Amoritter

am'-o-rits; amoritter ('emori, altid i ental ligesom det babyloniske Amurru, som det er taget fra; Amorraioi):

1. Den skiftende brug af navnet forklaret

2. Amoritterriget

3. Sihons erobring

4. Amoritterrigets forsvinden

5. Amoritternes fysiske kendetegn

Navnet amorit bruges i Det Gamle Testamente til at betegne

(1) indbyggerne i Israels land i almindelighed,

(2) befolkningen i bjergene i modsætning til sletten, og

(3) et bestemt folk under deres egen konge. Således

(1) hører vi om dem på Dødehavets vestlige bred (1 Mos 14,7), ved Hebron (1 Mos 14,13) og Sikem (1 Mos 48,22), i Gilead og Bashan (5 Mos 3,10) og under Hermon (5 Mos 3,8; 5 Mos 4,48). De nævnes i stedet for kana'anæerne som indbyggerne i Israels land, som israelitterne skulle udrydde (1 Mos 15,16; 5 Mos 20,17; Dom 6,10; 1 Sam 7,14; 1 Kong 21,26; 2 Kong 21,11); den ældre befolkning i Juda kaldes amoritter i Jos 10,5; Jos 10,6, i overensstemmelse hermed siger Eze (16,3), at Jerusalem havde en amoritisk far; og det siges, at gibeonitterne var »af amoritternes rest« (2 Sam 21,2). På den anden side

(2) beskrives amoritterne i 4 Mos 13,29 som boende i bjergene ligesom hittitterne og jebusitterne i Jerusalem, mens amalekitterne eller beduinerne boede i syd og kana'anæerne ved havkysten og i Jordandalen. Endelig (3) hører vi om Sihon, »amoritterkongen«, som havde erobret den nordlige halvdel af Moab (4 Mos 21,21-31; 5 Mos 2,26-35).

1. Den skiftende brug af navnet forklaret:

Assyriologiske opdagelser har forklaret den skiftende brug af navnet. Den hebraiske form af det er en translitteration af det babyloniske Amurru, som både var ental og flertal. På Abrahams tid var Amurru det dominerende folk i Vestasien; derfor blev Syrien og Israels land af babylonierne kaldt »amoritternes land«. I den assyriske periode blev dette erstattet af »hittitternes land«, idet hittitterne på Moses' tid havde gjort sig til herrer over Syrien og Kanaan. Brugen af navnet »amorit« i dets almene betydning hører til den babyloniske periode i Orientens historie.

2. Amoritterriget:

Amoritterriget var af meget høj alder. Omkring 2500 f.Kr. omfattede det den største del af Mesopotamien og Syrien, sandsynligvis med hovedstad i Harran, og nogle århundreder senere blev det nordlige Babylonien besat af et »amoritisk« kongedynasti, som førte deres afstamning tilbage til Samu eller Sumu (den bibelske Sem) og gjorde Babylon til deres hovedstad. Til dette dynasti hørte Khammu-rabi, Amrafel i 1 Mos 14,1. I periodens astrologiske dokumenter henvises der hyppigt til »amoritternes konge«. Denne amoritterkonge var underlagt Babylonien på Ur-dynastiets tid, to eller tre århundreder før Abrahams fødsel. Han gjorde krav på overhøjhed over en række »amoritiske« småkonger, blandt hvilke dem i Khana ved Eufrat, nær Khaburs udmunding, kan nævnes, eftersom en af dem på Abrahams tid hed Khammu-rapikh og en anden Isarlim eller Israel. En betaling for en matrikulær opmåling, udført på denne tid af en babylonisk guvernør med det kana'anæiske navn Urimelech, findes nu i Louvre. Talrige amoritter var bosat i Ur og andre babyloniske byer, hovedsagelig med handel for øje. De synes at have nydt de samme rettigheder og privilegier som de indfødte babyloniere. Nogle af dem var handelsrejsende, men vi hører også om lederne af de store firmaer, der foretog rejser til Middelhavskysten.

I en indskrift, fundet nær Diarbekir og tilegnet Khammu-rabi af Ibirum (= Eber), distriktets guvernør, er den eneste titel, der gives den babyloniske monark, »amoritternes konge«, hvor den sumeriske Martu (hebraisk moreh) bruges i stedet for Amurru. Khammu-rabis oldebarn kalder sig stadig »konge over amoritternes vidtstrakte land«, men to generationer senere blev Babylonien invaderet af hittitterne, det amoritiske dynasti fik sin ende, og der fandtes igen en »amoritternes konge«, som ikke også var konge over Babylonien.

Amoritterriget fortsatte med at eksistere helt ned til tiden for israelitternes indtrængen i Israels land, og det omtales i de egyptiske optegnelser såvel som i de kileskriftlige Tell el-Amarna-breve og de hittitiske arkiver, der for nylig er blevet opdaget ved Boghaz-keui, stedet for den hittitiske hovedstad i Kappadokien. De egyptiske kongers erobring af Kanaan under det 18. dynasti havde sat en stopper for de amoritiske fyrsters effektive styre over dette land, men deres herredømme strakte sig stadig østpå til Babyloniens grænser, mens dets sydlige grænse omtrent faldt sammen med det, der senere blev Naftalis nordlige grænse. Amoritterkongerne blev dog, i hvert fald af navn, den egyptiske faraos vasaller. Da det egyptiske rige begyndte at gå i opløsning under »kætterkongen« Amenhotep IV ved slutningen af det 18. dynasti (1400 f.Kr.), vendte de amoritiske fyrster sig naturligt mod deres mægtigere naboer i nord. Et af brevene i Tell el-Amarna-korrespondancen er fra farao til hans amoritiske vasal Aziru, søn af Ebed-Asherah, hvor han anklager ham for oprør og truer ham med straf.

Til sidst fandt Aziru det tilrådeligt åbent at gå over til hittitterne og betale den hittitiske regering en årlig tribut på 300 sekel guld. Fra den tid af var det amorittiske kongerige afhængigt af det hittitiske rige, som på grundlag af dette gjorde krav på herredømme over Israels land helt til den egyptiske grænse. Azirus anden efterfølger var Abi-Amurru (eller Abi-Hadad), hvis efterfølger ud over et semitisk navn bar det mitanniske navn Bentesinas. Bente-sinas blev afsat af den hittitiske konge Muttallis og fængslet i Kappadokien, hvor han synes at have mødt den hittitiske prins Khattu-sil, som ved sin bror Muttallis' død greb kronen og genindsatte Bente-sinas i hans kongerige. Bente-sinas giftede sig med Khattu-sils datter, mens hans egen datter blev gift med sønnen af hans hittitiske overherre, og der blev indgået en aftale om, at arvefølgen til den amorittiske trone skulle være begrænset til hendes efterkommere. To eller tre generationer senere blev det hittitiske rige ødelagt ved en invasion af »nordlige barbarer«, sandsynligvis frygierne fra den græske historie, som drog sydpå gennem Israels land mod Egypten og førte »amoritterkongen« med sig. Angriberne blev dog besejret og praktisk talt udryddet af Ramses III fra det 20. egyptiske dynasti (1200 f.Kr.). Den amorittiske konge, som ved denne lejlighed blev taget til fange af egypterne, var sandsynligvis den umiddelbare forgænger for Sihon i Det Gamle Testamente.

3. Sihons erobring:

Den egyptiske indflydelse i Kanaan var endeligt ophørt med libyernes og de ægæiske folks invasion af Egypten i Meneptahs femte år; han var Ramses II's efterfølger, på tiden for israelitternes udvandring. Skønt angriberne blev slået tilbage, måtte de egyptiske garnisoner trækkes bort fra byerne i det sydlige Kanaan, hvor deres plads blev overtaget af filistrene, som dermed spærrede vejen fra Egypten mod nord. Amoritterne kunne derfor, i deres fjerne hittitiske overherrers navn, løbe de gamle egyptiske provinser på Jordans østside over ende; den amorittiske høvding Og tog Bashan i besiddelse (5 Mos 3,8), og Sihon, »amoritterkongen«, erobrede den nordlige del af Moab.

Erobringen må have været nylig på tidspunktet for israelitternes indfald, eftersom den amorittiske sejrssang citeres i 4 Mos 21,27-29 og tilpasses israelitternes egen omstyrtelse af Sihon. »Ve dig,« lyder den, »Moab; du er fortabt, Kemoshs folk! (Kemosh) har givet dine sønner, som undslap (slaget), og dine døtre i fangenskab til Sihon, amoritterkongen.« Den flamme, som således havde fortæret Heshbon, erklæres det videre, skal brede sig sydpå gennem Moab, mens Heshbon selv genopbygges og gøres til erobrerens hovedstad: »Kom til Heshbon, så Sihons by (ligesom Davidsbyen, 2 Sam 5,9) kan blive genopbygget og genrejst. For ilden har bredt sig fra Heshbon, flammen fra Sihons hovedstad, den fortærer helt til Moab (læser `adh med Septuaginta i stedet for `ar) og opsluger (læser bale`ah med Septuaginta) Arnons offerhøje.« Israelitternes indfald forhindrede imidlertid, at den ventede erobring af det sydlige Moab fandt sted.

4. Det amorittiske kongeriges forsvinden:

Efter Sihons fald forsvinder det amorittiske kongerige. Aramæerne i Zoba, Hamat og Damaskus træder i dets sted, mens »amoritterne« med Assyriens fremvækst ophører med i samtidens litteratur at være repræsentanterne for indbyggerne i det vestlige Asien. På et tidspunkt havde deres magt strakt sig til den babyloniske grænse, og Bente-sinas blev af sin hittitiske overherre kaldt til Kappadokien for at svare på en anklage, fremsat af de babyloniske udsendinge, om at han havde plyndret det nordlige Babylonien. Den amorittiske konge gjorde dog gældende, at plyndringstogtet blot var et forsøg på at inddrive en gæld på 30 talenter sølv.

5. Amoritternes fysiske kendetegn:

I 4 Mos 13,29 beskrives amoritterne som bjergboere, og i overensstemmelse med dette fremstiller de egyptiske kunstnere dem, ifølge professor Petries noter, med lys hud, blå øjne og lyst hår. Det synes derfor, at de snarere tilhørte den libyske race i det nordlige Afrika end den semitiske stamme. I det vestlige Asien var de dog blandet med andre raceelementer, som stammede fra de underlagte befolkninger, og da de talte et semitisk sprog, må et af de vigtigste af disse elementer have været semitterne. I sin almindelige betydning omfattede navnet »amorit« desuden i den babyloniske periode alle de bosatte og civiliserede folk vest for Eufrat, uanset hvilken race de måtte tilhøre.

LITTERATUR.

Hugo Winckler, Mitteilungen der deutschen Orient-Gesellschaft (1907), nr. 35, Berlin; Sayce, The Races of the Old Testament, Religious Tract Soc., 1890.

A. H. Sayce