Amoritter

Bjergboere eller højlandsfolk, navnet givet til efterkommerne af en af Kanaans sønner (1 Mos 14,7), kaldet Amurra eller Amurri i de assyriske og egyptiske indskrifter. På de tidlige babyloniske monumenter er hele Syrien, inklusive Israels land, kendt som “amorritternes land.” De sydlige skråninger af Judæas bjerge kaldes “amorritternes bjerg” (5 Mos 1,7, 19, 20). De synes oprindeligt at have beboet landet, der strakte sig fra højdedragene vest for Det Døde Hav (1 Mos 14,7) til Hebron (13. Jf. 13,8; 5 Mos 3,8; 4,46-48), og omfattede “hele Gilead og hele Bashan” (5 Mos 3,10), med Jordandalen øst for floden (4,49), landet for “amorritternes to konger,” Sihon og Og (5 Mos 31,4; Jos 2,10; 9,10). Amorritternes fem konger blev besejret med stort mandefald af Josva (10,10). De blev igen besejret ved Meroms vande af Josva, som slog dem, indtil der ikke var nogen tilbage (Jos 11,8). Det nævnes som en bemærkelsesværdig omstændighed, at der i Samuels dage var fred mellem dem og israelitterne (1 Sam 7,14). Den uoverensstemmelse, som man har ment findes mellem 5 Mos 1,44 og 4 Mos 14,45, forklares ved den omstændighed, at betegnelserne “amorritter” og “amalekitter” bruges synonymt om “kanaanæerne.” På samme måde forklarer vi det forhold, at “hivvitterne” i 1 Mos 34,2 er “amorritterne” i 48,22. Jf. Jos 10,6; 11,19 med 2 Sam 21,2; også 4 Mos 14,45 med 5 Mos 1,44. Amoritterne var krigeriske bjergfolk. På de egyptiske monumenter fremstilles de med lys hud, lyst hår, blå øjne, krumme næser og spidse skæg. Man antager, at de var mænd af stor vækst; deres konge, Og, beskrives af Moses som den sidste “af resten af kæmperne” (5 Mos 3,11). Både Sihon og Og var uafhængige konger. Kun ét ord af amorritternes sprog er bevaret: “Shenir,” det navn, de gav Hermonbjerget (5 Mos 3,9).