Jordandalen

1. Fysiske særpræg:

Som det er mere udførligt beskrevet andetsteds (se ARABA; DET DØDE HAV; Israels lands geologi), optager Jordandalen i sin nedre del en bemærkelsesværdig sænkning i jordoverfladen, som når sin største dybde i Det Døde Hav, hvis overflade ligger 1.300 fod, og hvis bund ligger 2.600 fod, under havniveau; den del af bækkenet, der ligger under havets niveau, er omkring 100 miles lang og fra 10 til 15 miles bred ved bunden, og fra to til tre gange så stor afstand mellem de omgivende bjerges og højsletters randtoppe på hver side. I den tidlige forhistoriske periode, svarende til istiden, var denne sænkning fyldt med vand op til en højde af 1.400 fod (se henvisningerne ovenfor), som gradvis forsvandt ved fordampning, efterhånden som de nuværende klimatiske forhold indtrådte. I en højde af omtrent 650 fod over Det Døde Hav blev der aflejret meget omfattende sedimentære lag, som, skønt de kun viser sig i brudstykker langs Det Døde Havs bredder, er sammenhængende over dalbunden (den såkaldte Ghor) længere mod nord. Disse aflejringer er fra 100 til 200 fod tykke og består af materiale, som blev ført ned i dalen af de tilløbende bjergstrømme, der kom ned fra hver side, mens vandet stod på dette højere niveau. Naturligt nok skråner disse aflejringer gradvis fra dalens sider mod midten; det grovere materiale i aflejringerne ligger nærmere siderne, og mængden af sediment er stærkt forøget ud for de større strømmes udmundinger. Aflejringen var i begyndelsen sammenhængende over hele Ghor, eller dalen, men er siden blevet stærkt gennemskåret af Jordanfloden og dens bifloder. Jordan selv har eroderet en rende gennem det bløde sediment, omtrent 100 fod dyb, fra Galilæas Sø til Det Døde Hav, en afstand i lige linje på omkring 70 miles. Først var denne rende smal, men den er stadig blevet udvidet af strømmen, efterhånden som den har slynget sig fra side til side og undermineret bredderne, så de styrter ned i floden og skylles ned for at fylde Det Døde Hav op, en proces som er særlig velkendt for dem, der bor ved Mississippi- og Missouri-flodernes bredder. Denne smalle kløft kaldes Zor og vil herefter blive omtalt under dette navn. Zor er for tiden i gennemsnit omkring 1/2 mile bred, og det meste af den optages af en flodslette, der strækker sig fra flodens bredder til foden af sedimentklinterne på hver side. Denne flodslette er så overgroet med krat og rør, at den i praksis er uigennemtrængelig, undtagen for vilde dyr, som ifølge skriftstederne har hjemsøgt den fra de tidligste tider; blandt dem kan nævnes løven, tigeren og vildsvinet. I forårsmånederne, når sneen smelter på Hermonbjerget, og skybrud sender pludselige vandmasser ned gennem flodlejerne fra Gileads højslette og Samarias bjerge, »går Jordan over alle sine bredder«, dvs. dækker denne flodslette og driver dyrene ud, så de for en kort tid hjemsøger nabolaget.

Overfladen af denne gamle søbund er også blevet stærkt gennemskåret af de tilløbende strømme, der kommer ind fra begge sider, idet de har skåret render tværs over Ghor ned til en dybde, der svarer til Zors. Som følge heraf er vejene op gennem dalen nødt til at holde sig tæt ved bjergenes fod på hver side for at undgå den bratte nedstigning i de tilløbende strømmes render, som er dybest nær deres udmundinger. En anden naturlig følge af disse fysiske særpræg er, at landbrug ikke kan drives, medmindre vand til at overrisle Ghors plane flader ledes ud fra de flerårige strømmes højere niveauer. Der findes mange rester af sådanne vandledninger til kunstvanding, bygget i tidlige tider. De ligger nu næsten alle i ruiner og er ude af brug. Merrill anslår dog, at 200 kvadratmiles af Jordandalen, hvor overfladen er lige så plan som en prærie og lige så fri for sten, kunne overrisles i nutiden og gøres lige så frugtbar som Nildalen. Men fra umindelige tider er fastboende landbrug i Ghor blevet gjort usikkert af de nomadiske stammers indfald; de kommer periodisk ned fra ørkenegnene mod øst.

2. Beskrivelser:

To beskrivelser (den første fra min egen dagbog) af de almindelige udsigter over Jordandalen fra tilstødende højtliggende punkter vil gøre vore forestillinger om denne bemærkelsesværdige sænkning mere levende.

»Det var midt i december, da vi, efter hele dagen at have vadet tværs over Hermonbjergets sydlige flanker gennem sne, der gik vore heste til knæene, steg ned under skyerne og sneen til randen af den østlige bjergmur med udsigt over Jordans øvre dal. Det var et syn, man aldrig glemmer: Hermonbjergets glitrende top til højre for os og de takkede mure ved Naftalis grænser, der strakte sig over horisonten mod vest, kun få miles borte, mens der imellem og ved vore fødder lå de grønne marker i den øvre Jordandal, gennem hvilke flodens sølvtråd løb og bredte sig ud i Meromsøs udstrakte vande. Over sletten kunne man svagt skimte arabernes sorte telte og agerdyrkerne, der pløjede markerne til en tidlig høst. Det er ikke mærkeligt, at spejderne blev grebet af egnens skønhed og frugtbarhed.« Dette om den øvre Jordandal.

Dr. Merrill giver følgende beskrivelse af udsigten over den nedre Jordandal fra toppen af Kurn Surtabeh, 23. marts: "Jebel esh Sheikh (Hermonbjerget) var dækket af sne, og det samme var Libanonbjergkæden længere mod vest og nord. Meromsøen og de vulkanske tinder på sletten øst for den og syd for Hermon kunne ses tydeligt, ligesom Galilæas Sø, højene omkring Safed, højene vest for Tiberias og skråningen fra deres top, som hælder mod Taborbjerget; også Gamala og Gadara, hele Jebel `Ajlun-kæden eller Gileads høje, Kulat er Rubad, Jebel Meisera og Jebel Osha, Moabs bjerge og Det Døde Hav. Men blot at nævne de forskellige punkter, der kan ses, giver ikke nogen fyldestgørende forestilling om omfanget og pragtfuldheden af den udsigt, man nyder fra toppen af dette mærkelige kendemærke. Høje mod vest spærrer udsigten i den retning, og mod øst kan man ikke se noget hinsides den højeste del af Moabs og Gileads bjergkæder, men det er udstrækningen fra nord til syd, der gør udsigten herlig. Intet sprog kan korrekt skildre Jordandalen, den snoede strøm, krattene på dens bredder, den mærkelige Ghor med dens hvide, forrevne sider, den vældige dalslette, gennem og midt i hvilken den nedre Ghor (Zor) er sænket ned, de tætte grønne oaser, der her og der dannes af en bjergbæk, og det stille, livløse hav, så klart og ubevægeligt som smeltet bly, der ligger langt mod syd, afslutter den store dal og rører ved bjergene på begge sider! Dette er kun en skitse, men jeg kan ikke kalde ord til hjælp, som vil beskrive den mere nøjagtigt. Jordandalen eller Ghor foran Surtabeh er omkring 8 miles bred (ca. 13 km) og ligner en vældig slette. Den nedre Ghor (Zor) er den forrevne rende, der er skåret ned langs midten af den store. Denne skelnen mellem den øvre og nedre Ghor er på ingen måde så iøjnefaldende markeret oven for Zerkas udløb, som den er neden for dette punkt og hele vejen derfra til Det Døde Hav."

3. Inddeling i otte afsnit:

Betragtet i detaljer kan dalen, som Conder foreslår, deles i 8 afsnit. "Først stykket mellem Banias og Huleh, hvor den er omkring 5 miles bred (ca. 8 km), med stejle klipper omkring 2.000 ft. høje (ca. 610 m) på begge sider og en bred sump imellem. For det andet fra Huleh til Galilæas Sø, hvor strømmen løber tæt ved de østlige høje og omkring 4 miles (ca. 6,4 km) fra foden af dem mod vest, som stiger op mod de høje Safedbjerge, mere end 3.500 ft. (ca. 1.070 m) over søen. For det tredje i 13 miles (ca. 21 km) fra den sydlige ende af Galilæas Sø til omegnen af Beisan. Her er dalen kun 1 1/2 miles bred (ca. 2,4 km) vest for floden og omkring 3 (ca. 4,8 km) mod øst; de stejle klipper på Kaukab el Hawas plateau mod vest når en højde af 1.800 ft. (ca. 550 m) over strømmen.

"Syd for Beisan ligger det 4. distrikt, med en slette vest for Jordan, 12 miles lang (ca. 19 km) og 6 miles bred (ca. 9,7 km); højrækken mod øst er lige, og foden af bjergene på denne side ligger omkring 2 miles (ca. 3,2 km) fra floden. I omegnen af Beisan viser slettens tværsnit 3 niveauer: det niveau på hylden, hvor Beisan ligger, omkring 300 ft. (ca. 90 m) under havets overflade; selve Ghors niveau, omtrent 400 ft. (ca. 120 m) lavere, nået ved en næsten lodret nedstigning; og Zors niveau, eller den smalle grøft, fra en halv til en kvart mile bred (ca. 800 til 400 m) og endnu omkring 150 ft. (ca. 45 m) lavere. Den højere hylde strækker sig vestpå til foden af Gilboa; den svinder bort mod syd, men mod nord stiger den gradvis op i Kaukabplateauet og til det vestlige højland oven for Galilæas Sø, 1.800 ft. (ca. 550 m) over Jordan.

"Efter at have forladt Beisansletten passerer floden gennem en smal dal, 12 miles lang (ca. 19 km) og 2 eller 3 miles bred (ca. 3,2 eller 4,8 km), med et hævet højland mod vest, hvis niveau i gennemsnit er omkring 500 ft. (ca. 150 m) over havet. Beisansletten er fuld af ferskvandskilder, hvoraf nogle er varme kilder, men en stor strøm af salt, varmt vand løber ned ad Wady Maleh ved den nordlige ende af dette 5. distrikt.

"I det 6. distrikt, Damieh-området, åbner dalen sig igen til en bredde på omkring 3 miles (ca. 4,8 km) vest for J. og 5 (ca. 8 km) øst for den. Den store blok Kurn Surtubeh rager her frem som en bastion mod vest, 2.400 ft. (ca. 730 m) over floden. Når man passerer dette bjerg, kommer man ind i det 7. distrikt--en bred dal, der strækker sig fra nær Fusail til `Osh el Ghurab nord for Jeriko. I dette område er selve Ghor 5 miles bred (ca. 8 km) vest for floden og noget mere mod øst. Den nedre grøft eller Zor er også bredere her og tydeligere adskilt fra Ghor. Et ejendommeligt geografisk træk ved dette område blev også opdaget af Survey-holdet. De store tilløb Far'ah og `Aujeh løber ikke lige ud i Jordan, men drejer mod syd omkring en mile (ca. 1,6 km) vest for den, og hver af dem løber i omkring 6 miles (ca. 9,7 km) næsten parallelt med floden; således findes Far'ahs udløb faktisk netop dér, hvor udløbet fra den næste dal er vist på de fleste kort.

"Det 8. og sidste distrikt er Jerikosletten, som sammen med det tilsvarende bassin (Ghor-es-Seiseban) øst for Jordan måler over 8 miles (ca. 13 km) fra nord til syd og mere end 14 (ca. 23 km) på tværs, med Jordan omtrent i midten. Zor er her omkring en mile bred (ca. 1,6 km) og omtrent 200 ft. (ca. 60 m) under Ghors brede slette."

4. Klima, fauna og flora:

På grund af dens sænkning under havets overflade er klimaet i den nedre Jordandal endnu mere end tropisk. I sommermånederne falder termometeret næppe under 100 grader F. (ca. 38 °C), selv om natten; men i vintermånederne, skønt dagene er varme, går termometeret ofte ned til 40 grader (ca. 4 °C) om natten.

Faunaen i denne del af Jordandalen og omkring Det Døde Hav siges af Tristram (SWP, "Fauna and Flora") at være identisk med den, der nu findes i Etiopien. Af de pattedyr, der er karakteristiske for dette almindelige område, er 34 etiopiske og 16 indiske, skønt der nu ikke er nogen mulig forbindelse med hverken Etiopien eller Indien. Fiskene i Jordan viser nært slægtskab med mange arter i Nilen og i søerne og floderne i det tropiske Afrika. Også mange fuglearter, som nu er begrænset til det nedre bækken og Det Døde Hav, er beslægtet med etiopiske og indiske arter.

Floraen er lige så interessant. Af 162 plantearter, der er fundet ved Det Døde Havs sydvestlige hjørne, har 135 arter afrikansk slægtskab. I Hulesøens sumpe er mange acres dækket af papyrusplanten, som uddøde i Egypten for længe siden og nu i Afrika kun findes ved den Øvre Nil hinsides den 7. nordlige breddegrad. De mest almindelige træer og planter i Jordandalen er ricinusplanten og nerien, som især trives omkring Jeriko, flere varieteter af akacietræet, kapersplanten, Det Døde Havs æble (Solanum Sodomaeum), arabernes oser-træ, tamarisker, Agnus casti (en blomstrende bambus), Balanites Aegyptiaca (som formodes at være Gileads balsam), Populus Euphratica (en plante, der findes over hele Centralasien, men ikke vest for Jordan), og mange tropiske planter, blandt hvilke kan nævnes Zygophyllum coccineum, Boerhavia, Indigofera, flere Astragali, Cassias, Gymnocarpum og Nitraria.

George Frederick Wright