Afholdenhed; afholdende

tem'-per-ans; tem'-per-at (egkrateia), (egkrates, nephalios, sophron): American Standard Revised Version afviger fra King James Version og English Revised Version ved at oversætte egkrateia med »selvbeherskelse« (ApG 24,25; Gal 5,23; 2 Pet 1,6; 1 Kor 9,25), idet den følger English Revised Versions randnote i flere af disse steder. Denne betydning stemmer med klassisk brug, idet Platon anvender ordet om »herredømme«, ikke blot over sig selv, men over enhver genstand, der betegnes ved en efterfølgende genitiv. Septuaginta anvender det om besiddelsen »af fæstninger« (2 Makk 8,30; 10,15), »af en stilling« (2 Makk 10,17), »af byen« (2 Makk 13,13), »af visdom« (Sirak 6,27). Den refleksive betydning »selvbeherskelse«, »selvkontrol«, er lige så vel bevidnet i klassikerne og Septuaginta. Således findes det i verbalformen i 1 Mos 43,31 om den selvbeherskelse, Josef udøvede i sine brødres nærvær, da de trådte frem for ham som bedende, og i 1 Sam 13,12, hvor Saul erklærer, at han »tvang« sig selv til at gøre det, der var imod hans ønske. Om patristisk brug af termen, se eksempler i Suicers Thesaurus Ecclesiasticus, I, 1000 ff. Clemens af Alexandria: »Ikke at afholde sig fra alle ting, men med mådehold bruge sådanne ting, som man har vurderet bør bruges«; »sådanne ting, som ikke synes at ligge ud over den rette fornuft.« Basilios: »At undgå overdrivelse til begge sider, så man hverken ved luksus bliver forvirret eller, ved at blive sygelig, bliver ude af stand til at gøre det, der er befalet.« Chrysostomos (til 1 Tim 1,8) anvender det om »en, der behersker lidenskab i tunge, hånd og ustyrlige øjne.« Ellicott og Eadie (til Gal 5,23) citerer Diogenes Laertius for, at ordet henviser til »kontrol over de stærkere lidenskaber.« I 1 Kor 9,25 illustrerer Paulus det ved træningen af en atlet, hvis levevis ikke blot beskrives i Horats' Ars Poetica (412 ff) og hos Epiktet (citeret hos Alford til dette sted), men kan læres af de mange udøvere og beundrere af lignende foretagender i dag.

Det princip, der ligger heri, er, at alle menneskets kræfter og evner samles om det ene mål at gøre Guds vilje, i og gennem hvilket kald Gud end fastsætter, og at man giver afkald på alt, enten helt eller i den grad det er nødvendigt, hvor uskyldigt eller nyttigt det end kan være på sin rette plads, som hindrer ens højeste effektivitet i dette kald (1 Kor 10,31). Det er ikke begrænset til afholdenhed, men er snarere kraften og beslutningen til at afholde sig med henblik på et fast mål, og brugen af de fysiske impulser som tjenere for det moralske liv. Det henviser ikke til én bestemt klasse af genstande, vi møder, men til alle; til det, der angår tale og dømmekraft, såvel som til det, der appellerer til sanserne. Det er egentlig en indre åndelig dyd, der virker sig ud i det ydre liv, og som ikke kan forfalskes eller erstattes af nogen afholdenhed, der er begrænset til det ydre (Augsburgske Bekendelse, artikler XXVI, XXVII). Når dens fravær imidlertid omtales som synd, er den negative side som regel mere fremtrædende end den positive side af afholdenheden. Henvisningen i ApG 24,25 er til kyskhed, og i 1 Kor 7,9, som sammenhængen viser, til kyskhedens indre side. I 1 Tim 3,2; 1 Tim 3,11; Tit 2,2 har ordet nephalios sin oprindelige betydning som modsætning til »beruset« (se SOBRIETY; DRINK, STRONG). Se også afhandlingerne om etik af Luthardt (både Compendium og History), Martensen, Koestlin og Haring om afholdenhed, askese, kontinens.

H. E. Jacobs