Elam

Højland, søn af Sem (1 Mos 10,22), og navnet på det land, der var beboet af hans efterkommere (14,1.9; Es 11,11; 21,2, osv.), som lå øst for Babylonien og strakte sig til Middelhavets kyst, en afstand i lige linje på omkring 1.000 miles. Navnet Elam er et assyrisk ord, der betyder “høj.”

“Indbyggerne i Elam, eller ‘Højlandene,’ øst for Babylon, blev kaldt elamitter. De var opdelt i flere grene, som talte forskellige dialekter af det samme agglutinerende sprog. Den race, de tilhørte, var brachycefal, eller korthovedet, ligesom Babyloniens præsemitiske sumerere.

“Det tidligste elamitiske kongerige synes at have været Anzan, hvis nøjagtige beliggenhed er usikker; men på Abrahams tid synes Shushan eller Susa allerede at være blevet landets hovedstad. Babylonien blev ofte invaderet af de elamitiske konger, som til tider hævdede deres overhøjhed over det (som i tilfældet med Kedorlaomer, kileskriftteksternes Kudur-Lagamar, eller ‘gudinden Lagamars tjener’).

“De senere assyriske monarker førte flere felttog mod Elam, og til sidst lykkedes det Assur-bani-pal (omkring 650 f.Kr.) at erobre landet, som blev hærget med ild og sværd. Ved det assyriske riges fald kom Elam i persernes hænder” (A.H. Sayce).

Dette land blev af grækerne kaldt Cissia eller Susiana.