Lære

dok'-trin: Latin doctrina, fra doceo, "at undervise", betegner både undervisningens handling og det, der undervises i; bruges nu udelukkende i den sidstnævnte betydning.

1. Udtrykkenes betydning:

(1) I Det Gamle Testamente for

(a) leqach, "det, der modtages", deraf "det stof, der undervises i" (5 Mos 32,2; Job 11,4; Ordsp 4,2; Es 29,24, American Standard Revised Version "undervisning");

(b) she-mu`ah, "det, der høres" (Es 28,9, Revised Version (britisk og amerikansk) "budskab", Revised Version, randnote "beretning");

(c) mucar, "disciplin" (Jet 10,8 randnote), "Stokken er en lære" (Revised Version britisk og amerikansk) "undervisning" i tomheder, dvs. "De uvirkelige guders disciplin er træ (er ligesom dem selv, uden sand moralsk kraft" (BDB)).

(2) I Det Nye Testamente for

(i) didaskalia =

(a) "undervisningens handling" (1 Tim 4,13; 1 Tim 4,16; 1 Tim 5,17; 2 Tim 3,10; 2 Tim 3,16), alle i Revised Version (britisk og amerikansk) "undervisning";

(b) "det, der undervises i" (Matt 15,9; 2 Tim 4,3). I nogle passager er betydningen tvetydig mellem (a) og (b).

(ii) didache, altid oversat "undervisning" i Revised Version (britisk og amerikansk), undtagen i Rom 16,17, hvor "lære" er bevaret i teksten og "undervisning" indsat i randnoten =

(a) undervisningens handling (Mark 4,2; ApG 2,42, KJV "lære");

(b) det, der undervises i (Joh 7,16; Joh 7,17; Åb 2,14; Åb 2,15; Åb 2,24, KJV "lære"). Nogle steder er betydningen tvetydig mellem (a) og (b), og i Matt 7,28; Mark 1,22; ApG 13,12 betegnes måden, snarere end selve handlingen eller indholdet i undervisningen, nemlig med myndighed og kraft.

2. Kristi undervisning uformel:

Betydningen af disse ord i Det Nye Testamente varierede, efterhånden som kirken udviklede indholdet af sin erfaring til et tankesystem og kom til at betragte et sådant system som en integreret del af den frelsende tro (sammenlign udviklingen af betydningen af udtrykket "tro"):

(1) Farisæernes læresætninger var en temmelig samlet og bestemt mængde undervisning, en fast tradition overleveret fra én generation af lærere til en anden (Matt 16,12, KJV "lære"; sammenlign Matt 15,9; Mark 7,7).

(2) I modsætning til det farisæiske system var Jesu undervisning ukonventionel og lejlighedsvis, ræsonnerende og usystematisk; den hentede sin kraft fra hans personlighed, karakter og gerninger mere end fra hans ord, så hans samtidige blev forbløffede over den og erkendte den som en ny undervisning (Matt 7,28; Matt 22,33; Mark 1,22; Mark 1,27; Luk 4,32). Sådan finder vi den i de synoptiske evangelier, og den mere systematiske form, den har fået i de johannæiske taler, er uden tvivl evangelistens værk, han som skrev mere for at fortolke Kristus end for at nedskrive hans ipsissima verba (Joh 20,31).

3. Apostolske læresætninger:

Apostlenes tidligste undervisning bestod i det væsentlige af tre påstande:

(a) at Jesus var Kristus (ApG 3,18);

(b) at han var opstået fra de døde (ApG 1,22; ApG 2,24; ApG 2,32); og

(c) at frelsen skete ved tro på hans navn (ApG 2,38; ApG 3,16). Mens disse sandheder blev forkyndt, var det nødvendigt at samordne dem med den hebraiske tro, sådan som den byggede på Det Gamle Testamentes åbenbaring.

Metoden i den tidligste rekonstruktion kan udledes af Peters og Stefanos' taler (ApG 2,14-36; ApG 5,29-32; ApG 7,2-53). En mere grundig rekonstruktion af samordningen af de kristne kendsgerninger, ikke blot med hebraisk historie, men med verdenshistorien og med et syn på verden som helhed, blev foretaget af Paulus. Begge typer lære findes i hans taler i Apostlenes Gerninger, den førstnævnte type i den, der blev holdt i Antiokia (ApG 13,16-41), og den sidstnævnte i talerne holdt i Lystra (ApG 14,15-17) og i Athen (ApG 17,22-31). De tanker, der gives i omrids i disse taler, udvikles mere fuldt til et læresystem, med centrum flyttet fra opstandelsen til Kristi død, i brevene, især i Galaterbrevet, Romerbrevet, Efeserbrevet, Filipperbrevet og Kolossenserbrevet. Men endnu er det én lærers teologiske system, og der er intet tegn på noget forsøg på med myndighed at påtvinge kirken som helhed det. Faktisk blev det paulinske system aldrig almindeligt accepteret af kirken. Sammenlign Jakob og de apostolske fædre.

4. Dogmets begyndelse:

I Pastoralbrevene og de almindelige breve viser der sig en ny tilstand. Den gentagne betoning af "sund" eller "helbredende lære" (1 Tim 1,10; 1 Tim 6,3; 2 Tim 1,13; 2 Tim 4,3; Tit 1,9; Tit 2,1), "god lære" (1 Tim 4,6) indebærer, at en mængde undervisning nu var trådt frem, som var almindeligt accepteret, og som skulle tjene som en norm for rettroenhed. Troen er blevet en sandhedssamling, "én gang for alle overgivet til de hellige" (Jud 1,3). Indholdet af denne "sunde lære" gives ingen steder formelt, men det er en sandsynlig slutning, at den svarede meget nært til den romerske formular, der blev kendt som Den apostolske Trosbekendelse. Se dogme.

T. Rees