Benjamin

Søn af min højre hånd.

Jakobs yngste søn med Rakel (1 Mos 35,18). Han blev født ved Efrat, på vejen mellem Betel og Betlehem, i kort afstand fra det sidstnævnte sted. Hans mor døde, da hun fødte ham, og med sit sidste åndedrag gav hun ham navnet Ben-Oni, “søn af min smerte”, et navn som hans far ændrede til Benjamin. Hans efterkommere kaldes benjaminitter (1 Mos 49,27; 5 Mos 33,12; Jos 18,21).

Benjamins stamme var ved udgangen af Egypten den næstmindste (4 Mos 1,36, 37; Sl 68,27). Under vandringen havde den sin plads sammen med Manasse og Efraim vest for tabernaklet. Ved indgangen til Kanaan talte den 45.600 krigere. Nogle har ud fra Jakobs ord (1 Mos 49,27) sluttet, at der var en ulv på stammens fane. Denne stamme nævnes i Rom 11,1; Fil 3,5.

Denne stammes arvelod lå umiddelbart syd for Efraims og var omkring 26 miles lang og 12 bred. Dens østlige grænse var Jordan. Dan lå mellem den og filistrene. Dens vigtigste byer nævnes i Jos 18,21-28.

Stammens historie rummer en sørgelig beretning om en ødelæggende borgerkrig, som den førte mod de andre elleve stammer. Ved den blev den næsten udryddet (Dom 20,20, 21; 21,10).

Jødernes første konge var Saul, en benjaminit. Der blev dannet et nært forbund mellem denne stamme og Judas stamme på Davids tid (2 Sam 19,16, 17), og det fortsatte efter hans død (1 Kong 11,13; 12,20). Efter eksilet udgjorde disse to stammer hovedmassen af det jødiske folk (Ezra 1,5; 10,9).

Benjamins stamme var berømt for sine bueskytter (1 Sam 20,20, 36; 2 Sam 1,22; 1 Krøn 8,40; 12,2) og slyngekastere (Dom. 20,6).

Benjaminsporten på Jerusalems nordside (Jer 37,13; 38,7; Zak 14,10) blev kaldt sådan, fordi den førte i retning af Benjamins stammes område. Den kaldes af Jeremias (20,2) “Benjamins høje port”; også “folkets børns port” (17,19). (Jf. 2 Kong 14,13.)