Aramæisk; aramæisk sprog

ar-a-ma'-ik lan'-gwaj ('aramith; KJV syrisk, syrisk; syrisk i RV (britisk og amerikansk)):

1. Tidlige omtaler af aramæisk i Skriften

2. Udenbibelske vidnesbyrd om aramæisk

3. Skriften i aramæiske indskrifter

4. Aramæiske dialekter

5. Grammatiske særtræk

6. Sammenligning af aramæisk fra Sinjirli med Bibelens aramæisk

7. Sammenligning af aramæisk fra Assouan med Daniels

8. Elephantine-papyri

9. Sammenligning med targumernes aramæisk

10. Vigtigste forskelle i den senere form

LITTERATUR

Navnet gives til en form for semitisk tale, som er nærmest beslægtet med hebraisk og fønikisk, men som udviser markante særtræk og findes i forskellige dialekter. Dets oprindelige hjem kan have været i Mesopotamien (Aram), men det bredte sig mod nord og vest og blev, som det vises nedenfor, hovedsproget over vidtstrakte områder. Efter hjemkomsten fra fangenskabet fortrængte det hebraisk som jødernes talesprog i Israels land. I sin østlige form er det kendt som syrisk. Når det forekommer i Det Gamle Testamente, bar det tidligere, skønt ukorrekt, almindeligvis navnet kaldæisk. Denne artikel behandler det især i dets forhold til Det Gamle Testamente.

1. Tidlige omtaler af aramæisk i Skriften:

Hvis vi ser bort fra to ord, som forekommer i 1 Mos 31,47, er den tidligste omtale i Skriften af brugen af dette sprog den anmodning, som Hizkijas repræsentanter fremsætter for Rabshakeh: "Tal, beder jeg dig, til dine tjenere på det syriske sprog" ('aramith, 2 Kong 18,26; Es 36,11). Den beretning, hvorfra vi har taget dette uddrag, ville, selv om den stod alene, bevise, at aramæisk, "det syriske sprog", var så forskelligt fra hebraisk, "jødernes sprog", at det ikke blev forstået af Jerusalems indbyggere. Desuden viser den, at aramæisk var det almindelige sprog i assyrisk diplomati. Dernæst møder vi aramæisk i Jer 10,11, som synes at være et svar lagt i munden på jøderne som svar på ethvert forsøg på at forlede dem til afgudsdyrkelse. Hvis vi antager, at den traditionelle datering af Daniel er korrekt, er de seks kapitler i den bog (Dan 2,4-7), som udgør størstedelen af hele bogen, den næste og vigtigste forekomst af aramæisk i Skriften. Der findes desuden passager i Ezra 4,8-6; Ezra 7,12-26, tilsammen omtrent tre kapitler, hvor aramæisk bruges. I Det Nye Testamente forekommer flere aramæiske ord og vendinger, ændret ved at være gået gennem græsk

2. Udenbibelske vidnesbyrd om aramæisk:

Tidligere var vores viden om aramæisk før targumerne og Peshitta begrænset til de ovenfor nævnte skriftsteder. Nu har opdagelser, som stadig er forholdsvis nye, imidlertid sat os i en anden situation. I det sidste årti af forrige århundrede blev der opdaget omfattende indskrifter i Sibbaldia i nærheden af Aleppo, dateret til Tiglatpilesers og de sargonidiske monarkers regeringer, samt én, der synes at være ældre. Nyere er opdagelsen af Assouan-papyrierne; disse bærer dateringer, som falder sammen med Ezra og Nehemias. Tidligere end disse i opdagelsestidspunkt, men mellem dem med hensyn til oprindelsesdato, er vægte fra Sargons regeringstid, med to indskrifter: den ene, officiel, i kileskrift, som ikke blot angiver vægtens betegnelse, men også oplyser kongens navn og titler; den anden, folkelig, på aramæisk, som kun angiver vægten. Mere slående er den kendsgerning, at når det gælder kontrakttavler, er det bindende dokument ofte skrevet med kileskrift og på assyrisk, mens indskriften på lerhylsteret, der tjente som dokumentmærke, er på aramæisk, både sprog og skrift. Dette giver bevis for, at aramæisk i hvert fald før Tiglatpilesers regering var det almindelige sprog for handel og diplomati over hele Sydvestasien.

3. Skriften i aramæiske indskrifter:

Når vi kommer i kontakt med det, er aramæisk et fuldt udviklet alfabetisk sprog og har nået et videre udviklingstrin end assyrisk med dets besværlige kileskrift. Til det sidste var assyrisk i høj grad ideografisk og hieroglyfisk. Den samme gruppe af symboler repræsenterede meget forskellige lyde alt efter omstændighederne, og vidt forskellige betydninger var forbundet med den samme lyd, med deraf følgende nødvendighed af determinativer. Det alfabet, der anvendes i aramæisk, er praktisk taget det, som findes på Moabitstenen. Det står tydeligvis ved afslutningen af en lang udviklingsproces. Det er sandsynligt, at der lå en hieroglyfisk skrift bag det; om det er afledt af hittitisk (Conder), eller af egyptisk (Rouge), eller assyrisk (Delitzsch), eller har selvstændig oprindelse (Gesenius), kan ikke afgøres. Aramæisk er, ligesom hebraisk og assyrisk, et nordsemitisk sprog, som på en måde står mellem dem. Det er mere regelmæssigt i sin dannelse end nogen af de andre, et træk, der til en vis grad kan skyldes dets brug som lingua franca over så stort et område. Aramæisk var det officielle sprog i det vidtstrakte persiske rige, ligesom det til en vis grad havde været dets forgængers, Assyriens riges, sprog. Det kan betragtes som almindeligt forstået fra Lilleasien i nord til Nilens katarakter i syd og fra Mediens bjerge i øst til Middelhavet i vest. Dets historie har været lang; talt, som vi lærer af indskrifter, fra før Tiglatpilesers dage, tales det stadig ved Tigris' og Eufrats bredder.

4. Aramæiske dialekter:

Disse vidtstrakte grænser, geografisk og kronologisk, indebærer dialektforskelle. Kommunikationsmidlerne var så ineffektive, at afstanden mellem de østlige og vestlige grænser ville kræve længere tid at tilbagelægge end den afstand, der adskiller Amerika fra Europa eller New York fra Brasilien. Den grundlæggende dialektforskel var mellem østaramæisk (syrisk) og vestaramæisk (tidligere kaldt kaldæisk). Det særtræk, der tydeligst adskiller disse, er præformativen i imperfektum; i vestaramæisk er den, som i hebraisk og arabisk, yodh (y), mens den i østaramæisk er nun (n) eller lamedh (l). Hver af disse har underdialekter. I Israels land fandtes, foruden de jødiske targumers kaldæisk, den samaritanske Pentateuk; i den er, foruden mange fremmede elementer i ordforrådet, brugen af `ayin i stedet for waw i præteritum af `ayin-waw-verber det mest iøjnefaldende træk. Underdialekten af østaramæisk er mandæisk; den kendetegnes ved brugen af matres lectionis i stedet for vokaltegn. Ud fra indskrifterne og papyrerne synes det at følge, at de østlige særtræk er de nyere--forandringer indført gennem tidens gang. I østaramæisk blev skriften mere kursiv end i vestaramæisk, som bevarede den kvadratskrift, vi forbinder med hebraisk; undtagelsen er samaritansk, som brugte en endnu tidligere skrift, mindre fjernet fra indskrifternes kantede stil. Skriften i Assouan-papyrerne viste en tendens mod den senere kvadratskrift.

5. Grammatiske særtræk:

Selv om en artikel som den foreliggende ikke er stedet til at give en fuldstændig grammatik over aramæisk, kan vi dog pege på nogle af de mere fremtrædende særtræk, som er fælles for alle grene af sproget, og som adskiller det fra hebraisk, det bedst kendte af de nordsemitiske tungemål. Det særtræk, der mest slår begynderen i aramæisk, er manglen på artiklen og tilstedeværelsen i stedet af status emphaticus, som følger de syntaktiske regler for den hebraiske artikel. Det næste, der sandsynligvis vil tiltrække sig opmærksomhed, er brugen af det relative pronomen zi eller di, som om det var en præposition med betydningen "af". Mens passiv på hebraisk almindeligvis angives i de afledte bøjninger ved indre vokalændringer, som pu`al fra pi`el, sættes stavelsen 'eth (E) eller 'ith (W) foran på aramæisk (tidligere hith). I stedet for den hebraiske kausativ hiph`il findes 'aph`el, tidligere haph`el, med dens passiv 'ethtaph`al eller 'ittaph`al (tidligere hoph`al). Kausativen havde også formerne shaph`el og taph`el, som lejlighedsvis forekommer. Mens stavelsen yath i targumerne og Det Gamle Testamentes Peshitta er tegnet for akkusativ (tidligere vath, som i Sinjirli-indskrifterne), tjener bogstavet lamedh dette formål i aramæisk, som ikke er en oversættelse fra hebraisk. Et kendetegn ved senere aramæisk, fremtrædende i Det Nye Testamentes Peshitta, er den lethed, hvormed det optog ord og vendinger fra græsk, som allerede i vid udstrækning havde fortrængt det som fællessprog. Nysyrisk viser en lignende lethed i forhold til arabisk og persisk.

6. Sammenligning af aramæisk fra Sinjirli med Bibelens aramæisk:

Et spørgsmål af meget betydelig vigtighed for bibelstudenten er det forhold, hvori aramæisk hos Daniel og Ezra står til aramæisk i Sinjirli-indskrifterne og i de mere omtrent samtidige Assouan-papyri. Når vi foretager sammenligningen, må vi holde os for øje, at den hebraiske masoretiske tekst er resultatet af afskrivninger, der strækker Bibelen over 1.500 eller 1.200 år, alt efter om vi følger de traditionelle eller de kritiske dateringer af de pågældende bøger. Dette indebærer sandsynligvis en snes eller flere afskrivninger, hver med sin andel af afvigelser fra originalen. Selv om de afvigelser, der blev indført ved én afskrivning, kunne være få og ubetydelige, ville de alle gå i retning af noget senere, og samlet kunne de let blive meget store. Den sene hebraisk i Prædikeren viser, på trods af at bogen tilskrives Salomo, hvor lidt tanken om stilens kronologi optog skriverne på den tid, så den kunne modvirke denne tendens til modernisering. Det følger heraf, at mens tilstedeværelsen af sene særtræk ikke beviser andet end afskriverens unøjagtighed, er tidlige grammatiske former og stavemåder næsten ubestridelige vidnesbyrd om høj alder.

Sinjirli-indskrifterne er, hvis vi ser bort fra de mindre vigtige, tre: Panammu-indskriften, Hadad-indskriften og Barrekab-indskriften (Bauenschrift, Sachau). Den første og den sidste af disse dateres til Tiglat-Pilesers regeringstid; den midterste placeres af Sachau i det foregående århundrede. Det bør bemærkes, at da de først blev opdaget, var det et spørgsmål, om indskrifterne ikke burde regnes for hebraiske snarere end aramæiske. Det nære slægtskab mellem dem og hebraisk viser sig på flere måder. Ved et forhold mellem de nordsemitiske tungemål, der ligner det blandt de ariske sprog, som udtrykkes ved Grimms lov, finder vi i senere aramæisk tilsvarende bogstaver med t-lyd, hvor bogstaver med s-lyd forekommer i hebraisk. Men i Sinjirli-indskrifterne finder vi ikke dette kendetegn på det senere sprog; således har vi sheqel, ikke theqel, shelathin i stedet for telathin, zehabh for dhehabh osv. At dette ikke skyldes nærheden til hebraisk, bevises af, at vi på vægtene i Sargons palads finder sheqel. Sinjirli-indskrifterne stammer således fra en periode, hvor hebraisk og aramæisk endnu ikke var fuldstændigt adskilt. Der er andre lighedspunkter. I stedet for det senere aramæisks 'aph`el og 'ethtaph`al eller 'ittaph`al findes haph`el og hoph`al; i stedet for 'eth eller 'ith som tegn på passiv findes hith. Ordforrådene er også næsten identiske. I begge findes stavelsen yath eller wath, tegn på akkusativ, som om den var en overlevering, kun som støtte for et pronomens oblikke kasus (Dan 3,12; Sinjirli, Had 28). Pronominerne udviser en lignende lighed med hebraisk og også med bibelsk aramæisk. Førstepersonspronominet er 'anokh (én gang 'anokhi i Pan. 1.19), som i de fønikiske og moabitiske dialekter af hebraisk; 'anah forekommer lejlighedsvis som i Daniel. Den mest markante forskel fra senere aramæisk er "z" i stedet for "dh" i det demonstrative pronomen; her er der forbindelse til det hebraiske zeh. Et andet tilfælde, der ofte vidnes om, er 'arqa' i stedet for 'ar`a.

7. Sammenligning af aramæisk fra Assouan med Daniels aramæisk:

Nærmere samtidig med Daniels og Ezras aramæisk er aramæisk i Assouan-papyrerne. Disse er omhyggeligt dateret og strækker sig fra 471 f.Kr. til 411 f.Kr.; disse to datoer omfatter hele Artaxerxes I's regeringstid, den konge hvis mundskænk Nehemias var, og som sendte ham som statholder til Jerusalem, samt nogle få år af hans forgængers og efterfølgers regeringer. Da disse dokumenter er skrevet med rørpen på papyrus og ikke hugget med mejsel i sten, viser de en meget anderledes bogstavstil; som allerede sagt er der en vis tilnærmelse til den senere kvadratskrift. Ligheden mellem grammatikken og ordforrådet i disse papyrer og i bibelsk aramæisk er tættere end sidstnævntes lighed med Sinjirli-grammatikken og -sprogbrugen. Hvor vi i det ældre aramæisk har "z," finder vi i disse papyrer lejlighedsvis det senere "dh." Det er ikke usandsynligt, at en læspende udtale, som i Spanien, blev udbredt; "dh" udtalt som "th" i "then" ville i så fald gengive den faktisk udtalte lyd mere nøjagtigt, end "z" ville.

Det allerede bemærkede ord, 'arqa', som almindeligvis optræder i bibelsk aramæisk som 'ar`a, er et lignende tilfælde. I det nordlige Israels land udtales det arabiske qaf omtrent, som om det var `ain, hvis ikke endda den beslægtede lyd hemzeh; eksempler på denne stavemåde findes også i Assouan-papyrerne. Begge disse forskelle skyldes hyppig transskription, der tilpasser stavemåden til udtalen. En anden særegenhed skyldes sandsynligvis en anden årsag. I bibelsk aramæisk er præformativen i 3. person singularis og pluralis af det substantiviske verbs imperfektum lamedh. Dr. Bevan giver en sindrig forklaring på denne særegenhed. Hvis yodh-præformativen blev brugt, ville det resulterende ord få lighed med det hellige navn; for at undgå dette, mener han, blev yodh ændret til lamedh.

Desværre forklarer dette for meget og forklarer derfor intet. Havde dette været forklaringen, ville navnet "Jehu," som konsonantisk næsten er det samme som 3. person singularis og pluralis af det substantiviske verb, aldrig være blevet skrevet, som det er. Hvis jødisk ærefrygt for det guddommelige navn desuden havde udtrykt sig på denne måde, burde vi forvente at finde denne præformativ i targumerne, hvilket vi imidlertid ikke gør. Hundredvis af bevisende tilfælde kan findes alene hos Onkelos. Sandheden er, at det er en mandæisk form, hvilket beviser, at Daniels og Ezras aramæisk er østlig. En yderligere særegenhed er det kompenserende nun; som tinda` (Dan 4,23), der regelmæssigt ville være tidda`. Dette findes også i mandæisk; det findes dog også i papyrer fra Assouan, et vidnesbyrd om, at det mandæiske kendetegn var en overlevering fra en tidligere tid.

8. Elefantine-papyrer:

Et andet interessant berøringspunkt mellem aramæisk fra denne periode og Daniels aramæisk vises i Elefantine-papyrerne, som blev udgivet af Sachau. Disse papyrer, der blev opdaget på øen Elefantine (over for Assouan) i 1907, er tre i antal og dateres til Darius II's 14. år (407 f.Kr.). I den første, ll. 2, 27, 28, den anden, l. 26, og den tredje, ll. 3, 4, kaldes Gud "himlens Gud," den titel der gives Gud gennem hele Da 2. Dette er også den betegnelse, der bruges i Ezras aramæisk (5,11.12; 6,9 osv.). Ud fra de steder, hvor den forekommer, synes det, at dette under det babyloniske og persiske herredømme var den anerkendte officielle titel på hebræernes Gud.

9. Sammenligning med targumernes aramæisk:

Da det ofte hævdes, at aramæisk i Daniel og Ezra er det samme som targumernes aramæisk, er det nødvendigt at undersøge sandheden i denne påstand. Når vi overvejer dette spørgsmål son with, må vi tage hensyn til disse parafrasers historie, for kun på den måde kan vi rigtigt vurdere den kronologiske værdi af denne »store« lighed, hvis den viser sig at findes. Ifølge talmudisk tradition blev targumerne fremført mundtligt og blev først nedskrevet sent i det 2. århundrede af vor tidsregning. En traditionel gengivelse blev overleveret fra meturgeman (tolk) til meturgeman. Under sådanne omstændigheder bevares arkaiske former, ord og idiomer. Det hellige har altid en tendens til at bevare det antikke; som illustration behøver vi kun at henvise til Fratres Arvales' sang, et præstekollegium, der stammer fra den tidlige latinske tid og fortsatte til gordianernes dage. Denne deres hellige sang bevarer for os den ældste form af det latinske sprog, skønt de indskrifter, hvorfra vi kender den, stammer fra den klassiske periode. Derfor kan targumernes aramæisk repræsentere sprogets form et par århundreder før den kristne tidsregning.

10. De vigtigste forskelle i det senere:

Vi kan ikke forsøge at give en udtømmende sammenfatning af forskellene mellem bibelsk og targumisk aramæisk, men vil kun angive nogle af de mere iøjnefaldende. Der behøver ikke tages hensyn til yath, tegnet for akkusativ, da det kun forekommer som gengivelse af det hebraiske 'eth. Hvad verber angår, er der allerede henvist til »L«-præformativen i det substantiviske verbum, et særtræk som bibelsk aramæisk deler med mandæisk til forskel fra andre former af sproget; også til det forhold, at hith i de tidligere verbalformer erstattes af 'ith i de nyere 'ithpe`el og 'ithpa`al. Dette er også tilfældet med 'aph`el (i tidligere og bibelsk aramæisk haph`el), hvis passiv er hoph`al, ikke 'ittaph`al, som i targumisk. Betydningen af verbalformer ved bestemmelse af alder er let at erkende; således vil vi på engelsk, hvis 3. person ental af verberne i et engelsk skrift ender på eth, afgøre, at skriftet, faktisk eller som efterligning, tilhører en periode ikke senere end det 17. århundrede. Hvad pronominer angår, er 1. person ental i bibelsk aramæisk, som i Sinjirli og Assouan, 'an'a, mens det i targumisk er 'anah; flertallet i bibelsk aramæisk er 'anachna', beslægtet med 'anachnah i Assouan, mens det i targumerne sædvanligvis er 'anan, skønt den bibelske form undertiden forekommer. 2. person ental i bibelsk aramæisk er 'ant som i Assouan, med flertallet 'antum (Assouan, 'antem); i targumisk er det 'att og 'attun.

For at sammenligne med vort eget sprog: når vi finder »thou« og »ye« i et skrift, daterer vi det til ikke senere end det 17. århundrede. Det almindelige ordforråd er, skønt ikke uden værdi i denne henseende, ikke særlig vigtigt kronologisk. Forbindende partikler er det derimod. Enhver, der kender hebraisk, ved, hvor hyppigt yesh, »er«, forekommer; lige så hyppigt er 'ith i targumisk. I Bibelen og papyrerne er den form, der findes, 'ithi. I targumerne står 'i for »hvis«; i Bibelen og papyrerne er det hen. Beslægtet hermed har Bibelen og papyrerne lahen, »derfor«; dette findes ikke i targumerne, som i stedet har `al-ken. I vort eget sprog ville forekomsten af »eke« i seriøs prosa eller poesi som en konjunktion bevise kompositionens alderdommelighed. Det forhold, at sondringen mellem »c« og »s« er forsvundet i targumerne, men stadig bevares i Bibelen, er et aldersmærke, som ikke kan forbigås. Andre eksempler kunne gives, men disse vil være tilstrækkelige. Professor Bevan afviser let mange af disse forskelle som blotte retskrivningsspørgsmål; dog betragtes i fransk forekomsten af »l« for »u« eller som en forstærkning af »u« i ord som alx, eulx, aultres som et tegn på gammelt til forskel fra moderne fransk; og dog var udtalen sandsynligvis ikke anderledes.

Når man forfølger denne del af emnet, er den sidste del af Puseys første forelæsning (Daniel the Prophet) værd at studere. Pusey havde ikke den fordel at have samtidige dokumenter at sammenligne bibelsk aramæisk med; han kunne kun fremhæve arten og mængden af de forskelle, som skilte Daniels sprog fra targumernes. Argumentet kan nu suppleres med et endnu stærkere argument ud fra ligheden mellem det førstnævnte og de samtidige papyrer fra Assouan, og de endnu tidligere Sinjirli-indskrifter. Se videre syriske oversættelser; Det Gamle Testamentes sprog; og sammenlign artiklen »Aramaic« i Encyclopedia Biblica.

LITTERATUR.

Talrige grammatikker og ordbøger over de to vigtigste dialekter af aramæisk, østlig (Syr) og vestlig (kaldæisk), kan ses i ethvert katalog. Der findes et udmærket kompendium over grammatikken i bibelsk aramæisk i Delitzschs indledning til Baers Text of Daniel and Ezra. Til samaritansk findes der en lille grammatik af Nicholls, samt en i serien »Porta Linguarum Orientalium.« Noldeke har udgivet grammatikker for mandæisk og nysyrisk

J. E. H. Thomson