Ashtoret

ash'-to-reth, ash-to reth (`ashtoreth; plural `ashtaroth; Astarte):

1. Navn og oprindelse

2. Gudindens egenskaber

3. Ashtoret som månegudinde

4. De lokale Ashtaroth

1. Navn og oprindelse:

Navnet på Kanaans øverste gudinde og den kvindelige modpart til Baal.

Gudindens navn og kult stammede fra Babylonien, hvor Ishtar repræsenterede aften- og morgenstjernen og derfor oprindelig var androgyn. Under semitisk indflydelse blev hun dog udelukkende kvindelig, men bevarede et minde om sin oprindelige karakter ved, som den eneste blandt de assyrisk-babylonske gudinder, at stå på lige fod med de mandlige guddomme. Fra Babylonien blev dyrkelsen af gudinden ført til semitterne i vest, og i de fleste tilfælde blev den feminine endelse føjet til hendes navn; hvor dette ikke skete, blev guddommen betragtet som mandlig. På Moabiterstenen identificeres for eksempel `Ashtar med Kemosh, og i indskrifterne fra Sydarabien er `Athtar en gud. På den anden side identificeres Atar i Atar-gatis eller Derketo (2 Makk 12,26), uden den feminine endelse, med gudinden `Athah eller `Athi (græsk Gatis). Kulten for den græske Afrodite på Cypern blev lånt fra dyrkelsen af Ashtoret; om det græske navn også er en omdannelse af Ashtoret, sådan som det ofte er blevet hævdet, er tvivlsomt.

2. Gudindens egenskaber:

I Babylonien og Assyrien var Ishtar gudinde for kærlighed og krig. En gammel babylonisk legende fortalte, hvordan Ishtars nedstigning til Hades for at lede efter sin døde mand, Tammuz, blev fulgt af ophør af ægteskab og fødsel både på jorden og i himlen, mens gudindens templer i Nineve og Arbela, som de to byer senere voksede op omkring, var viet til hende som krigsgudinde. Som sådan viste hun sig for en af Assur-bani-pals seere og opmuntrede den assyriske konge til at drage mod Elam. De andre gudinder i Babylonien, som kun var lidt mere end afspejlinger af guden, havde tendens til at smelte sammen med Ishtar, som dermed blev en type på den kvindelige guddom, en personifikation af det frugtbare princip i naturen og særligt menneskehedens mor og skaberinde. Hovedsædet for dyrkelsen af Ishtar i Babylonien var Erek, hvor prostitution blev praktiseret i hendes navn, og hun blev tjent med umoralske ritualer af skarer af mænd og kvinder. I Assyrien, hvor gudindens krigeriske side var fremherskende, synes sådanne ritualer ikke at være blevet praktiseret; i stedet var profetinder knyttet til hendes templer, og til dem gav hun orakelsvar.

3. Ashtoret som månegudinde:

I Kanaan mistede Ashtoret, til forskel fra den mandlige `Ashtar, sine krigeriske egenskaber, men i modsætning til Ashera, hvis navn og kult også var blevet importeret fra Assyrien, blev hun på den ene side Baals farveløse gemalinde og på den anden side en månegudinde. I Babylonien var månen en gud, men efter sol-teologiens fremkomst, da størstedelen af de babyloniske guder blev opløst i former af solguden, blev også deres hustruer solare; Ishtar, "Sins datter", måneguden, forblev identificeret med aftenstjernen. I Kanaan derimod, da sol-teologien havde opslugt de ældre trosforestillinger, blev Baal til en solgud, og gudinden ved hans side blev en repræsentant for månen--så at sige solens blege afglans--Ashtoret kom til at blive betragtet som Baals gemalinde og indtog pladsen for Babyloniens solgudinder.

4. De lokale Ashtaroth:

Derfor fandtes der lige så "mange Ashtorether" eller Ashtaroth som Baaler. De repræsenterede de forskellige former, hvori gudinden blev dyrket på forskellige steder (Dom 10,6; 1 Sam 7,4; 1 Sam 12,10, osv.). Undertiden blev hun tiltalt som Naamah, "den yndige", græsk Astro-noe, mor til Eshmun og Cabeiri. Filistrene synes at have antaget hende i hendes krigeriske form (1 Sam 31,10 hvor KJV læser "Ashtoreth," ligesom Septuaginta), men mere almindeligt var hun månegudinden (Lucian, De Dca Syriac., 4; Herodian, v.6, 10) og blev derfor symboliseret ved en kos horn. Se Ashterot-Karnajim. I Ashkelon, hvor Herodot (i.105) placerer hendes ældste tempel, blev hun dyrket under navnet Atar-gatis, som en kvinde med fiskehale, og fisk var derfor hellige for hende. Andre steder var duen hendes hellige symbol. De umoralske ritualer, som ledsagede dyrkelsen af Ishtar i Babylonien, blev overført til Kanaan (5 Mos 23,18) og udgjorde en del af de afguderiske praksisser, som israelitterne blev opfordret til at udrydde.

A. H. Sayce