Amulet

am'-u-let (qemia, lechashim, mezuzah, tephillin, tsitsith; phulakterion): Moderne forskere mener, at vores engelske ord amulet kommer fra det latinske amuletum, brugt af Plinius (Naturalis Historia, xxviii, 28; xxx, 2 osv.) og andre latinske forfattere; men der er ikke fundet nogen etymologi for det latinske ord. Nærværende forfatter mener, at roden findes i det arabiske himlat, »noget, der bæres« (se Dozy, Supplement aux Dictionnaires Arabes, I, 327), selv om der ikke kendes noget eksempel på, at det arabiske ord bruges i magisk betydning. Oprindelig betegnede »amulet« enhver genstand, som man mente havde kraft til at fjerne eller afværge skadelige påvirkninger, som man troede skyldtes onde ånder osv., såsom det onde øje osv. Men i almindelig brug betegner det en genstand, der bæres på kroppen, som regel hængt om halsen, som middel eller beskyttelse mod onde påvirkninger af mystisk art. Ordet »amulet« forekommer én gang i Revised Version (British and American) (Es 3,20), men slet ikke i King James Version.

1. Amuletternes typer:

De stoffer, som amuletter er blevet lavet af, og de former, de har antaget, har været forskellige.

(1) De almindeligste har bestået af amuletter af stykker af sten eller metal, strimler af pergament med eller uden indskrifter fra hellige skrifter (Bibelen, Koranen osv.). De tidligst kendte egyptiske amuletter er stykker af grøn skifer i forskellige former – dyr osv. Disse blev lagt på brystet af en afdød person for at sikre en tryg passage til underverdenen. Når et stykke sten vælges som amulet, er det altid bærbart og som regel i en eller anden iøjnefaldende figur eller form (menneskeansigtet osv.). Brugen af en sådan sten til dette formål er i virkeligheden en overlevering fra animismen.

(2) Ædelsten, ringe osv. Det har været en udbredt opfattelse, at alle smykker, som bæres på kroppen, oprindelig var amuletter.

(3) Visse urter og præparater fra dyr; rødderne af visse planter er blevet anset for meget virksomme som lægemidler og beskyttelsesmidler.

Skikken med at bære amuletter fandtes i oldtiden hos alle folkeslag, men især hos orientalere; og den kan spores hos de fleste moderne nationer, især hos folk på et tilbagestående civilisationstrin. Den er heller ikke helt fraværende hos folk med nutidens mest fremskredne civilisation, englændere, amerikanere osv. Selv om ordet charm (se trylleformular) har en særskilt betydning, er det ofte uløseligt forbundet med amuletter, for det er i mange tilfælde den besværgelse eller trylleformular, der er indskrevet på amuletten, som giver denne dens betydning. Til forskel fra talisman (se talisman) menes en amulet at have negativ virkning, som et middel til beskyttelse: en talisman anses for at være midlet til at sikre bæreren et positivt gode.

2. Amuletter i Bibelen:

Selv om der ikke findes noget ord i de hebraiske eller græske Skrifter, som betegner »amulet«, er selve tingen tydeligt forudsat mange steder i Bibelen. Men det er bemærkelsesværdigt, at Bibelens almindelige lære, og især de gammeltestamentlige profeters og de nytestamentlige forfatteres lære, helt og stærkt er imod sådanne ting.

(1) Det Gamle Testamente.

De gyldne øreringe, som blev båret af israelitternes hustruer og sønner og døtre, og som den støbte kalv blev lavet af (2 Mos 32,2), var uden tvivl amuletter. Hvilken anden funktion kunne de have haft i ørkenens enkle liv? At kvindernes smykker, som fordømmes i Es 3,16-26, var af samme karakter, bliver overordentlig sandsynligt ved en undersøgelse af nogle af de anvendte udtryk. Vi læser om månesmykker og solsmåbilleder (vers 18), dvs. måne- og solformede amuletter.

De førstnævnte, i form af halvmåner, bæres af arabiske piger i vor egen tid. »Øredråberne«, »næseringene«, »armkæderne« og »fodkæderne« blev alle brugt som beskyttelse for den pågældende del af kroppen, og de stærke ord, hvormed deres anvendelse fordømmes, er kun forståelige, hvis man holder deres funktion som modtrolddom for øje. I Es 3,20 læser vi om lechashim, gengivet med »øreringe« (King James Version) og »amulets« (Revised Version (British and American)). Det hebraiske ord synes at være beslægtet med ordet for »slange« (nechashim; »l« og »r« veksler ofte), og det betød sandsynligvis i første omgang en amulet mod et slangebid (se Magic, Divination, and Demonology among the Hebrews and Their Neighbours, af nærværende forfatter, 50 f, 81; jf. Jer 8,7; Præd 10,11; Sl 58,5). Halvmåneformede amuletter blev båret af dyr såvel som af mennesker, som Dom 8,21; Dom 8,26 viser.

Ved Betel brændte Jakob ikke blot afguderne (»fremmede guder«), men også øreringene, idet de sidstnævnte var lige så meget i strid med Jahve-troen som de førstnævnte, på grund af deres hedenske oprindelse og betydning.

I Ordsp 17,8 betyder de hebraiske ord, der gengives med »en kostbar sten« (hebraisk »en sten, der skænker gunst«), uden tvivl en stenamulet, som blev værdsat på grund af dens formodede magiske virkning. Det siges i Ordsp 1,9, at visdommen vil være et sådant værn for den, der har den, som hovedamuletten er for hovedet og halsamuletten for halsen. Ordene, der i Revised Version (British and American) gengives »en yndefuld krans om dit hoved«, betyder bogstaveligt »noget bundet til hovedet, som skænker gunst«, idet det ene ord for den sidste sætning er identisk med det, der ovenfor er gengivet sådan (chen). Det talmudiske ord for en amulet (qemia`) betegner noget, der er knyttet eller bundet (til personen).

Vi har en henvisning til skikken med at bære amuletter i Ordsp 6,21, hvor læseren opfordres til at »binde dem (dvs. faderens og moderens formaninger) .... på dit hjerte« og til at »knytte dem om din hals« – ord, der indebærer en fordømmelse af den praksis at stole på beskyttelsen fra rent materielle genstande.

Under klæderne på krigere, der var faldet i makkabæerkrigene, fandt man amuletter, tilsyneladende i form af afguder, som deres naboer dyrkede (2 Makk 12,40). Det er mærkeligt, men sandt, at jøderne, ligesom andre folkeslag i oldtiden, tillagde amuletter, der var erhvervet fra andre nationer, større betydning end dem, der var vokset frem hos dem selv. Det er sandsynligt, at signetringen, der omtales i Højs 8,6; Jer 22,24; Hag 2,23, var en amulet. Den blev båret på hjertet eller på armen.

(2) Bederemmene og mezuzahen.

Der er ingen direkte henvisning til disse i Det Gamle Testamente. Den hebraiske tekniske betegnelse for den førstnævnte (tephillin) forekommer ikke i bibelsk hebraisk, og selv om det hebraiske ord mezuzah forekommer over et dusin gange, er dets betydning altid »dørstolpe« (eller »portstolpe«) og ikke den amulet, der sættes på dørstolpen, som ordet betegner i senere hebraisk.

Det er helt sikkert, at skikken med at bære bederemme ikke har bibelsk støtte, for en korrekt eksegese og en rigtig forståelse af sammenhængen gør det uomtvisteligt, at ordene i 2 Mos 13,9; 2 Mos 13,16; 5 Mos 6,8; 5 Mos 11,18-20 henviser til formaningerne i de foregående vers: »Du skal binde dem (de tidligere nævnte bud) som et tegn på din hånd, og de skal være som pandebånd mellem dine øjne. Og du skal skrive dem på dørstolperne i dit hus og på dine porte« (5 Mos 6,8). Den eneste mulige betydning af disse ord er, at de bestandig skulle holde de nævnte forskrifter for deres bevidsthed, som om de var skrevet på deres arme, holdt frem foran deres øjne og skrevet på de dørstolper eller portstolper, som de dagligt gik forbi. At sproget i 2 Mos 13,9; 2 Mos 13,16 ikke befaler brugen af bederemme, er indlysende, og at det samme gælder Ordsp 3,3; Ordsp 6,21; Ordsp 7,3, hvor lignende ord bruges, er endnu mere sikkert. Men selv om ingen af stederne påbyder brugen af bederemme eller mezuzahen, kan de alle indeholde hentydninger til begge skikke, som om meningen var: »Du skal bestandig holde mine ord foran dig og søge sikkerhed i dem og ikke i de bederemme, som hedningerne bærer på hoved og arm.« Hvis bederemme imidlertid var i brug blandt jøderne så tidligt, er det mærkeligt, at der ikke i Det Gamle Testamente findes et eneste tilfælde, hvor skikken med at bære bederemme nævnes. Josefus synes dog at henvise til denne skik (Ant., IV, viii, 13), og den omtales ofte i Mishnah (Berakhoth, i osv.). Det er en slående og betydningsfuld kendsgerning, at Apokryferne er fuldstændig tavse om jødedommens tre tegn: bederemme, mezuzahen og tsitsith (eller kvasten, der er fæstnet til hjørnet af bededragten kaldet Tallith; jf. Matt 9,20; Matt 14,36 i King James Version, hvor »klædningens søm« er unøjagtigt og vildledende).

Det er helt tydeligt, at bederemme har en magisk oprindelse. Dette antydes af det græske navn phulakterion (hvorfra det engelske navn kommer), som i det 1. århundrede af vor tidsregning betegnede en modamulet eller et værn (phulasso, »at beskytte«) mod onde påvirkninger. Ingen forsker forklarer nu det græske ord som betegnelse for et middel til at få mennesker til at holde (phulasso) loven. Det hebraiske navn tephillin (= »bønner«) møder vi først i efterbibelsk hebraisk og bærer den senere opfattelse med sig, at bederemme bruges under bøn i overensstemmelse med de bønner eller andre formularer, der siges over amuletten for at gøre den virksom (se Budge, Egyptian Magic, 27).

Se mere udførligt under Besværgelse.

LITTERATUR.

Ud over den litteratur, der er nævnt i løbet af den foregående artikel, kan følgende nævnes. Om emnet i almindelighed se Tylers store værker (Early History of Mankind, Primitive Culture) og Frazer, Golden Bough; desuden rækken af artikler under »Charms and Amulets« i Hastings' Encyclopedia of Religion and Ethics og den fremragende artikel »Amulet« i det tilsvarende tyske værk, Die Religion in Geschichte und Gegenwart. Se endvidere artiklen »Amulet« i Jewish Encyclopedia, og om egyptiske amuletter Budge, Egyptian Magic, 25 ff.

T. Witton Davies