Afmægtig

fant (`ayeph, `uph, ya`aph, `alaph, aTaph, dawway, yaghea`, macac, rakhakh, paghar, kahah; ekluo, ekkakeo, kamno): Det hebraiske ordforråd for de nedtrykkende fysiske tilstande og sjælelige følelser, som i King James Version gengives med de engelske ord »faint«, »faintness« og andre sammensætninger af samme stamme, er, som det vil ses ovenfor, bredt og varieret i sin afledning. De 11 hebraiske og 3 græske ord og deres afledninger bruges i 62 passager i King James Version til at udtrykke disse tilstande.

`Ayeph bruges til at udtrykke udmattelsen af træthed og sult i Esaus tilfælde (1 Mos 25,29; 1 Mos 25,30). Dette ord og dets varianter kommer fra en rod, der oprindelig betyder »at dække eller skjule«, derfor »at være mørk eller dunkel«, og således, billedligt, »at være mat eller nedtrykt«. Israels hjælpeløse tilstand, da folket blev plaget af Amalek (5 Mos 25,18), og situationen for Gideons trætte styrke, da de forgæves søgte hjælp i Sukkot (Dom 8,4), beskrives med samme ord. Esajas bruger det også til at skildre den skuffede og utilfredsstillede appetit hos den tørstige mand, der vågner af sin drøm om forfriskning (Es 29,8). I 2 Sam 16,14 er `ayephim sandsynligvis et egennavn på et sted (Revised Version, randnote).

`Uph i 1 Sam 14,28-31 beskriver udmattelsen hos Sauls hær under forfølgelsen af filistrene efter slaget ved Mikmash. Det samme ord udtrykker Davids svigtende styrke i kamp med de samme fjender, hvilket førte ham i overhængende fare og som følge deraf fik hans hærfører til at nægte ham personligt at deltage i kampen (2 Sam 21,15).

Ya`-aph bruges af Siba, da han bragte forfriskninger til Davids mænd under flugten fra Absalom (2 Sam 16,2); se også brugen i Es 40,28. Beslægtede verbalformer forekommer i Es 40,30; Es 40,31; Jer 2,24; Jer 51,58; Jer 51,64; Hab 2,13, samt i Dom 8,15, i alle tilfælde med betydningen mathed eller udmattelse af træthed eller møje.

`Alpah udtrykker mathed af tørst i Am 8,13, eller af solens hede (Jon 4,8), og billedligt den modløshed, der var resultatet af fangenskabet (Es 51,20). Ezekiel bruger det allegorisk som en beskrivelse af, at træerne visner af sorg over de assyriske kongers død (Ez 31,15).

`ATaph er ørkenvandrernes træthed (Sl 107,5), matheden af sult (Klag 2,19) eller Jonas' modløshed, der blev fordrevet ved hans erindring om Guds barmhjertighed (Jon 2,7).

Dawway, fra en rod som betegner den sygdom, der fremkaldes af udmattelse efter blodtab, bruges i Es 1,5 om hjertets mathed, resultatet af anger over synd, og i Jer 8,18 om profetens sorg over Israels synder. En beslægtet form udtrykker hans sorg på grund af Guds domme, som blev pådraget som straffe for folkets frafald (Klag 1,13; Klag 1,12; Klag 5,17).

Macac, bogstaveligt »opløsning eller smelten«, anvendes om den smitsomme frygt, som en fej soldats eksempel fremkalder blandt hans kammerater (5 Mos 20,8, Revised Version (britisk og amerikansk) »smelte«). I den bemærkelsesværdige passage i Es 10,18, hvor Gud udtaler Assyriens dom, når hans tugtelsesformål med Israel er fuldbyrdet, siges Assyriens sammenbrud at være »som når en bannerfører segner«. Her erstatter Revised Version, randnote, det med »som når en syg mand svinder hen«, hvilket sandsynligvis er den korrekte gengivelse. Ordet macac kan enten betyde en syg mand eller noget strålende, der ses på afstand, såsom et banner, men den første betydning er mere forståelig og sigende i sammenhængen. Den sjældent brugte verbalform, der er beslægtet med macac, bruges på grund af sin assonans. Yaghea` (yagha`), som sædvanligvis oversættes »bedrøvet« eller »pint« eller »træt«, gengives som »fainted« i Jer 45,3. Denne passage, »jeg segner under mit suk« i King James Version, er på hebraisk den samme som den, der lyder: »jeg er træt af min stønnen« i Sl 6,6, og den gengives tilsvarende i Revised Version (britisk og amerikansk).

Rakhakh betyder, ligesom macac, grundlæggende »at smelte« eller »at blive blød« og bruges i profetiske formaninger, hvor folket opmuntres til ikke at blive grebet af panik i fjenders nærvær (5 Mos 20,3, og også Jer 51,46; Es 7,4). Et andet beslægtet ord, morekh, bruges i betydningen fortvivlelse og fuldstændigt modstab til at udtrykke følgerne af Guds vrede mod Israel (3 Mos 26,36). I sin bogstavelige betydning betegner det »mildhed«, som i ordene fra en hyklerisk fjende (Sl 55,21).

Paghar er den fuldstændige trætheds nedknugen, hvorved man er ude af stand til at rejse sig eller fortsætte på en rejse, sådan som nogle af Davids lille flok var det (1 Sam 30,10-21). Et beslægtet ord beskriver den nedknugen af forbløffelse og vantro, hvormed Jakob hørte om Josefs stilling i Egypten (1 Mos 45,26).

Kahah, den hentæren, som skyldes inderligt, længselsfuldt begær, oversættes »fainteth« i Sl 84,2; Sl 119,81; andre steder gengives det med ord, der udtrykker at svinde hen eller vansmægte. Panikken i Kanaan på grund af hungersnød udtrykkes (1 Mos 47,13) med ordet lahah, som antyder en tilstand af vanvid.

De eneste beretninger om egentlig besvimelse er

(1) Daniel, i Dan 8,27, hvor det brugte ord er nifal-formen af verbet hayah, bogstaveligt »blev«, med betydningen at han blev svag;

(2) afmagt nævnes i Tilføjelser til Est 5,7-14.

I Det Nye Testamente bruges "besvimelse" i betydningen fysisk udtømmelse (Matt 9,36 KJV; Matt 15,32; Mark 8,3), hvor det er en del af verbet ekluo, "at slappe af". Ellers bruges det billedligt om åndens modløshed. Det samme verbum bruges i Gal 6,9; Hebr 12,3; Hebr 12,5; men i Luk 18,1; 2 Kor 4,1-16; Ef 3,13 er det en del af verbet ekkakeo (ifølge nogle kilder egkakeo, udtalt enkakeo, betyder "at være modfalden" eller "at være straffeligt hensynsløs"). I Åb 2,3 er det kopiao, bogstavelig talt "at være træt".

Alexander Macalister