Afholdenhed

abs'-ti-nens: Afholdenhed som en form for askese rækker tilbage til den fjerne oldtid og findes hos de fleste gamle folk. Den kan defineres som en selvdisciplin, der består i den vanemæssige forsagelse, helt eller delvis, af kødets nydelser, med henblik på at dyrke åndens liv. I sine mest ekstreme former byder den mennesker at kvæle og undertrykke deres fysiske behov snarere end at underordne dem en højere målsætning eller hensigt; den bagvedliggende tanke er, at legemet er åndens fjende, og at den gradvise udryddelse af de naturlige begær og tilbøjeligheder ved hjælp af faste, cølibat, frivillig fattigdom osv. er "fuldkommenhedens vej".

Denne artikel vil hovedsagelig beskæftige sig med afholdenhed fra mad, sådan som den behandles i Bibelen. (For andre sider af emnet, se mådehold; ren; urenhed; mad osv.). Således afgrænset kan afholdenhed være enten offentlig eller privat, delvis eller fuldstændig.

1. Offentlige faster:

Kun én sådan faste omtales som indstiftet og påbudt ved Moseloven, nemlig fasten på forsoningsdagen. Den kaldes "Fasten" i ApG 27,9 (jf. Ant, XIV, iv, 3; Philo, Vit Mos, II, 4; Schurer, HJP, I, i, 322).

Fire årlige faster blev senere holdt af jøderne til minde om Jerusalems mørke dage--dagen for begyndelsen på Nebukadrezzars belejring i den tiende måned, dagen for byens erobring i den fjerde måned, dagen for dens ødelæggelse i den femte måned og dagen for mordet på Gedalja i den syvende måned. Alle disse nævnes i Zak 8,19. Se faste.

Man kunne med rimelighed tro, at sådanne højtidelige årsdage, når de først var indstiftet, ville være blevet holdt ved lige med oprigtighed af jøderne, i det mindste i mange år. Men Esajas viser, hvor hurtigt selv de mest krænkede følelser af fromhed eller fædrelandskærlighed kan blive kolde og formelle. `Hvorfor har vi fastet, når du ikke ser det?' råber de landflygtige jøder i deres fangenskab. `Vi har ydmyget vore sjæle, og du lægger ikke mærke til det.' Jahves hurtige svar følger: `Fordi jeres faste blot er en form! Se, på jeres fastedag søger I jeres egen lyst og undertrykker alle jeres arbejdere' (jf. Es 58,3; Expositor's Bible, på stedet). Det vil sige: Jeres faste er blevet så formel, at jeres almindelige selviske, grusomme liv fortsætter ganske uændret. Så foretager Jahve undersøgelse: "Er dette den faste, jeg har udvalgt? en dag, hvor et menneske skal plage sin sjæl? Er dette ikke den faste, jeg har udvalgt: at løse ondskabens lænker, at løsne ågets bånd, at lade de undertrykte gå fri, og at I bryder hvert åg? Er det ikke at dele dit brød med den sultne og at bringe de fattige, der er drevet bort, ind i dit hus? Da skal du kalde, og Jahve skal svare; du skal råbe, og han skal sige: Her er jeg" (Es 58,5-9). Passagen, som George Adam Smith siger, indtager den tidligste, om ikke den højeste, plads i den herlige række af skriftsteder, der ophøjer praktisk kærlighed, hvortil Es 61; Es 25; Es 1 hører. Den store betydning er, at efter Guds syn bliver karakteren rig og livet glædeligt, ikke ved faster eller formelle overholdelser, men ved handlinger i uselvisk tjeneste, inspireret af et kærligt hjerte. Disse faster gik senere fuldstændig ud af brug, men de blev genoptaget efter romernes ødelæggelse af Jerusalem.

Lejlighedsvise offentlige faster blev udråbt i Israel, som hos andre folk, i tider med tørke eller offentlig ulykke. Det fremgår ifølge jødiske beretninger, at det var skik at holde dem på den anden og femte dag i ugen, fordi man mente, at Moses var gået op på Sinaj bjerg på ugens femte dag (torsdag) og var kommet ned på den anden (mandag) (jf. Didache, 8; Apostolical Constitutions, VIII, 23).

2. Private faster:

Ud over disse offentlige højtideligheder havde enkeltpersoner for vane at pålægge sig selv ekstra faster (f.eks. Judith 8,6; Luk 2,37); og der var nogle blandt farisæerne, som fastede på den anden og femte dag i ugen året rundt (Luk 18,12; se Lightfoot, på stedet). Tacitus hentyder til jødernes "hyppige faster" (History, V, 4), og Josefus fortæller om fastens udbredelse blandt hedningerne (Against Apion, II, 40; jf. Tertullian, ad Nat, i.13). Der er rigeligt bevis for, at mange religiøse lærere fastsatte regler om faste for deres disciple (jf. Mark 2,18; Matt 9,14; Luk 5,33).

3. Grader af strenghed i afholdenhed:

Enkeltpersoner og sekter adskiller sig meget i de grader af strenghed, hvormed de overholder faster. Ved nogle faster blandt jøderne blev afholdenhed fra mad og drikke blot overholdt fra solopgang til solnedgang, og vask og salving var tilladt. Ved andre af strengere art varede fasten fra den ene solnedgang, til stjernerne viste sig efter den næste, og ikke kun mad og drikke, men vask, salving og enhver form for behagelig aktivitet, ja selv hilsener, var forbudt (Schurer, II, ii, 119; Edersheim, Life and Times, I, 663). Sådan faste blev almindeligvis praktiseret på den mest strenge og pralende måde og udgjorde blandt farisæerne en del af deres mest prætentiøse udvortes væsen. På dette punkt bekræftes vidnesbyrdet i Matt 6,16 af Mishna.

4. Afholdenhed blandt forskellige slags asketer:

Der opstod blandt jøderne forskellige slags asketer, og de kan groft inddeles i tre klasser.

(1) Essæerne.

Disse levede sammen i kolonier, delte alt i fællesskab og praktiserede frivillig fattigdom. De strengere blandt dem afstod også fra ægteskab. De var, siger Filon, ligeglade med både penge, nydelse og verdslig stilling. De spiste intet animalsk kød, drak ingen vin og brugte ingen olie til salving. Sanseobjekterne var for dem "uhellige", og at tilfredsstille det naturlige begær var "synd". De synes ikke at træde tydeligt frem i Det Nye Testamente. Se essæerne.

(2) Eremitasketikerne.

Disse flygtede bort fra det menneskelige samfund med dets fristelser og tillokkelser ud i ørkenen og levede dér et liv i streng selvdisciplin. Josefus (Vita, 2) giver os et bemærkelsesværdigt eksempel på denne klasse i Banus, som "levede i ørkenen, klædte sig med blade fra træer, spiste intet andet end jordens naturlige frembringelser og badede nat og dag i koldt vand for renhedens skyld." Johannes Døber var en eremit af en helt anden type. Også han boede i ørkenen, bar en grov dragt af kamelhår og levede af "græshopper og vild honning." Men hans askese var snarere en følge af hans omgivelser og kald end et mål i sig selv (se "Askese," DCG). I de brudstykker af hans prædikener, som er bevaret i evangelierne, er der intet spor af nogen formaning til asketiske øvelser, skønt Johannes' disciple praktiserede faste (Mark 2,18). (3) De moderate asketikere.

Der var mange fromme jøder, mænd og kvinder, som praktiserede askese af en mindre formel art. Farisæernes askese var af en art, der naturligt fulgte af deres loviske og ceremonielle opfattelse af religionen. Den kom først og fremmest til udtryk, som vi har set, i demonstrativ faste og udvorteshed. Men der var ikke få ydmyge, fromme sjæle i Israel, som ligesom profetinden Anna tjente Gud "med faste og bønner nat og dag" (Luk 2,37) og søgte ved sand selvdisciplin at komme nær til Gud (jf. ApG 13,2; ApG 13,3; ApG 14,23; 1 Tim 5,5).

5. Afholdenhed set i Talmud:

Nogle af rabbinerne fordømte ligefrem afholdenhed, eller askese i enhver form, som livsprincip. "Hvorfor må nasiræeren bringe et syndoffer ved afslutningen af sin periode?" (4 Mos 6,13; 4 Mos 6,14) spørger Eliezer ha-Kappar (Siphra', på stedet); og han svarer: "Fordi han syndede mod sin egen person ved sit løfte om at afholde sig fra vin"; og han konkluderer: "Enhver, der underkaster sig faste eller andre bodsøvelser uden nogen særlig grund, begår en uret." "Mennesket skal i det kommende liv stå til regnskab for enhver nydelse, der blev tilbudt ham, men som blev afvist uden tilstrækkelig grund" (Rabh, i Yer. Kid., 4). Hos Maimonides (Ha-Yadh ha-

Chazaqah, De`oth 3 1) fordømmes det monastiske princip om afholdenhed med hensyn til ægteskab, det at spise kød eller drikke vin, eller med hensyn til enhver anden personlig nydelse eller bekvemmelighed, som "i strid med jødedommens ånd," og "den gyldne middelvej, mådeholdet," anbefales.

Men på den anden side betragtes afholdenhed ofte af rabbinerne som fortjenstfuld og prisværdig som et frivilligt middel til selvdisciplin. "Jeg deltog kun én gang i et nasiræermåltid," siger Simon den Retfærdige, "da jeg mødte en smuk ung mand fra syd, som havde aflagt et løfte. Da jeg spurgte om grunden, sagde han: `Jeg så den onde ånd forfølge mig, da jeg betragtede mit ansigt spejlet i vand, og jeg svor, at disse lange lokker skal klippes af og ofres som et offer til Yahweh'; hvorpå jeg kyssede ham på panden og velsignede ham og sagde: Må der være mange nasiræere som dig i Israel!" (Nazir, 4b). "Vær hellige" blev derfor fortolket: "Øv afholdenhed for at nå frem til renhed og hellighed" (`Ab. Zarah, 20b; Siphra', Kedhoshim). "Afhold dig fra alt ondt og fra alt, hvad der ligner det" er en regel, der findes i Talmud (Chullin, 44b), ligesom også i Didache (3 1)--et udsagn, der tydeligvis bygger på Job 31,1: "Afhold dig fra kødets og verdens lyster." Moselovens forskrifter om føde siges alle af Rabh at være "til Israels renselse" (Le R. 13)--"til at træne jøden i selvdisciplin."

6. Jesu holdning til faste:

Det spørgsmål, der for os har størst interesse og betydning, er: Hvilken holdning indtog Jesus til faste eller askese? Svaret må søges i lyset, for det første af hans praksis og for det andet af hans lære.

(1) Hans praksis.

Jesus er endda blevet regnet for "grundlæggeren af og forbilledet for det asketiske liv" (Clem. Alex., Strom, III, 6). Ved tvivlsom vægtlægning på hans "fyrre dages" faste, hans afholdenhed fra ægteskab og hans frivillige fattigdom er nogle nået til den konklusion, at fuldstændig forsagelse af de nuværende ting var "fuldkommenhedens vej ifølge Frelseren."

Et mere fyldigt og mere indlevende studium af Jesu liv og ånd må føre os til en anden konklusion. Ganske vist skelnes hans livsform i evangelierne skarpt, ikke blot fra farisæernes, men også fra Johannes Døbers. Ja, han udviste intet af den askese, som kendetegnede de berømte kristne helgener Bernhard og Johannes af Korset, eller endog Frans, som "af alle asketikere kom nærmest Mesterens ånd." Jesus flygtede ikke fra verden eller undgik det sociale livs behageligheder. Han bidrog til glæden ved en bryllupsfest, tog imod gæstfrihed hos rige og fattige, tillod, at en alabastkrukke med meget kostbar salve blev brudt og hældt ud over hans fødder, bød kvinders selskab velkommen, viste øm kærlighed mod børn og nød tydeligvis hjemmelivet i huset i Betania. Der er intet bevis for, at han pålagde sig selv nogen unødvendige strengheder. Fasten i "fyrre dage" (ikke nævnt hos Mark, den ældste autoritet) er ingen undtagelse fra denne regel, eftersom den snarere var en nødvendighed, som hans situation i ørkenen pålagde ham, end en selvpålagt overholdelse af en fastelov (sammenlign Kristi ord om Johannes Døber: "Johannes kom hverken spisende eller drikkende", se artiklen om "Askese," DCG). Under alle omstændigheder er han her ikke et eksempel på den traditionelle askese. Han træder gennem hele evangelierne frem "som den levende type og legemliggørelse af selvfornægtelse," og dog findes asketens kendetegn ikke hos ham. Hans livsform var faktisk så ikke-asketisk, at den bragte ham anklagen for at være "en frådser og en vindrikker" (Matt 11,19; Luk 7,34).

(2) Hans lære.

Uden tvivl var det fra først til sidst »gennemtrængt af selvfornægtelsens ånd«. »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv,« er et stadig tilbagevendende omkvæd i hans undervisning. »Søg først Guds rige« er altid hans kategoriske imperativ (Matt 6,33 KJV; Luk 12,31). Dette er for ham summum bonum--alle ønsker og bestræbelser, som ikke har dette som deres mål, må undertrykkes eller ofres (jf. Matt 13,44-46; Matt 19,21; Mark 10,21; Luk 9,59; Luk 9,60; Luk 14,26 med Matt 5,29; Matt 5,30; Mark 9,43-47; Matt 16,24 f; Mark 8,34 f; Luk 9,23 f; og Luk 14,33). Kort sagt: hvis nogen finder, at tilfredsstillelsen af et hvilket som helst ønske hos det højere eller lavere selv vil hindre eller aflede ham i udførelsen af hans pligter som undersåt i Riget, må han give afkald på en sådan tilfredsstillelse, hvis han vil være Kristi discipel. »Hvis det får dig til at snuble« er altid den betingelse, underforstået eller udtrykt, som retfærdiggør afholdenhed fra et bestemt gode.

Ifølge beretningen hentydede Jesus kun to gange til faste i sin undervisning. I Matt 6,16-18, hvor frivillig faste forudsættes som en religiøs øvelse for hans disciple, advarer han dem mod at gøre den til anledning til en opvisning i fromhed: »Når du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt, for at du ikke skal ses af mennesker som en, der faster, men af din Fader, som er i det skjulte.« Kort sagt sanktionerer han kun faste som et ægte udtryk for et fromt og sønderknust sindelag.

I Matt 9,14-17 (parallel Mark 2,18-22; Luk 5,33-39), som svar på spørgsmålet fra Johannes' disciple og farisæerne, nægter Jesus at påbyde faste. Han siger, at faste, som et anerkendt tegn på sorg, ville være uforenelig med den glæde, som »brudekammerets sønner« naturligt føler, mens »brudgommen er hos dem«. Men, tilføjer han, idet han antyder den sande grund til faste, der vil komme dage med tab, og da vil det ydre udtryk for sorg være passende. Her, som i Bjergprædikenen, sanktionerer Jesus faste, uden at påbyde den, som en form, hvori følelsen spontant kan søge udtryk. Hans undervisning om emnet kan sammenfattes i ét ord: underordning (DCG).

Fastens form tillægger han ringe betydning, som det ses i de følgende lignelser om den gamle klædning og de gamle vinsække. Det går ikke an, siger han, at pode evangeliets nye frihed ind på de gamle skikkes legeme, og endnu mindre at forsøge at tvinge det nye livssystem ind i de gamle forme. Den nye fromhed må åbenbare sig i nye former, som den selv skaber (Matt 9,16; Matt 9,17; Mark 2,21; Mark 2,22; Luk 5,36; Luk 5,38). Alligevel viser Jesus sympati med de konservatives fordomme, de som holder fast ved deres fædres skikke: »Ingen, som har drukket gammel vin, ønsker ny; for han siger: Den gamle er god.« Men på spørgsmålet: Var Jesus asket? er vi nødt til at svare: Nej.

»Askese,« som Harnack siger, »har slet ingen plads i evangeliet; det, det kræver, er, at vi skal kæmpe mod Mammon, mod bekymring, mod selviskhed; det, det kræver og frigør, er kærlighed--den kærlighed, som tjener og ofrer sig selv, og enhver, der belæsser Jesu budskab med nogen anden form for askese, forstår det ikke« (What is Christianity? 88).

7. Apostlenes praksis og undervisning:

I det store og hele var apostlenes og de første kristnes praksis og lære uden tvivl i overensstemmelse med Mesterens eksempel og undervisning. Men en tendens, dels medfødt, dels overleveret fra jødisk lovtrældom og dels hedensk, viste sig blandt deres efterfølgere og gav anledning til Vita Religiosa og dualismen, som fandt deres fuldeste udtryk i munkevæsenet.

Det er værd at bemærke, at de påståede ord af Jesus: »Men denne slags farer ikke ud undtagen ved bøn og faste« (Mark 9,29; Matt 17,21 KJV), er forvanskninger af teksten. (Jf. Tobit 12,8; Sirak 34,26; Luk 2,37). Oxyrhynchus-fragmentet (opdaget 1897) indeholder et logion med ordene legei Iesous, ean me nesteuete ton kosmon, ou me heurete ten basileian tou theou: »Jesus siger: Hvis I ikke faster fra verden, skal I på ingen måde finde Guds rige,« men »fasten« her er tydeligvis billedlig.

LITTERATUR.

Bingham, Antiquities, W. Bright, Some Aspects of Primitive Church Life (1898), J. O. Hannay, The Spirit and Origin of Christian Monasticism (1902), og The Wisdom of the Desert (1904); Thomas a Kempis, Imitation of Christ, Migne, Dictionnaire d' Ascetisme, og Encyclopedia Theol., XLV, XLVI, 45, 46; Jewish Encyclopedia, og bibelordbøgerne på stedet.

George B. Eager