Udholdenhed

pur-se-ver'-ans: Ordet forekommer kun én gang i King James Version (Ef 6,18), hvor det ganske enkelt henviser til vedholdenhed i bøn. I teologien (især i udtrykket "endelig udholdenhed") er ordet kommet til at betegne en særlig vedholdenhed, det nye livs uophørlige fortsættelse (åbenbaret i tro og hellighed), som Guds Ånd giver mennesket. Det diskuteres, om et sådant meddelt liv (ved sin natur eller ved loven for dets meddelelse) nødvendigvis er varigt og uforgængeligt, sådan at det menneske, der én gang er genfødt og tror, har udsigten til den endelige herlighed ufejlbarligt sikret. Dette er ikke stedet til at efterspore historien om en stor og kompleks debat. Det er mere passende her at pege på problemet som forbundet med den højeste klasse af sandheder, hvor hele sandheden, på grund af vore nødvendige mentale begrænsninger, kun kan opfattes som den uåbenbarede, men sikre, harmoni mellem tilsyneladende modsigelser. Skriften er på den ene side fuld af forsikringer om "udholdenhed" som en kendsgerning og antyder i vid udstrækning, at en jublende forventning om den er den tilsigtede erfaring for den troende (se frem for alt Joh 10,28, og sammenlign blandt andre steder Rom 8,31-37; 1 Pet 1,8; 1 Pet 1,9). På den anden side finder vi hyppige og indtrængende advarsler og formaninger (se f.eks. 1 Kor 8,11; 1 Kor 9,27). Den lærer, der har med faktiske tilfælde at gøre, som i sjælesørgerisk arbejde, bør være rede til at anvende begge slags udsagn, hver med sin rette anvendelse; f.eks. at anvende de første på den sande, men frygtsomme discipel, de sidste på den selvsikre. Samtidig begunstiger Skriften som helhed, gennem måden og vægten i dens positive udsagn, en ydmyg tro på varigheden, i Guds plan, af det én gang givne nye liv. Det er, som om den fastsatte "udholdenhed" som den guddommelige regel for den kristne, mens de negative passager kommer til for at advare mennesket mod at bedrage sig selv med ydre fremtræden og mod at lade nogen som helst tro mildne skyldens alvor eller minimere syndens fare. I Skriftens biografier er det bemærkelsesværdigt, at der ikke optræder nogen person, som på ét tidspunkt med sikkerhed var en hellig, og senere med sikkerhed var forkastet. De frygtelige ord i Hebr 6,4-6; Hebr 10,26; Hebr 10,27 synes at handle om tilfælde (såsom Bileams) med meget lys, men intet kærligt liv, og er derfor ikke præcist relevante. Med hensyn til hele emnet er det vigtigt at gøre "Frelserens udholdenhed" til vort valgsprog snarere end "den helliges udholdenhed."

Handley Dunelm