Afrika

af'-ri-ka: Navnet på dette område, som kontinent, forekommer ikke i Bibelen, og først i senere tider blev det kendt som en af verdensdelene under navnet Libyen--den del over for Grækenlands kyst og vest for Egypten.

1. Afrika som de gamle kendte det:

Naturligvis var den betydeligste del af Afrika, som hebræerne kendte, Egypten selv, men Libyen anses for at være omtalt under navnene Lehabim og Lubim (Ludim) (1 Mos 10,13; 2 Krøn 12,3)--ord der, som ofte hos semitterne, ikke betegner selve landet, men dets indbyggere. Andre dele af Afrika, som hebræerne kendte, var Kush eller Etiopien og Put, hvis indbyggere de anså for at høre til den hamitiske stamme. Kanaan, der også var kushitisk og derfor hamitisk, hørte naturligvis ikke til det afrikanske kontinent, hvilket viser, at inddelingen af den dengang kendte verden i "verdensdele" (Europa, Asien, Afrika) ikke havde fundet sted, da folkeslagenes tavle (1 Mos 10,1) blev udarbejdet--ja, disse inddelinger synes ikke at være blevet tænkt på før mange århundreder senere. Kasluhim og Naftuhim (1 Mos 10,13; 1 Mos 10,14) var efter al sandsynlighed afrikanske folk, skønt deres beliggenhed almindeligvis anses for usikker. For hebræerne var Afrikas sydligste punkt tilsyneladende Kush eller Etiopien, kaldt Kusu og Meluhha (Meroe) af assyrerne og babylonierne, hvilket omfattede det område, der nu kendes som Sudan, eller det sorte område. Kushs sønner, og også hans førstefødte Sebas sønner, var alle arabiske stammer, nominelt under Mizrajims eller Egyptens herredømme, og af denne grund blev de regnet med blandt Hams efterkommere.

2. Kushitterne og negrene:

Det vil således ses, at negerområderne praktisk taget var ukendte for de gamle hebræere, skønt mænd og kvinder af negerace må være kommet inden for deres synskreds. Det synes derfor tvivlsomt, om der i Bibelen findes nogen henvisning til denne race, enten kollektivt eller individuelt, idet ordet kushit ikke står for neger, men for etiopier. Denne betegnelse anvendes om Moses' (første) hustru (4 Mos 12,1), og det vil sandsynligvis almindeligvis blive indrømmet, at den store hebraiske lovgiver næppe har giftet sig med en negerkvinde. Den etiopiske hofmand, som blev omvendt af evangelisten Filip (ApG 8,26), var en embedsmand fra Meroe og en dannet mand, for han kunne læse Det Gamle Testamente i den græske (Septuaginta-) version. Handel må have åbenbaret for hebræerne, hvor de forskellige folk i Afrika, som de kom i kontakt med, befandt sig, og de fik personlig kundskab om Egypten, da de 12 stammer var i trældom dér. I denne periode kan man formode, at de fra tid til anden så besøgende fra syd--folk som ikke nævnes i Det Gamle Testamentes hellige bøger, fordi hebræerne som nation aldrig kom i kontakt med dem. Bortset fra Egypten havde den del af Afrikas historie, som hebræerne kendte, et omskifteligt forløb, da den efter tur kom under egyptisk, fønikisk, græsk og romersk civilisation. At den ikke blev løbet over ende, ja ikke engang påvirket, af de barbariske stammer fra syd, skyldes, at middelhavsområdet er isoleret fra den centrale (og sydlige) del af dette kontinent af Sahara.

3. Hebraisk tradition:

I Talmud fortælles det, at Alexander trængte ind i Afrika på libyske æsler for at finde en race af kvinder, som han samtalede med, og fra hvem han, som han senere indrømmede, da han var en tåbe, lærte visdom--en legende, der antyder en mulig tradition om amazonerne i Dahomey. Men selv i Talmud er det hovedsagelig den nærmere (nordøstlige) del af Afrika, der henvises til; afrikanerne, som havde ry for at være platfodede, forbindes med kana'anæerne.

Se også Kush; Etiopien; Mizrajim.

T. G. Pinches