Amos

Båret; en byrde, en af de tolv små profeter. Han var indfødt i Tekota, det nuværende Tekua, en by omkring 12 miles sydøst for Betlehem. Han var en mand af ringe herkomst, hverken “profet eller profetsøn,” men “en hyrde og en, der passede morbærfigentræer,” RV. Han profeterede i Uzzija, Judas konges, dage og var samtidig med Esajas og Hoseas (Am 1,1; 7,14, 15; Zak 14,5), som overlevede ham med nogle få år. Under Jeroboam II nåede Israels rige højdepunktet af sin velstand; men det blev efterfulgt af udbredelsen af luksus og last og afgudsdyrkelse. I denne periode blev Amos kaldet frem fra sin ubemærkethed for at minde folket om loven om Guds gengældende retfærdighed og for at kalde dem til omvendelse.

Amos’ Bog består af tre dele:

Folkene omkring indkaldes til dom på grund af deres synder (1,1-2,3). Han citerer Joel 3,16.

Judas og især Israels åndelige tilstand beskrives (2,4-6,14).

I 7,1-9,10 er fem profetiske syner nedskrevet. (a) De første to (7,1-6) handler om domme over det skyldige folk. (b) De næste to (7,7-9; 8,1-3) viser, at folket er modent til de truende domme. 7,10-17 består af en samtale mellem profeten og præsten i Betel. (c) Det femte beskriver Israels omstyrtelse og undergang (9,1-10); dertil føjes løftet om rigets genoprettelse og dets endelige herlighed i Messias’ rige.

Stilen er særpræget ved de mange hentydninger til naturgenstande og til landbrugsarbejde. Andre hentydninger viser også, at Amos var en, der studerede loven, såvel som et “naturens barn.” Disse vendinger er særlige for ham: “rene tænder” [dvs. mangel på brød] (4,6); “Jakobs herlighed” (6,8; 8,7); “Isaks offerhøje” (7,9); “Isaks hus” (7,16); “Han, som skaber vinden” (4,13). Citeret, ApG 7,42.