Ashurbanipal

a-shoor-ba'-ne-pal (Ashur-bani-apal, "Ashur skaber en søn"): Før han drog ud på sit sidste felttog til Egypten, lod Esarhaddon, Assyriens konge, uden tvivl fordi han havde en vis forudanelse om, at hans dage var talte, sin søn Ashurbanipal anerkende som Assyriens kronprins (668 f.Kr.). Samtidig udråbte han sin søn Shamash-shum-ukin til Babyloniens kronprins. Ved faderens død fik sidstnævnte dog kun lov til at blive vicekonge over Babylonien.

Ashurbanipal menes almindeligvis at være den store og ædle Osnappar (Ezra 4,10). Se Osnappar. Hvis denne identifikation ikke skulle vise sig at være korrekt, nævnes kongen ikke ved navn i Det Gamle Testamente. I Ashurbanipals annaler findes en liste over tyve tributpligtige konger, hvor Manasse (skrevet Minse) fra Judas land nævnes. Med få undtagelser er listen den samme som den, hans far Esarhaddon gav. I 2 Krøn 33,11 ff. får vi at vide, at hærførerne hos Assyriens konge tog Manasse med kroge, bandt ham med lænker og førte ham til Babylon. Den konge, der henvises til i dette afsnit, var enten Esarhaddon eller Ashurbanipal. Hvis det var den sidstnævnte, havde hans genindsættelse af Manasse et sidestykke i tilfældet Neko, vasalkongen af Memfis og Sais, som også havde gjort oprør mod Assyrien; for han fik en lignende behandling, idet han blev sendt tilbage til Egypten med særlige tegn på gunst og genindsat på sin trone.

En anden henvisning i Det Gamle Testamente, i det mindste til en af Ashurbanipals handlinger, er Nahums profeti, hvor han, idet han forudsagde Nineves fald, sagde: "Er du (Nineve) bedre end No-Amon?" Dette afsnit belyses af kongens annaler, hvor han beretter om ødelæggelsen af byen. No (der betyder "by") er navnet på Theben, mens Amon (eller Amen) var denne bys hovedguddom.

Esarhaddon døde på vej til Egypten, som han tidligere havde erobret, efter at et oprør havde fundet sted. Tirhaka, som Esarhaddon havde besejret, og som var flygtet til Etiopien, var vendt tilbage og var rykket frem mod de herskere, Assyrien havde indsat. Han dannede en koalition med Neko og andre. Ikke længe efter at Ashurbanipal var kommet på tronen, drog han ud mod Egypten og besejrede styrkerne. Oprørets ledere blev ført til Nineve i lænker. Neko blev, ligesom Manasse som nævnt ovenfor, genindsat i sit herredømme i Sais. Tirhaka døde kort efter. Hans søsters søn Tanut-Amon (Tandami) tog da sagen op, og efter den assyriske hærs afrejse rykkede han frem mod de assyriske vasalstatholdere. Den assyriske hær vendte tilbage og undsatte de belejrede. Tanut-Amon vendte tilbage til Theben, som blev erobret og plyndret af de rovgriske assyrere, 663 f.Kr. Det er dette, profeten Nahum henviste til (3,8). Nogle få år senere erklærede Psammetik, Nekos søn, som var forblevet trofast efter sin genindsættelse, sig uafhængig. Da den assyriske hær var nødvendig andetsteds, var Egypten fra da af fri for assyrerens åg. Ba`al af Tyrus underkastede sig til sidst efter en lang belejring. Yakinlu, kongen af Arvad, betalte tribut og sendte gidsler. Andre oprørske undersåtter, som var blevet opmuntret af Tirhakas holdning, blev bragt til underkastelse. Under Urlaki blev den gamle fjende Elam, som havde haft fred med Assyrien siden den foregående regeringstid, nu aggressiv og gjorde indfald i Babylonien. Ashurbanipal marcherede gennem Zagrosbjergene og viste sig pludselig foran Susa. Dette træk bragte Teumman, som i mellemtiden havde efterfulgt Urlaki, tilbage til sin hovedstad. Elam blev ydmyget.

I 652 f.Kr. brød oprøret ud fra Shamash-shumukin, kongens bror, som var blevet gjort til vicekonge i Babylon. Han ønskede at gøre sig uafhængig af Assyrien. Efter at Ashurbanipal havde overvundet Babylon, søgte Shamash-shum-ukin tilflugt i et palads, satte ild til det og omkom selv i flammerne.

Der er megen uklarhed om de sidste år af Ashurbanipals regeringstid. Assyriens forfald var begyndt, hvilket ikke blot resulterede i tabet af herredømmet over de omkringliggende lande, men også i dets fuldstændige tilintetgørelse, før århundredet var omme. Nineve blev til sidst jævnet med jorden af Umman-Manda-horderne og blev aldrig genopbygget.

Ashurbanipal udmærker sig også ved sine byggearbejder, som viser bemærkelsesværdig arkitektonisk opfindsomhed. I mange af Assyriens og Babyloniens byer genoprettede, udvidede eller forskønnede han templerne eller helligdommene. I Nineve rejste han et smukt palads, som overgik alle andre assyriske bygningsværker i sin udsmyknings rigdom.

Under hans regering blev studiet af kunst stærkt fremmet. Nogle af hans udsøgte skulpturer repræsenterer ikke blot højdepunktet i assyrisk kunst, men hører også til den gamle verdens vigtigste æstetiske skatte. Motiverne i mange af de vigtigste skulpturer skildrer jagten, som kongen fandt særlig glæde ved.

Frem for alt er Ashurbanipal berømt for det bibliotek, han skabte, og på grund af det skal han måske betragtes som den største kendte mæcen for litteraturen i de førkristne århundreder. For bibliografi se Assyrien.

A. T. Clay