kan sammenlignes med den i England og Amerika og varierer fra 25 til 40 tommer om året, men den falder for det meste i de fire vintermåneder, hvor regnskyllene ofte er meget kraftige og tit giver fra 12 til 16 tommer på en måned. På de østlige skråninger er den langt mindre og varierer fra 8 til 20 tommer om året. Den største mængde falder i Libanons bjerge, hvor gennemsnittet er omkring 50 tommer. I Beirut er årsgennemsnittet 35,87 tommer. Når man går mod syd fra Syrien, aftager mængden (Haifa 27,75, Jaffa 22,39, Gaza 17,61), mens der på Sinaihalvøen kun falder lidt eller intet. Går man fra vest mod øst, er forandringen langt mere pludselig på grund af bjergene, som standser skyerne. I Damaskus er gennemsnittet under 10 tommer. I Jerusalem er gennemsnittet for 50 år 26,16 tommer, og spændvidden går fra 13,19 tommer i 1870 til 41,62 tommer i 1897. De årlige optegnelser, som J. Glaisher og A. Datzi har givet i Palestine Exploration Fund Quarterly fra 1861 til 1910, 50 år, er anført i den medfølgende tabel.