Benhadad

ben-ha'-dad (ben-hadhadh; Septuaginta huios Hader):

Navnet

I. BENHADAD I

1. Riget Syrien grundlægges

2. Syrien og Juda

3. Asas kortsynethed

II. BENHADAD II

1. Monumenternes Hadad-'idri

2. Togter mod Israel

3. Forbund med Akab

4. Den bibelske historie bekræftet af monumenterne

5. Forbundet brudt

6. Benhadad og Elisa

7. Syrernes panik ved Samaria

8. Mordet på Benhadad

III. BENHADAD III

1. Hans samtidige

2. Assyrerne i vest

3. Damaskus' fald for Ramman-Nirari III

4. Pusterum for Israel

Navnet:

Navnet på tre konger af Syrien, som nævnes i de historiske bøger. Hadad er den syriske stormgud og er tilsyneladende identisk med Rimmon (2 Kong 5,18), den assyriske Rammanu, »Tordneren«, hvis tempel lå i Damaskus. Navnet Benhadad, »Hadads søn«, stemmer med den skik, der fandtes i semitisk mytologi, at kalde en konge eller et folk den nationale guds søn, ligesom vi har Mesha`, Kemoshs søn, og moabitterne, Kemoshs børn. Benhadad synes at være blevet en almindelig betegnelse for Syriens konger (Am 1,4; Jer 49,27).

I. Benhadad I

1. Riget Syrien grundlægges:

Benhadad I var søn af Tabrimmon, som kaldes (1 Kong 15,18) »søn af Hezjon, kongen af Syrien, som boede i Damaskus«. Hezjon er med nogen sandsynlighed blevet identificeret med Rezon (1 Kong 11,23; 1 Kong 11,25), som grundlagde riget Damaskus og gav Syrien den fjendtlige indstilling mod Israel, der blev arvelig. Imens havde aramæerne frigjort sig fra hittitternes herredømme, og med Damaskus som centrum havde de anlagt stærke bosættelser på sletterne vest for Eufrat. Da Benhadad trådte ind i denne arvefølge, var Syrien den stærkeste magt i denne del af Vestasien og rede til at udnytte enhver anledning til at udvide sine besiddelser.

2. Syrien og Juda:

En sådan anledning viste sig i den appel om hjælp, som Asa, Judas konge, rettede mod Ba'asha, Israels konge. De to hebraiske riger havde ligget i strid lige siden deres adskillelse. Ba'asha havde skubbet sin grænse sydpå til Rama, mindre end 5 miles (ca. 8 km) fra Jerusalem, og denne dominerende højde begyndte han at befæste. Faren ved en fjendtlig fæstning med udsigt over hans hovedstad og ydmygelsen ved rivalens tilstedeværelse så nær var mere, end Asa kunne bære. Det var på dette tidspunkt, han kom i tanke om Benhadad. Han tog alt det sølv og guld, der var tilbage i skatkammeret i Herrens hus og i skatkammeret i kongehuset, og sendte det til Benhadad med en anmodning om et forbund, idet han samtidig bad ham bryde den pagt, han havde med Ba'asha, og således gøre det muligt for Asa at fordrive sin fjende. Benhadad så en mulighed for at gøre sit rige større og brød det forbund, han havde haft med Jeroboam og Ba'asha. Ved et indfald i Nordisrael tvang han Ba'asha til at trække sig tilbage fra Rama og holde sig til området omkring sin egen hovedstad (1 Kong 15,16). Juda fik lindring, men prisen, der blev betalt for den, var for høj. Asa havde overgivet sine skatte og meget sandsynligt noget af sin uafhængighed.

3. Asas kortsynethed:

For sin kortsynethed ved at sætte sig i gæld til Benhadad og stole på Syriens hjælp snarere end på Herren sin Gud blev Asa irettesat af profeten Hanani (2 Krøn 16,1). Benhadad havde udvidet sine områder ved transaktionen og synes herefter at have udøvet en form for overhøjhed over begge de hebraiske riger.

LITTERATUR.

McCurdy HPM, I, 256; H. P. Smith, Old Testament History, 186.

II. Benhadad II

1. Monumenternes Hadad-'idri:

Benhadad II var efter al sandsynlighed søn af Benhadad I. Han er monumenternes Hadad-ezer eller Hadad-'idri. Han træder først frem på den bibelske histories scene, da han med en stor hær invaderer Israels land; i hæren var der 32 tributpligtige konger samt heste og vogne. Han var trængt så langt frem som til Samaria, Omris nybyggede by, nu hovedstad for hans søn Akab. Benhadad og hans syriske hær havde belejret Samaria, og Akab var blevet opfordret til at overgive sig. Akab var tilbøjelig til at gå med til betingelserne, men de utålelige forslag, Benhadad fremsatte, drev ham til modstand. Opmuntret af folkets ældste og efter råd fra en profet gjorde Akab et udfald og faldt over de drikkende syrere og slog dem så fuldstændigt på flugt, at Benhadad selv kun undslap på en hest sammen med rytterne.

2. Togter mod Israel:

Næste år besluttede syrerne at oprette deres nederlag og sagde om israelitterne: »Deres Gud er en gud for bjergene; derfor var de stærkere end vi. Men lad os kæmpe mod dem på sletten, så skal vi visselig være stærkere end de.« Akab var blevet advaret om at forvente syrernes tilbagekomst og var forberedt på det nye angreb. I syv dage stod de to hære over for hinanden, israelitterne »som to små flokke gedekid« foran en hær, der fyldte landet. På den syvende dag kom de i kamp nær Afek, og syrerne led igen et overvældende nederlag. Jahve blev bevist at være Gud både over sletterne og over bjergene. Benhadad blev taget til fange, og ved at appellere til sejrherrens mildhed overtalte han Akab til at skåne hans liv.

3. Forbund med Akab:

Der blev indgået en traktat mellem de to monarker, hvorefter Akabs folk skulle have deres egne basarer i Damaskus, ligesom det ser ud til, at Benhadad I tidligere havde haft for sine undersåtter i Samaria (1 Kong 20,1-34). Traktaten blev fordømt af en profet, og Akab blev advaret om, at denne mand, som Gud havde viet til undergang, ville blive til undergang for ham selv og hans folk. Under traktaten var der dog tre år uden krig mellem Syrien og Israel.

4. Den bibelske historie bekræftet af monumenterne:

Traktaten og den deraf følgende fredsperiode får slående bekræftelse fra monumenterne. Fra Shalmaneser II's monolitindskrift erfarer vi, at denne assyriske konge i sit 6. regeringsår (854 f.Kr.) havde krydset Tigris og banet sig vej over Eufrat på både af fåreskind ind i Syrien til Chalman (Aleppo). Ved Karkar mødte han de samlede styrker fra Damaskus, Hamat, Israel og de stater, der havde sluttet sig sammen for at modsætte sig hans fremrykning mod vest. Achabbu Sir-'lai, Akab af Israel, og Dad'idri Hadadezer (Benhadad II) af Damaskus nævnes i indskriften med stridsvogne, ryttere og fodfolk, idet de gjorde fælles sag mod Shalmaneser og kæmpede på samme side. Det var Benhadad, som vi forstår, der bar hovedbyrden af angrebet, men slagets udfald var de allieredes fuldstændige nederlag med tabet af 14.000 mand. At Israels hjælp ved denne lejlighed var resultatet af traktaten mellem Akab og Benhadad, og at sammenslutningen mod Shalmaneser fandt sted i løbet af de tre års fred, er i højeste grad sandsynligt.

5. Alliancen brydes:

Katastrofen for de allierede synes imidlertid at have opløst forbundet. Når Syriens konge næste gang nævnes i den bibelske historie, forsvarer han byen Ramot-Gilead mod det angreb, som Akab rettede mod den; Akab findes nu i alliance med Joshafat, Judas konge, idet han uden held og med dødeligt udfald for sig selv forsøger at generobre denne israelitiske by fra Damaskus' svækkede magt. Ved Ramot-Gilead siges Benhadad ikke at have 32 tributpligtige konger i sit følge, men 32 hærførere, som har indtaget deres plads (1 Kong 22,2; 1 Kong 22,29-31).

6. Benhadad og Elisa:

Da freden mellem Israel og Syrien var brudt, var der hyppig, om ikke vedvarende, krig mellem rigerne, og profeten Elisa er en fremtrædende skikkelse i den. Han helbredte Na'aman, Benhadads øverstkommanderende, for hans spedalskhed. Han åbenbarede for Israels konge de steder, hvor Benhadad slog lejr. Han slog en stor hær med blindhed, som Benhadad havde sendt med heste og vogne for at gribe ham i Dotan, og førte dem ind i Samaria, hvor han så dem blive behandlet venligt og sendt tilbage til deres herre (2 Kong 6,8-23).

7. Syrernes panik ved Samaria:

Nogen tid efter samlede Benhadad igen hele sin hær og belejrede Samaria. Hungersnøden var så stor, at kvinder spiste deres egne børn. Israels konge sendte en af sine mænd for at dræbe Elisa, men Elisa lukkede sit hus for ham og meddelte, at der næste dag ville være stor overflod i byen. Og sådan skete det. Nogle spedalske, der havde opgivet håbet om hjælp, var gået ind i den syriske lejr og havde erfaret, at syrerne havde forladt deres lejr i panik, fordi de troede, at Israels konge havde lejet kongerne fra Mucri og de nordlige hittitter til at hæve belejringen (2 Kong 6,24-7; sammenlign Burneys note, 2 Kong 7,6).

8. Mordet på Benhadad:

Endnu en omtale af Benhadad II findes i Shalmanesers annaler, hvor han beretter, at han i sit 11. regeringsår besejrede en sammenslutning af 12 hittitterkonger med Benhadad i spidsen og dræbte 10.000 mand. Om dette findes der ingen beretning i den bibelske historie, men det må have været kort før den tragedie, der afsluttede den syriske konges karriere. Benhadad var blevet syg og sendte sin øverstkommanderende, Hazael, for at spørge profeten Elisa, som var på besøg i Damaskus, om udfaldet af hans sygdom. Elisa forudsagde kongens død og græd, da han læste den grusomme hensigt hos Hazael, som den syriske hærfører allerede da var ved at modne. Hazael gav sig ud for at være vantro, men han gik bort fra Elisa og dræbte allerede næste dag koldblodigt sin herre og besteg tronen (2 Kong 8,7-15). Således endte en af de mægtigste syriske kongers regeringstid uden ære.

LITTERATUR.

McCurdy, HPM, I, 267 ff; Schrader, COT, I, 179 if; Winckler, Geschichte Israels, Theil I, 133-55.

III. Benhadad III

1. Hans samtidige:

Benhadad III var søn af tronraneren Hazael, og skønt han ikke stod i den dynastiske arvefølge, antog han ved sin fars død det dynastiske navn. Han var samtidig med Amasja, Judas konge; Joakaz, Jehus søn, Israels konge; og Ramman-Nirari III, Assyriens konge. Israels lykke var sunket dybt i Joakaz' dage, og Hazael og Benhadad III var redskaber for Jahves mishag med folket. På dette tidspunkt havde Joakaz ikke mere end 53 ryttere og 10 vogne og 10.000 fodfolk, for Syriens konge havde ødelagt dem og gjort dem som støv ved tærskning (2 Kong 13,7). Det var, da Israels lykke var på sit laveste på grund af undertrykkelsen fra Syriens konge — på dette tidspunkt Benhadad — at hjælpen kom til dem, og Jahve gav Israel en frelser, så Israel slap ud fra syrernes hænder, "og Israels børn boede i deres telte (i deres hjem) som før" (2 Kong 13,5).

2. Assyrerne i Vesten:

Den "frelser", som den bibelske fortælling omtaler, er den ene hentydning i Skriften til Assyriens konge på den tid, Ramman-Nirari III, hvis indskrifter beretter om hans sejrrige felttog mod Vesten. "Fra Eufrat til hittitternes land," lyder en indskrift, "vestlandet i hele dets udstrækning, Tyrus, Zidon, Omris land, Edom, Filistæa så langt som til det Store Hav ved solnedgangen, lagde jeg under mit åg; betaling af tribut pålagde jeg dem. Mod Syrien i Damaskus drog jeg; Mari, Syriens konge, belejrede jeg i Damaskus, hans kongeby." Han fortsætter derefter med at fortælle om underkastelsen af monarken og om byttet, der blev taget fra hans hovedstad. At Mari, som på aramæisk betyder "herre", er Benhadad III, Hazaels søn, antages nu almindeligvis.

3. Damaskus' fald for Ramman-Nirari III:

Med indtagelsen af Damaskus og den syriske magts sammenbrud under Marl (Benhadad III) blev en tid med genopretning og fremgang mulig for Israel og Juda. Sådan skete det, at “Joash, Joahaz' søn, tog igen fra Benhadad, Hazaels søn, de byer, som han havde taget fra Joahaz i krig. Tre gange slog Joash ham og genvandt Israels byer” (2 Kong 13,25). 4. Pusterum for Israel:

Israel kunne for en tid ånde frit, og Jeroboam II genoprettede Nordriget i dets tidligere udstrækning og herlighed. Men krigens flamme, som var blevet sendt ind i Hazaels hus, og som fortærede Benhadads paladser (Am 1,4), ventede kun på det tidspunkt, hvor assyrerne igen ville være fri til at forny deres togter mod vest og føre Samaria og Israel “i fangenskab hinsides Damaskus” (Am 5,27).

LITTERATUR.

McCurdy, HPM, I, 291 ff.; Schrader, COT, I, 202 ff.

T. Nicol.