Sankerib

Sin (guden) sender mange brødre, søn af Sargon, som han efterfulgte på Assyriens trone (705 f.Kr.), i Hizkijas 23. år. “Ligesom perseren Xerxes var han svag og forfængelig, fej under modgang og grusom og pralende i medgang.” Først satte han sig for at bryde den mægtige sammenslutning af fyrster, som havde indgået forbund imod ham. Blandt dem var Hizkija, som havde indgået en alliance med Egypten mod Assyrien. Derfor førte han en meget stærk hær på mindst 200.000 mand ind i Judæa og hærgede landet på alle sider, idet han indtog og ødelagde mange byer (2 Kong 18,13-16; jf. Es 22, 24, 29 og 2 Krøn 32,1-8). Hans egen beretning om denne invasion, som den findes i de assyriske annaler, lyder sådan: “Fordi Hizkija, Judas konge, ikke ville underkaste sig mit åg, drog jeg op imod ham, og med våbenmagt og ved min styrkes vælde indtog jeg seksogfyrre af hans stærke, befæstede byer; og af de mindre byer, som lå spredt omkring, indtog og plyndrede jeg et utalligt antal. Fra disse steder tog jeg og førte bort 200.156 personer, gamle og unge, mænd og kvinder, sammen med heste og muldyr, æsler og kameler, okser og får, en utallig mængde; og Hizkija selv spærrede jeg inde i Jerusalem, hans hovedstad, som en fugl i et bur, idet jeg byggede tårne omkring byen for at indeslutte ham og kastede jordvolde op mod portene for at hindre flugt ... Da faldt frygten for mine våbens magt over Hizkija, og han sendte Jerusalems høvdinge og ældste ud til mig med 30 talenter guld og 800 talenter sølv og forskellige skatte, et rigt og umådeligt bytte ... Alt dette blev bragt til mig i Nineve, mit regeringssæde.” (Jf. Es 22,1-13 for en beskrivelse af Jerusalems indbyggeres følelser under en sådan krise.)

Hizkija var ikke indstillet på at blive en assyrisk vasal. Derfor søgte han straks hjælp fra Egypten (2 Kong 18,20-24). Da Sankerib hørte om dette, drog han for anden gang ind i landet (2 Kong 18,17, 37; 19; 2 Krøn 32,9-23; Es 36,2-22. Es 37,25 bør gengives “udtørret alle Matsors Nil-arme,” dvs. Egyptens, sådan kaldt efter “Matsor” eller den store befæstning tværs over Suez-landtangen, som beskyttede det mod invasioner fra øst). Sankerib sendte udsendinge for at forsøge at overtale Hizkija til at overgive sig, men forgæves. Dernæst sendte han et truende brev (2 Kong 19,10-14), som Hizkija bar ind i templet og bredte ud for Herren. Esajas bragte igen et opmuntrende budskab til den fromme konge (2 Kong 19,20-34). “I den nat” gik Herrens engel ud og slog assyrernes lejr. Om morgenen, “se, de var alle døde lig.” Den assyriske hær blev tilintetgjort.

Denne store katastrofe omtales, som man kunne vente, ikke i de assyriske annaler.

Selv om Sankerib overlevede denne katastrofe i omkring tyve år, genoptog han aldrig igen sit forsøg mod Jerusalem. Han blev myrdet af to af sine egne sønner (Adrammelek og Sareser) og blev efterfulgt af en anden søn, Esarhaddon (681 f.Kr.), efter en regeringstid på fireogtyve år.