Bashan

ba'-shan (ha-bashan, "Bashan"; Basan): Dette navn har sandsynligvis samme betydning som det beslægtede arabiske bathneh, "blødt, frugtbart land," eller bathaniyeh (batanaea), "dette land tilsået med hvede" ("hvedeland").

1. Grænser:

Det forekommer ofte med artiklen, "Bashan," for at beskrive Ogs rige, den nordligste del af landet øst for Jordan. Det strakte sig fra Gileads grænse i syd til Hermons skråninger i nord. Selve Hermon regnes aldrig bestemt med til Bashan, selv om det siges, at Og herskede på dette bjerg (Jos 12,5; Jos 13,11). I 5 Mos 3,10 synes Saleka og Edre'i at angive henholdsvis øst- og vestgrænsen. Dette ville stemme med Jos 12,5; Jos 13,11, som synes at gøre Geshur og Ma'aka til Bashans vestgrænse. Hvis det forholdt sig sådan, boede disse uerobrede folk bogstaveligt "midt i Israel." På den anden side kan 5 Mos 4,47 betyde, at Jordan dannede vestgrænsen; mens 5 Mos 33,22 lader Bashan strække sig til Jordans kilder. Hvis Golan lå i det distrikt, hvor dets navn stadig er bevaret (el Jaulan), bringer det også området hen til kanten af Jordandalen (5 Mos 4,43). "Et bjerg med tinder" eller "fremspring" (Sl 68,15; Sl 68,16: hebraisk) kunne beskrive højlandet i Jaulan med dets mange vulkanske høje, sådan som det ses fra vest. "Et Guds bjerg" passer dog ikke så godt på denne egn. Måske bør vi, med Wetzstein (Das batanaische Giebelgebirge), forstå disse udtryk som beskrivelser af Jebel Chauran, nu sædvanligvis kaldt Jebel ed-Druze, med dets mange markante tinder. Denne bjergkæde beskyttede provinsen mod indtrængen fra ørkenens sand mod øst. Mod syd grænsede Bashan op til ørkensteppen, el-Chamad, og Gilead. Som vi har set, kan der ikke være nogen sikkerhed om vestgrænsen. Det er lige så umuligt at trække nogen bestemt linje i nord.

2. Kendetegn:

Bashan omfattede således de frugtbare, skovklædte skråninger af Jebel ed-Druze, den usædvanligt rige slette el-Chauran (en-Nuqrah-- se HAURAN), det klippefyldte område el-Leja', området som nu er kendt som el-Jedur, der i karakter ligner Chauran, men er mindre opdyrket; og måske de luftige højlande i el-Jaulan med dets prægtige strækninger af græsningsland. Det var et land rigt på store byer, sådan som eksisterende ruiner tilstrækkeligt vidner om. Der kan næppe være tvivl om, at mange af disse ligger på steder med meget høj alder. Vi kan især nævne Ashtarot og Edre'i, Ogs byer; Golan, tilflugtsbyen, hvis beliggenhed stadig er usikker; og Saleka (Calkhad), fæstningen på bjergets kam, som markerer den yderste østlige grænse for Israels besiddelser.

Bashans berømte egetræer (Es 2,13; Ez 27,6) har deres moderne modstykker på bjergskråningerne. Det virker mærkeligt, at Skriften ikke nævner de hvedeafgrøder, som landet i dag har et sådant ry for. Sammen med Karmel stod det som billede på landets frugtbarhed (Es 33,9 osv.); og at de sygnede hen, var et tydeligt tegn på Guds mishag (Nah 1,4). "Bashans tyre" repræsenterer brovtende og brutal styrke (Sl 22,12 osv.). Det er længe siden, løven forlod højsletten (5 Mos 33,22); men leoparden er stadig ikke ukendt blandt bjergene (Højs 4,8).

3. Historie:

I førisraelitisk tid blev Bashan regeret af amoritten Og. Hans nederlag ved Edre'i markerede afslutningen på hans rige (4 Mos 21,33; Jos 13,11), og landet blev givet til Manasses halve stamme (Jos 13,30 osv.). I de syriske krige gik Bashan tabt for Israel (1 Kong 22,3; 2 Kong 8,28; 2 Kong 10,32), men det blev vundet tilbage af Jeroboam II (2 Kong 14,25). Det blev indlemmet i det assyriske imperium af Tiglat-Pileser III (2 Kong 15,29). I det 2. århundrede f.Kr. var det i nabatæernes hænder. Det udgjorde en del af Herodes den Stores rige og tilhørte derefter Filips og Agrippa II's rige.

W. Ewing