Bashan

Let jord, nævnt første gang i 1 Mos 14,5, hvor det siges, at Kedorlaomer og hans forbundsfæller “slog refaitterne i Ashteroth,” hvor Og, kongen af Bashan, havde sin residens. Da Israel gik ind i det lovede land, drog Og ud imod dem, men blev fuldstændig slået (4 Mos 21,33-35; 5 Mos 3,1-7). Dette land strakte sig fra Gilead i syd til Hermon i nord og fra Jordan i vest til Salka i øst. Sammen med halvdelen af Gilead blev det givet til Manasses halve stamme (Jos 13,29-31). Golan, en af dets byer, blev en “tilflugtsby” (Jos 21,27). Argob i Bashan var et af Salomos forsyningsdistrikter (1 Kong 4,13). Bashans byer blev indtaget af Hazael (2 Kong 10,33), men blev kort efter generobret af Joash (2 Kong 13,25), som besejrede aramæerne i tre slag, efter Elisas ord (19). Fra dette tidspunkt forsvinder Bashan næsten ud af historien, skønt vi læser om vildkvæget på dets rige græsgange (Ez 39,18; Sl 22,12), egetræerne i dets skove (Es 2,13; Ez 27,6; Zak 11,2) og skønheden i dets vidtstrakte sletter (Am 4,1; Jer 50,19). Kort efter erobringen blev navnet “Gilead” givet til hele landet på den anden side af Jordan. Efter eksilet blev Bashan delt i fire distrikter,

Gaulonitis, eller Jaulan, det vestligste;

Auranitis, Hauran (Ez 47,16);

Argob eller Trachonitis, nu Lejah; og

Batanaea, nu Ard-el-Bathanyeh, øst for Lejah, med mange forladte byer næsten lige så velbevarede, som da de var beboede.