Ammonit

Det sædvanlige navn for efterkommerne af Ammon, Lots søn (1 Mos 19,38). Fra den allerførste begyndelse (5 Mos 2,16-20) af deres historie, indtil de forsvinder ud af syne (Dom 5,2), er denne stamme tæt forbundet med moabitterne (Dom 10,11; 2 Krøn 20,1; Sef 2,8). Begge disse stammer lejede Bileam til at forbande Israel (5 Mos 23,4). Ammonitterne var sandsynligvis mere en røverstamme, der flyttede fra sted til sted, mens moabitterne var mere bofaste. De beboede landet øst for Jordan og nord for Moab og Det Døde Hav, hvorfra de havde fordrevet zamzummitterne eller zuzitterne (5 Mos 2,20; 1 Mos 14,5). De er kendt som Beni-Ammi (1 Mos 19,38), idet Ammi eller Ammon blev dyrket som deres hovedgud. De var af semitisk oprindelse og nært beslægtet med hebræerne i blod og sprog. De viste ingen venlighed mod israelitterne, da de drog gennem deres område, og derfor blev de forbudt at “komme ind i Herrens forsamling indtil tiende slægtled” (5 Mos 23,3). Senere blev de fjendtligt indstillet mod Israel (Dom 3,13). Jefta førte krig mod dem og “indtog tyve byer med et meget stort mandefald” (Dom 11,33). De blev igen tydeligt besejret af Saul (1 Sam 11,11). David besejrede også dem og deres allierede, aramæerne (2 Sam 10,6-14), og indtog deres hovedby, Rabba, med stort bytte (2 Sam 10,14; 12,26-31). De senere begivenheder i deres historie omtales i 2 Krøn 20,25; 26,8; Jer 49,1; Ez 25,3, 6. En af Salomos hustruer var Na’ama, en ammonit. Hun var mor til Rehabeam (1 Kong 14,31; 2 Krøn 12,13).

Profeterne forudsagde frygtelige domme over ammonitterne på grund af deres fjendskab mod Israel (Sef 2,8; Jer 49,1-6; Ez 25,1-5, 10; Am 1,13-15).

Det nationale afgudsbillede, som dette folk dyrkede, var Molok eller Milkom, ved hvis alter de bragte menneskeofre (1 Kong 11,5, 7). De offerhøje, som Salomo byggede for denne afgud på tilskyndelse af sine ammonitiske hustruer, blev ikke ødelagt før på Josijas tid (2 Kong 23,13).